Den nugældende skoleordning i Grønland blev indført ved lov nr. 274 af 27. maj 1950 om skolevæsenet i Grønland.

Ifølge denne lov er den grønlandske skole en 7-årig hovedskole, og skolegangen kan videreføres i en 4-årig realskole. Som overgangsled mellem børneskolen og realskolen har man oprettet specielle 2-årige skoleafdelinger.

I henhold til loven skal undervisningen i børneskolen, når forholdene taler derfor, deles i en A-linje, hvor undervisningssproget er grønlandsk, og en B-linje, hvor undervisningssproget er dansk.

Ved ministeriet for Grønlands bekendtgørelse af 24. november 1955 vedrørende realeksamen fra realskolen i Grønland blev afgangseksamen fra denne skole sidestillet med realeksamen i det øvrige Danmark.

Det grønlandske skolevæsen er imidlertid på indeværende tidspunkt således udbygget og effektiviseret, at den nugældende skolelov på flere punkter er forældet, og man har i de senere år ved tekstanmærkninger til de årlige finanslove måttet tilvejebringe hjemmel for afvigelser fra loven.

Det er i disse tekstanmærkninger fastsat, at der på steder, hvor lokaler og lærerkræfter er til stede i tilstrækkeligt omfang, oprettes særlige klasser for børn under den undervisningspligtige alder, samt at der på steder, hvor lokaler og lærerkræfter er til stede i tilstrækkeligt omfang, oprettes et frivilligt 8. skoleår, og endelig at den nuværende 4-årige realskoleordning gøres 3-årig under forudsætning af, at eleverne forinden optagelsen i 1. realklasse på tilfredsstillende måde har gennemgået det pensum, der kræves i 6. og 7. klasse boglig linje i den danske folkeskole.

Nærværende lovforslag byggede i meget stor udstrækning på de tilsvarende bestemmelser i den danske folkeskolelov. Samtidig er der dog tale om betydningsfulde afvigelser, ikke mindst som følge af, at skolen i Grønland er en ren statsskole, mens den danske folkeskole er en kommunal skole.

Ved lovforslagets udarbejdelse har man endvidere måttet tage hensyn dels til, at to så vidt forskellige sprog som grønlandsk og dansk begge skulle tilgodeses, dels til, at det grønlandske skolevæsen omfatter såvel købstadordnede som landsbyordnede skoler, skoler med mange elever og skoler med under 10 elever, skoler med velkvalificerede lærere og skoler, hvor dette ikke er tilfældet.

Forslaget til den grønlandske folkeskolestruktur går ud på, at folkeskolen i Grønland skal bestå af en 7-årig hovedskole med en i princippet linjedelt undervisning i 6. og 7. skoleår. Der er dog mulighed for, at undervisningen i 6. og 7. skoleår kan fortsætte udelt eller holddelt.

Fra hovedskolen kan eleverne videreføres enten — gennem en 2-årig forberedelsesskole — til en 3-årig realafdeling, afsluttende med realeksamen, der svarer til dansk realeksamen, eller til 8., 9. (og 10.) klasser, der kan slutte med en særlig prøve svarende til den i den danske folkeskolelovs § 13, stk. 3, omhandlede. Eleverne kan dog optages i forberedelsesskolen allerede efter 6. eller 5. skoleår, ligesom der er mulighed for elevernes overgang fra en linje til en anden.

Ved indførelse af en 2-årig forberedelsesskole til realafdelingen tilsigter man, at eleverne føres frem til det niveau, der er en forudsætning for at kunne følge undervisningen i den 3-årige realafdeling på tilfredsstillende måde. De senere års erfaring med præparandklasser til realafdelingen har vist, at en sådan bestemmelse er nødvendig i Grønland, navnlig under hensyn til vanskelighederne for de elever, der har grønlandsk som modersmål, ved at skulle beherske det danske sprog.

Af andre bestemmelser, der er afvigende fra den danske skolestruktur, skal nævnes adgangen til oprettelse af børnehaveklasser, når de fornødne lærerkræfter og lokaler forefindes og der mindst er 10 børn, der af forældre ønskes optaget i en sådan klasse.

