Loven, der træder i stedet for den tilsvarende lov nr. 22 af 30. januar 1965 (årbog 1964-65, side 76), har følgende indhold:

§ 1. Ved skatteansættelsen af personer, der ved skatteårets begyndelse opfylder aldersbetingelsen for at oppebære folkepension, eller som oppebærer eller er kendt berettiget til at oppebære folke- eller invalidepension, pension i henhold til lov om pension og hjælp til enker m. fl. eller invaliditetsydelse med bistands- eller plejetillæg i henhold til lov om invalidepension m. v., skal der i selve ansættelsen gives et nedslag for nedsat erhvervsevne. Nedslag gives dog kun, såfremt den pågældendes skattepligtige indkomst ikke overstiger 13.000 kr. Nedslaget udgør 4.500 kr., dog højst forskellen mellem 13.000 kr. og den pågældendes skattepligtige indkomst.

§ 2. Loven træder med virkning fra og med skatteåret 1966-67 i stedet for bestemmelserne i § 22 i lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten.

Lov nr. 22 af 30. januar 1965 om nedslag i skatteansættelsen for folkepensionister m. fl. ophæves med virkning fra udgangen af skatteåret 1965-66.

Som begrundelse for de ændringer, som loven indeholder i forhold til den forud gældende lov, anførte finansministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:

„Forslaget går ud på at forøge de særlige nedslag, som invalidepensionister, folkepensionister og andre ældre personer med små indkomster får ved ansættelsen af den skattepligtige indkomst. For skatteåret 1965-66 udgør nedslaget højst 4.000 kr., og det kan ikke overstige forskellen mellem maksimalindkomsten på 11.200 kr. og den skattepligtige indkomst. Der gives ikke nedslag i skattepligtige indkomster på 11.200 kr. og derover.

Invalide- og folkepensionen er i 1965 noget højere end året før. Hvis udskrivningsreglerne og nedslagsreglerne ikke ændres, vil enlige, der ikke har anden indtægt end folkepensionen, ganske vist fortsat slippe for at betale indkomstskat. Derimod vil mange ægtepar, der kun har folkepensionen at leve af, for skatteåret 1966-67 komme til at betale en indkomstskat, der er noget højere end deres skat for skatteåret 1965-66. Det drejer sig fortrinsvis om kommuneskat og folkepensionsbidrag, idet allerede de gældende regler bevirker, at de fleste ægtepar, der ikke har anden indtægt end folkepensionen, er fritaget for at betale indkomstskat til staten.

Imidlertid har indenrigsministeren den 5. november 1965 fremsat forslag til lov om ændring af kommuneskatteloven, hvorefter personfradragene ved kommuneskattens beregning skal forhøjes. Endvidere har socialministeren den 10. november 1965 fremsat forslag til lov om ændring i lov om folkepension. Herefter skal bundgrænsen for folkepensionsbidraget forhøjes tilsvarende. Hvis disse lovforslag, der skal have virkning fra og med skatteåret 1966-67, gennemføres, vil de omtalte skattestigninger blive reduceret. Der vil dog stadig i visse kommuner være mange ægtepar, der får skattestigninger på 200-300 kr., dersom nedslagsreglerne ikke ændres.

For at undgå sådanne skattestigninger foreslås det at forhøje maksimalindkomsten fra 11.200 kr. til 13.000 kr. og overgrænsen for nedslaget fra 4.000 kr. til 4.500 kr.

De foreslåede forhøjelser af nedslagsbeløbene vil medføre visse provenutab for skatteåret 1966-67. For statsindkomstskatten drejer det sig — rent skønsmæssigt anslået — om ca. 30 mill. kr., dersom skatten skal udskrives efter samme skalaer som for skatteåret 1965-66. Hvis bundgrænsen for folkepensionsbidraget forhøjes i overensstemmelse med det foran omtalte lovforslag, vil provenutabet på dette bidrag formentlig beløbe sig til omkring 10 mill. kr."

Lovforslaget gennemførtes i folketinget med en enkelt ændring, der udelukkende var af teknisk karakter.

I betænkningen fra det udvalg, der behandlede lovforslaget, udtales, at der i udvalget var enighed om „at fremhæve ønskeligheden af, at der fremtidig skabes sådanne regler i skatteansættelsen for personer med små indkomster, at lovændringer på dette område undgås."

Ved 2. behandling henstillede Axel Sørensen (RV) til overvejelse, om man kunne „ændre den ulighed og nok også uretfærdighed, der indtræder ved, at et ægtepar, hvor det er hustruen, der oppebærer folkepension eller invalidepension, medens ægtefællen, manden, ikke oppebærer folkepension, fordi han ikke har nået folkepensionens alder, har en ganske minimal indtægt, og ikke får nedslag i indkomsten, fordi skatteyderen — det er manden — ikke opfylder lovens betingelser." Efter talerens opfattelse drejede det sig kun om et fåtal af tilfælde.

Finansministeren gav tilsagn om at tage sagen under overvejelse. Han var villig til at drøfte den med udvalget, men tvivlede om, at det var muligt at gennemføre en ændring som den foreslåede i denne omgang.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt.