Luk

Luk
Luk

Luk

L 156 Forslag til lov om statsautoriserede revisorer.

Af: Handelsminister Lars P. Jensen (S)
Samling: 1965-66
Status: Bortfaldet
Lovforslaget, der blev fremsat og behandlet sammen med en række andre næringsretlige lovforslag, hvoraf flere gennemførtes, var bortset fra en ændring af det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt identisk med et lovforslag, der fremsattes i folketinget den 30. april 1965 (årbog 1964-65, side 485), og som ikke blev færdigbehandlet i folketingsåret 1964-65.

Som omtalt i folketingsårbogen for 1964-65 var lovforslaget udarbejdet af næringslovskommissionen til afløsning af den hidtil gældende næringslovs §§ 65-73 tillige med handelsministeriets bekendtgørelse nr. 116 af 6. april 1933 om statsautoriserede revisorers virksomhed, pligter og ansvar.

Lovforslaget omfattede 4 kapitler, hvoraf de første 2 i det store og hele kan betegnes som en ajourføring af de hidtil gældende regler på dette område, og kapitel IV indeholdt ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.

Lovforslagets kapitel III om et revisionsnævn er derimod en nydannelse i forhold til den bestående retstilstand. Kapitlet findes gengivet i årbog 1964-65, side 486.

Ved 1. behandlingen i folketinget kunne samtlige ordførere henvise til deres bemærkninger til lovforslaget i det foregående folketingsår. Ib Thyregod (V) fandt dog anledning til at fremhæve, at der i sommerens løb havde været en diskussion vedrørende lovforslaget om de statsautoriserede revisorer med udgangspunkt i de ordførertaler, som blev holdt i folketinget i folketingsåret 1964-65. Under diskussionen var rejst spørgsmål om instituering af en anden gruppe revisorer end de statsautoriserede, bl. a. fordi skattemyndighederne havde ment, at der var behov for en sådan gruppe revisorer med en uddannelse, som kunne give en vis garanti, men som ikke lå på helt samme plan som uddannelsen af de statsautoriserede revisorer. Efter Ib Thyregods mening burde man se nærmere på dette spørgsmål i udvalget, og samtidig kunne man undersøge spørgsmålet om, hvorvidt det ville være rimeligt, hvis man instituerede en sådan ny gruppe revisorer, at opretholde det foreslåede forbud mod at drive anden virksomhed også for denne gruppe revisorer.

Efter forhandlingens afslutning henvistes lovforslaget tillige med en række andre lovforslag, der behandledes samtidig, til et udvalg, som dog ikke nåede at tilendebringe arbejdet med nærværende lovforslag.
Partiernes ordførere
Axel Ivan Pedersen (S), Ib Germain Thyregod (V), Ove Weikop (KF), Jørgen Jensen (KF), Gunhild Due (SF), A. C. Normann (RV), Svend Haugaard (RV) og Johan Asmussen (U)