Loven, der trådte i kraft 1. oktober 1966, har følgende indhold:
§ 1. Under overformynderiets bestyrelse hører:
1) Midler, der tilhører umyndige. Undtaget herfra er dog:
a) beløb under en af justitsministeren fastsat grænse,
b) gaver, der efter giverens bestemmelse skal holdes uden for overformynderiet,
c) arv, som ikke er tvangsarv, og som efter arveladerens testamente skal holdes uden for overformynderiet,
d) midler, der er sikret ved tinglyst skifteekstrakt,
e) faste ejendomme, løsøre, fordringer på naturalydelser o. lign.,
f) midler, hvis bestyrelse ikke er undergivet værgemålstilsyn.
2) Midler, der efter lovgivningen om borteblevne skal bestyres af overformynderiet.
3) Andre midler, som justitsministeren tillader bestyret i overformynderiet.
§ 2. Rede penge, der indsættes i overformynderiet eller indkommer ved salg eller indfrielse af kontohavernes værdipapirer, forrentes efter regler, der fastsættes af justitsministeren.
Efter anmodning fra værgen eller den myndige kontohaver kan pengene i stedet anvendes til køb af værdipapirer. Nærmere regler herom fastsættes af justitsministeren.
§ 3. Værdipapirer, der overgives til bestyrelse i overformynderiet, eller som indkøbes af overformynderiet for en kontohavers regning, bestyres særskilt.
Overformynderiets underskrift træder i stedet for kontohaverens ved enhver disposition over særskilt bestyrede værdipapirer.
Forandring af sikkerheden for eller af forpligtelsen ifølge særskilt bestyrede værdipapirer, derunder gældsovertagelse, kræver godkendelse fra overformynderiet. Afgørelsen træffes efter erklæring fra værgen eller den myndige kontohaver. Godkendelsen kan ikke meddeles mod værgens eller den myndige kontohavers ønske.
§ 4. Påtegninger på pantebreve i fast ejendom, hvorved disse helt eller delvis udlægges eller transporteres til en kontohaver i overformynderiet, skal tinglyses. Tinglysningen sker uden afgift til det offentlige.
§ 5. For overformynderiets bestyrelse betales et administrationsgebyr, der fastsættes af justitsministeren. Justitsministeren kan endvidere fastsætte gebyrer for udskrifter, ekspeditioner vedrørende værdipapirer o. lign.
.......
§ 7. Ved lovens ikrafttræden overtager staten overformynderiets formue og forpligtelser.
§§ 6 og 8-10 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. Som § 6, stk. 3, indføjedes under folketingsbehandlingen efter ændringsforslag af justitsministeren i folketingsudvalgets betænkning en revisionsbestemmelse, hvorefter forslag om revision af loven skal fremsættes for folketinget i folketingsåret 1974-75. Det fremgår af bemærkningerne til ændringsforslaget, at det er justitsministeriets hensigt at foranledige, at der i tiden indtil da udarbejdes årlige, delvis på grundlag af skønsmæssige beregninger opstillede regnskaber over de med statens forvaltning af de umyndiges og borteblevnes midler forbundne indtægter og udgifter.
I forhold til de tidligere gældende regler i lov nr. 254 af 27. maj 1950 om overformynderiet, der ved den nye lov ophævedes tillige med lov af 26. maj 1868 indeholdende bestemmelser angående forvaltningen af umyndiges midler, betød de nye regler en væsentlig reduktion af overformynderiets forretningsområde, idet overformynderiet fremtidig alene skal bestyre umyndiges og borteblevnes formue, mens det tidligere også bestyrede andre midler, der efter bestemmelse af en arvelader eller giver skulle båndlægges i overformynderiet, samt midler, der tilhørte legater o. lign., og som efter legatets fundats eller legatbestyrelsens bestemmelse skulle bestyres i overformynderiet. Overformynderiet var tidligere organiseret som en selvstændig institution, der ifølge loven skulle have sin egen formue og selv afholde sine driftsudgifter, mens det efter den nye lov er en almindelig statsinstitution under justitsministeriet.
Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om anbringelse af umyndiges midler m. v., forslag til lov om ændring i arveloven og forslag til lov om ændringer i myndighedsloven (se nedenfor). Om baggrunden for lovforslagene udtalte justitsministeren ved fremsættelsen bl. a.:
„Det udvalg, hvis betænkning danner grundlag for de tre af lovforslagene, havde først og fremmest til opgave at overveje overformynderiets forhold .....
Den direkte anledning til udvalgets nedsættelse var de økonomiske vanskeligheder, som overformynderiet befinder sig i. Regnskabet har gennem en årrække vist underskud til trods for, at overformynderiet stadig kun yder kontohaverne en rente på 4 pct. af de kontante tilgodehavender.