Endvidere er der efter lovforslaget mulighed for, at udstedsbørnenes undervisning inden for hvert skoledistrikt senest ved udgangen af det 5. skoleår kan fortsættes i en centralskole, hvortil der knyttes elevhjem. Skolegangen på hjemstedet kan dog fortsættes, såfremt der er mere end 12 elever i 6. og 7. skoleår tilsammen.

Et centralt problem i lovforslaget er bestemmelserne om det danske og grønlandske sprogs placering i skolen.

Om dette sidste spørgsmål anførte ministeren for Grønland ved fremsættelsen af lovforslaget følgende:

„Der er i forslaget i modsætning til den nugældende skolelov ikke nævnt noget om undervisningssproget, men med den målsætning, som landsrådet har vedtaget, står det klart, at tilegnelsen af tilstrækkelige danskkundskaber spiller en betydelig rolle.

Efter forslagets § 14, stk. 3, vil man med forældrenes indforståelse kunne udskyde faget grønlandsk til begyndelsen af 3. klasse. Denne ordning har allerede været praktiseret i flere år i samtlige byer i Grønland med overvældende tilslutning fra forældrene, og de indvundne erfaringer tyder på, at man ikke derved forringer grønlandskundervisningen.

Bl. a. fordi der i Grønland findes en del udelukkende dansktalende børn, skønnes det rimeligt i skoleloven at have en bestemmelse om, at elever kan fritages for undervisningen i grønlandsk. Efter henstilling fra Grønlands landsråd er det i § 14, stk. 2, foreslået, at det bliver landsrådet selv, der fastsætter reglerne for elevernes fritagelse for undervisningen i grønlandsk.

Spørgsmålet om det grønlandske sprogs placering i realskolen har været livligt debatteret i såvel den danske som den grønlandske offentlighed. I overensstemmelse med landsrådets indstilling er det i § 22, stk. 1, foreslået, at der i 1. og 2. realklasse skal undervises i grønlandsk, og at der ved udgangen af 2. realklasse skal afholdes skriftlig og mundtlig eksamen. Disse karakterer skal påføres eksamensbeviset, men tæller ikke med ved udregningen af det endelige eksamensresultat. — I 3. realklasser skal der således ikke undervises i grønlandsk, og eleverne får bedre tid til at koncentrere sig om de egentlige eksamensfag."

Lovforslaget fik med enkelte forbehold en velvillig modtagelse ved 1. behandling fra samtlige partiers ordførere og fra det grønlandske medlem Rosing. Dupont (S) anbefalede en grundig gennemgang og undersøgelse af forholdene omkring forslaget og ønskede om muligt lejlighed til at vurdere forholdene på stedet ved besøg i Grønland. Man burde efter hans mening bl. a. se nærmere på selve strukturen i lovforslaget, idet der næppe var absolut grund til at kopiere 1958-lovens muligheder for delt og udelt skole på den grønlandske skole. Holger Hansen (V), Lembourn (KF), Vivike (SF) og Bækgaard (Uafh) udtrykte alle især betænkelighed over det grønlandske sprogs placering i forhold til det danske, og der blev næret frygt for, „at den fordanskningsproces, som ligger i lovforslaget, kan føre til modvilje mellem grønlandsk og dansk." Rosing udtalte bl. a., „at praktisk talt alle familier i Grønland ønsker en intensiveret danskundervisning. Man kan sige, at den grønlandske befolkning i den forløbne tid er kommet til den erkendelse, at de kun ved større danskkundskaber kan virkeliggøre deres ønsker både om bedre fremtid for børnene og hurtigere opnåelse af en ligestilling med de øvrige medborgere i enhver uddannelse. Med andre ord tilegnelse af det danske sprog anses for at være en nøgle til virkeliggørelsen af deres ønsker."

Ministeren for Grønland understregede, at lovforslaget havde fået landsrådets enstemmige tilslutning, og at man i øvrigt ikke har mulighed for at tilgodese undervisningen i grønlandsk som det har været ønsket, allerede af den grund, at skolen i Grønland lider under en stadig mangel på kvalificerede lærere, der kan påtage sig denne undervisning.

Det udvalg, hvortil sagen henvistes, afgav ikke betænkning over det foreliggende lovforslag.