Luk

Luk
Luk

Luk

L 32 Lov om ændring i lov om opførelse af arbejderboliger på landet.

Af: Landbrugsminister Chr. Thomsen (S)
Samling: 1965-66
Status: Stadfæstet
Lov nr. 211 af 08-06-1966
Loven har følgende indhold:

§ 1.

I lov om opførelse af arbejderboliger på landet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 223 af 25. maj 1960, indføjes som ny paragraf efter § 8:

„§ 8 A. Uanset bestemmelsen i § 8, stk. 3, beregnes jordrenten i juni og december termin 1966 af det beløb, hvoraf jordrenten blev beregnet i december termin 1965."

§ 2.

Loven træder i kraft straks.

Den i loven indeholdte ændring er kun en enkelt af bestemmelserne i det oprindeligt fremsatte lovforslag. Da det imidlertid viste sig, at udvalgsbehandlingen af lovforslaget som helhed ikke kunne tilendebringes inden folketingsårets slutning, stillede folketingsudvalget i sin betænkning ændringsforslag om, at lovforslaget videreførtes blot med ovenstående indhold, hvis gennemførelse var særlig magtpåliggende. Den i lovens § 1 nævnte § 8 A i lov om opførelse af arbejderboliger på landet svarer med en redaktionel ændring til det oprindelige lovforslags § 2, stk. 2.

I det oprindelige lovforslag foresloges de hidtil gældende regler om salg af byggegrunde på jordrentevilkår ophævet, og der foresloges indført en almindelig adgang til frivillig afløsning af jordrenteforpligtelsen på de byggegrunde, der er afhændet på jordrentevilkår. Afløsningen skulle kunne ske efter regler, svarende til reglerne i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændringer i lov om oprettelse og supplering af mindre landbrug m. m. — statshusmandsloven, jfr. ovenfor under nr. 31. Endvidere indeholdt lovforslaget bestemmelser om lempelse af jordrenteydelsen i de 3 første terminer efter den 13. almindelige vurdering.

Samtidig overførtes fra de årlige udlånslove (for 1966-67 lov nr. 114 af 30. marts 1966) en del bestemmelser, som er af mere permanent karakter og derfor rettelig hører hjemme i hovedloven.

I tilslutning til forannævnte ændringer indeholdt lovforslaget en del ændringer af redaktionel eller teknisk karakter.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med det nævnte lovforslag om ændringer i statshusmandsloven, og der henvises til årbogens omtale heraf under nr. 31. Efter at det ovennævnte ændringsforslag var vedtaget ved 2. behandling, vedtoges det således reducerede lovforslag ved 3. behandling enstemmigt med 156 stemmer.
Partiernes ordførere
Carl Petersen (S), Niels Eriksen (V), Christian R. Christensen (KF), Aksel Larsen (SF), Karl Skytte (RV), Erik Østergaard (U) og Niels Westerby (LC)