En væsentlig årsag til de nuværende vanskeligheder er den rentepolitik, der blev ført af overformynderiet under og umiddelbart efter sidste verdenskrig. I denne periode gav overformynderiet kontohaverne en rente på ikke under 4 pct., en rentesats, der lå langt over de private pengeinstitutters indlånsrente. Dette medførte, at kontohaverne havde fordel af at bevare både deres indbetalinger og de beløb, der fremkom ved indfrielse af deres særskilt bestyrede værdipapirer, i form af kontante tilgodehavender i stedet for at købe særskilt bestyrede værdipapirer for beløbene. De mange kontante midler måtte overformynderiet fortrinsvis anbringe i lavt forrentede kreditforeningsobligationer, der måtte købes til kurser nær pari. Obligationerne gav således overformynderiet en effektiv rente, som ofte var lavere end den rente, overformynderiet ydede sine kontohavere.
Det stærke fald i obligationskurserne, der begyndte i 1948, måtte på denne baggrund medføre alvorlige konsekvenser for overformynderiets økonomiske stilling, og den store beholdning af lavt forrentede obligationer med lang løbetid har forhindret overformynderiet i at lade renten til kontohaverne følge stigningerne i de private pengeinstitutters indlånsrente.
Ved en bedømmelse af den nævnte rentepolitik må det erindres, at overformynderiet ikke kunne lægge rent forretningsmæssige synspunkter til grund. For en stor del af kontohaverne var renteudbetalingen fra overformynderiet den eneste eller væsentligste indtægt. De sociale forsikrings- og bistandsordninger var jo ikke så udbyggede, som de er i dag. Særlig i en periode med prisstigninger ville en nedsættelse af overformynderiets rentesats derfor have haft alvorlige følger for mange. Det er givet, at dette har spillet en afgørende rolle i overvejelserne dengang, og jeg mener at burde fremhæve det i dag, hvor man ved, hvordan udviklingen kom til at forme sig, og hvor man derfor under helt andre forudsætninger ellers kan have vanskeligt ved at se det rimelige i den førte politik.
Også den almindelige stigning i lønniveauet har i høj grad bidraget til en forringelse af driftsresultatet, selv om man har søgt at imødegå denne udvikling ved rationalisering af arbejdsgangen og tilsvarende reduktion af personalet. Denne personalereduktion er gennemført samtidig med, at de bestyrede kapitaler og dermed arbejdsopgaverne er vokset.
Det stod imidlertid klart, at der burde iværksættes mere principielle overvejelser vedrørende overformynderiets stilling. Justitsministeriet nedsatte derfor i 1962 et udvalg med repræsentanter for finansministeriet, forvaltningsnævnet og overformynderiet og med sagkyndige medlemmer fra vore to største sparekasser. Dette udvalg fik ikke blot til opgave at undersøge mulighederne for at forbedre overformynderiets driftsøkonomi og dermed sætte institutionen i stand til at yde normal markedsrente af de massebestyrede midler. Det skulle også tage stilling til, om overformynderiet burde opretholdes, eller om det burde ophæves og dets funktioner henlægges til andre myndigheder og institutioner.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, har jeg ment at kunne gå ind for udvalgsflertallets indstilling om en væsentlig reduktion af overformynderiets forretningsområde, således at overformynderiet fremtidig alene skal bestyre umyndiges og borteblevnes midler. Jeg er derimod ikke enig med udvalgsflertallet, når dette forudsætter, at overformynderiet fortsat skal være en selvstændig institution med egen formue, eget regnskab o. s. v. Efter min opfattelse bør overformynderiet fremtidig have stilling som almindelig statsinstitution.
En sådan løsning frembyder flere fordele, som der er redegjort nærmere for i bemærkningerne til lovforslaget.
Som en af fordelene er nævnt den administrative forenkling, der opnås ved, at man ophører med den selvstændige anbringelse af massebestyrede midler ved direkte udlån og ved køb af værdipapirer. Vi har i justitsministeriet ment, at den enkleste fremgangsmåde ville være at lade de massebestyrede midler indgå blandt statens øvrige midler, men det er klart, at der også kan tænkes andre løsninger, og jeg er naturligvis villig til at forhandle herom.
......
Endelig skal jeg fremkomme med nogle bemærkninger om de personalemæssige problemer, som forslaget i øvrigt frembyder. Når de båndlagte midler er afgivet, vil arbejdet i overformynderiet, som det fremgår af udvalgsbetænkningen, kunne udføres af et meget begrænset personale. Det er en selvfølge, at der fra justitsministeriets side vil blive gjort alt, hvad der er muligt, for at sikre den del af personalet, hvis arbejdskraft ikke længere kan anvendes i overformynderiet, passende beskæftigelse andre steder. ....."
Ved lovforslagenes 1. behandling i folketinget anbefaledes de af Poul Dalsager (S), der fandt, at den største betænkelighed ved at bevare overformynderiet med uændret arbejdsområde var, at administrationen af umyndiges midler og båndlagte midler var blevet en økonomisk belastning for de umyndige. Det var rimeligt, at staten betalte for at få dette forhold rettet.
Ib Thyregod (V) var af den opfattelse, at overformynderiet som de umyndiges beskytter havde overlevet sig selv. Renten blev spist op af inflationen. Dispositionerne under krigen var nok ikke den eneste forklaring på vanskelighederne. Der var nok heller ikke fra overformynderiets side disponeret med den smidighed, som andre pengeinstitutter ville have udvist. Inden for venstres gruppe havde mange sympati for helt at nedlægge overformynderiet. Ellers ville underskuddet bare fortsætte. Der kunne næppe anføres væsentlige betænkeligheder ved også at lade forvaltningen af de umyndiges midler overgå til private pengeinstitutter.
Langkilde (KF) mente, at overformynderiets situation var en følge af inflationspolitikken. Spørgsmålet måtte imidlertid løses, og lovforslaget havde mødt megen sympati i den konservative gruppe. Det var nok for risikabelt at sprede de umyndiges midler ud på de private pengeinstitutter, men hvorfor ville man ikke forhøje renten af de myndiges båndlagte midler i tiden indtil de kunne overføres? Mens Langkilde kunne tiltræde tanken om videreførsel af overformynderiet med det begrænsede forretningsområde, var han ikke enig med ministeren i, at overformynderiet ikke skulle opretholdes som selvstændig institution, og fastholdtes dette forslag, var det et spørgsmål, om en fuldstændig nedlæggelse af overformynderiet alligevel ikke ville være at foretrække.
A. C. Normann (RV) udtalte, at den bestående tilstand omkring overformynderiet længe havde været følt som en urimelig behandling af en befolkningsgruppe, der ikke kunne varetage sine egne interesser. Hvorvidt staten imidlertid helt eller delvis skulle overtage overformynderiets funktioner, ville han foretrække ikke at tage stilling til før udvalgsbehandlingen af lovforslagene, hvorunder han lovede en velvillig og saglig indstilling.
Poul Dam (SF) mente, at det kunne være rigtigt, at staten overtog overformynderiets virksomhed, formue og forpligtelser, men forbeholdt sig dog sin endelige stilling hertil. Han var ikke positivt stemt for den foreslåede overflytning af de båndlagte midler og legatmidlerne til de private pengeinstitutters forvaltning.
Johan Asmussen (Uafh) fandt lovforslagene forbilledlig klare i deres affattelse. Han havde ikke taget endelig stilling til spørgsmålene, men havde megen sympati for de fremsatte udtalelser om fuldstændig nedlæggelse af overformynderiet, og han henstillede, at man i udvalget overvejede, om man også med denne løsning kunne opnå den centralisering af kontrollen, som også han tillagde en vis værdi. Principielt kunne han ikke lide tanken om at gøre overformynderiet til en ren statsinstitution. Man ville derved blot camouflere det underskud, der forelå. Tanken om kun at lade de umyndige få højere rente straks, fandt han helt urimelig.
Efter 1. behandling henvistes lovforslagene til behandling i et udvalg. Det fremgår af udvalgets betænkning, at justitsministeren i tilslutning til bestemmelsen i overformynderilovforslagets § 2, stk. 1, vedrørende den fremtidige forrentning af de umyndiges midler i samråd har oplyst, at det er justitsministeriets hensigt fra den nye overformynderilovs ikrafttræden at forrente de umyndiges kontante indestående i overformynderiet med en rente, der ganske svarer til de private pengeinstitutters indlånsrente for midler anbragt på lignende vilkår. Efter det for tiden gældende renteniveau i de private pengeinstitutter vil overformynderirenten således blive 6 1/4 pct. årlig for midler, som værgen kun med et halvt års varsel kan begære anvendt til køb af særskilt bestyrede værdipapirer.
Efter at lovforslagenes ikrafttræden ved ændringsforslag af justitsministeren var foreslået udskudt til 1. oktober 1966, hvorved man også ville udskyde de lempeligere regler om adgang til køb af værdipapirer for midler i overformynderiet, der agtes fastsat i medfør af bestemmelsen i § 2, stk. 2, i den nye overformynderilov, rejstes der i udvalget spørgsmål vedrørende den da gældende 2 måneders frist, inden hvilken kontohavere kunne fremsætte anmodning om indkøb af værdipapirer for midler, indsat på deres konto. Man gjorde fra udvalgets side gældende, at næppe alle kontohavere og værger var bekendt med fristen. Det fremgår af betænkningen, at justitsministeren i denne anledning har aftalt med overformynderiet, at kontoudskrifter fremtidig forsynes med en påtegning, der direkte gør opmærksom på fristbestemmelsen, så længe denne gælder.
Efter at de ovenfor omtalte ændringsforslag til overformynderilovforslaget var vedtaget ved 2. behandling, vedtoges det således ændrede lovforslag ved 3. behandling enstemmigt.
Med hensyn til de andre afstemninger henvises til omtale i årbogen af de enkelte lovforslag.