L 136 Forslag til lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v.

(Kildeskat).

Af: Finansminister Henry Grünbaum ()
Samling: 1965-66
Status: Bortfaldet
Lovforslaget og de dertil knyttede bemærkninger var enslydende med det den 26. maj 1965 fremsatte lovforslag om kildeskat, der ikke nåede at komme til behandling i folketingsåret 1964-65. Om lovforslagets indhold henvises derfor til årbog 1964-65, side 425-435.

1. behandling af lovforslaget foretoges sammen med det dertil knyttede af indenrigsministeren fremsatte lovforslag om kommunal indkomstskat, jfr. nedenfor under nr. 18. Peter Nielsen (S) anbefalede lovforslaget, der ville afbøde de værste af de ulemper, som først og fremmest skattefradragsreglen bevirkede i vort nuværende skattesystem. Foged (V) var tilfreds med, at regeringen havde bøjet sig for kravet om skattefradragsreglens bevarelse omend kun delvis, idet den ikke skulle gælde for formueskatten. Dette sidste gav en fornemmelse af, at man ville påbegynde en udhuling og afvikling af skattefradragsretten, og noget sådant ville venstre modsætte sig. Han pegede på en række ulemper, som efter hans opfattelse var knyttet til kildeskat: øget skatteadministration, efterreguleringer og byrden for arbejdsgiverne. Han sluttede sit indlæg således: „Fordelen ved kildeskatteordningen er ikke skatteyderens og efter al sandsynlighed ej heller administrationens, men kun finansministerens. Vi vil nøje overveje, på hvilket tidspunkt det er nødvendigt at tiltræde kildeskatteforslaget. På forhånd mener vi ikke, at systemet er velegnet for danske forhold." Ninn-Hansen (KF) erklærede, at hans parti afviste tvungen kildeskat, og var af den opfattelse, at de fordele, der kan være for nogle ved at betale skat af løbende indkomst, bedre kunne opnås gennem den frivillige ordning, som de konservative ønskede nærmere undersøgt i en kommission (jfr. nedenfor side 536). Baunsgaard (RV) mente, at om kildeskat skal gennemføres, må forudsætningen være et langt mere forenklet skattesystem end det, vi har i dag. Ellers vil kildeskatten blive en yderligere forværring af et i forvejen stærkt indviklet skattesystem. Sigsgaard (SF) gav på sit partis vegne tilslutning til gennemførelse af kildeskat. Johan Asmussen (Uafh) kunne ikke på nogen måde tilsige støtte til lovforslagene om kildeskat. Niels Westerby (LC) kunne give tilsagn om sagligt og fordomsfrit at overveje de fremsatte lovforslag, men liberalt centrum ville foretage visse undersøgelser og derefter tage stilling til denne eller en anden form for kildeskat.

Efter forhandlingens afslutning henvistes de to lovforslag til et udvalg, som ikke afsluttede sit arbejde, men afgav en beretning om dette.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), J. E. Foged (V), Erik Ninn-Hansen (KF), Erik Sigsgaard (SF), Hilmar Baunsgaard (RV), Johan Asmussen (U) og Niels Westerby (LC)