Den af landbrugsministeriet under 24. februar 1960 nedsatte landbokommission afgav i januar 1966 sin 4. betænkning. Nærværende lov, der træder i stedet for den hidtil gældende landvindingslov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 153 af 30. april 1953, er i overensstemmelse med de retningslinjer, som er angivet i den nævnte betænkning.
Loven bygger i hovedsagen på den hidtil gældende ordning, idet der kun på enkelte områder tilsigtes mere væsentlige ændringer i den praksis, som i de senere år har været fulgt.
I § 1 afgrænses lovens område således:
„Til forbedring eller sikring af afvandings- og kultiveringstilstanden på arealer, der ejes af flere lodsejere, og som anvendes eller agtes anvendt fortrinsvis til jordbrugsmæssigt formål, kan landbrugsministeren bestemme, at der i overensstemmelse med reglerne i denne lov foretages hensigtsmæssige foranstaltninger til:
a. Regulering m. v. af offentlige vandløb efter vandløbslovens kapitel VI.a.
b. Bedre afvanding af lavtliggende arealer ved udpumpning efter vandløbslovens kapitel IX.b.
c. Tørlægning af eller sænkning af vandstanden i søer efter reglerne i vandløbslovens kapitel VI.c.
d. Kystsikring efter reglerne i kystsikringsloven.
e. Inddigning efter reglerne i digeloven.
I umiddelbar tilknytning til de i stk. 1 anførte foranstaltninger kan der endvidere efter denne lovs regler foretages:
a. Rydning, planering eller kultivering af større, sammenhængende, egnede arealer, såfremt der fremsættes begæring herom af hver enkelt lodsejer, og
b. anlæg og hovedistandsættelse af adgangsveje.
Til iværksættelse af en foranstaltning, hvis anlægsudgift er anslået at ville overstige 2 mill. kr., kræves særskilt samtykke af folketingets finansudvalg."
I paragraffen er udeladt de hidtil gældende regler om landvinding på søterritoriet, idet man har ment, at sådanne planer fremtidig bør søges løst ved en særlig lovgivning i hvert enkelt tilfælde. Det samme gælder projekter, som angår store samlede områder. De øvrige ændringer er nærmest af ajourførende art.
Af lovens øvrige bestemmelser skal gengives §§ 10-14, der angår finansieringen af arbejderne:
„§ 10. Udgifterne ved gennemførelsen af et af landbrugsministeren godkendt projekt, herunder omkostningerne i forbindelse med projektering m. v. og ved sagens behandling for landvæsensretten i 1. instans, afholdes forskudsvis af statskassen, medmindre landbrugsministeren i det enkelte tilfælde træffer anden bestemmelse.
Efter indstilling af landvindingsudvalget kan landbrugsministeren bestemme, at statskassen udreder omkostningerne ved fremskaffelse af planer m. v. for afvanding og kultivering af store, samlede områder. Såfremt projektet senere gennemføres, indgår disse omkostninger i anlægsudgifterne.
§ 11. Der ydes af statskassen et tilskud på 25 pct. af samtlige omkostninger i forbindelse med planens udarbejdelse og gennemførelse.
Såfremt den pågældende foranstaltning i særlig grad er foranlediget ved lovligt udførte afvandingsarbejder i det pågældende nedbørsområde, ved tilsanding o. lign. af udløb i havet eller ved tilførsel af spildevand, der i nævneværdig grad har forøget arbejdet ved vandløbets oprensning, eller angår større, samlede afvandingsområder, kan landvindingstilskuddet forhøjes således, at det kommer til at dække indtil 50 pct. af udgifterne.
Landbrugsministeren kan fastsætte regler om ydelse af højere tilskud end nævnt i stk. 1, når særlige beskæftigelsesmæssige forhold taler derfor. Størrelsen af disse tilskud fastsættes under hensyn til det omfang, hvori der ved arbejdet anvendes arbejdsløse, der er tilmeldt som ledige, og som anvises til arbejdet af det offentlige arbejdsanvisningskontor.
Landbrugsministeren kan kræve, at et landvindingstilskud tilbagebetales, såfremt det pågældende areal inden 10 år efter regnskabsdagen overgår til anden anvendelse end jordbrug.
§ 12. Den resterende del af udgifterne udredes af de lodsejere, som skønnes at have nytte og interesse af arbejdets udførelse. Fordelingen fastsættes af landvæsensretten, der pålægger de enkelte ejendomme de fornødne bidrag.
Der kan dog aldrig pålægges de pågældende arealer et beløb, der er større end værdien af de fordele, der tilføres arealerne. Resterer der herefter en del af udgifterne, udredes denne af statskassen.
For anlægsbidrag har staten pant og fortrinsret som for kommunale ejendomsskatter under forudsætning af, at der er sket tinglysning på den pågældende ejendom af den i § 6 nævnte beslutning.
Landbrugsministeren foranlediger snarest muligt efter afsigelse af kendelse efter stk. 1 anlægsbidragenes størrelse tinglyst som byrde på de enkelte ejendomme. Samtidig aflyses tinglysningen efter § 6, stk. 3, på de ejendomme, der ikke er blevet bidragspligtige.
§ 13. Landbrugsministeren kan yde henstand med betaling af anlægsbidrag, således at der i 3 år efter foranstaltningens gennemførelse hverken svares afdrag eller rente og anlægsbidraget derefter afdrages og forrentes i indtil 20 år efter landbrugsministerens nærmere bestemmelse. Rentefoden fastsættes under hensyn til vilkårene for tilsvarende private lån.
Ydelserne kan inddrives ved udpantning.
Landbrugsministeren kan bestemme, at en henstandsordning bortfalder, såfremt ejendommen overgår til anden anvendelse end jordbrug.
§ 14. Landbrugsministeren fastsætter bestemmelser for tilsynet med arbejdernes udførelse og vedligeholdelse samt for udbetaling af og regnskabsaflæggelse for forskudsbeløb."
Til landvindingsforanstaltninger har der efter landvindingsloven kunnet ydes indtil 2/3 tilskud. I praksis er der dog foretaget en vis differentiering af tilskudssatserne, således at disse i almindelighed varierer mellem 50 og 66 2/3 pct.
Landvindingsarbejder udføres fortrinsvis med størst mulig maskinanvendelse, og i det omfang der er tilstrækkelig konkurrence blandt de tilbudsgivende entreprenører og leverandører, foreligger der ikke gennem yderligere maskinanvendelse i stedet for henvist (arbejdsløs) arbejdskraft mulighed for besparelse i anlægsudgifterne. Ud fra beskæftigelsessynspunktet har det dog hidtil været bestemt, at den almindelige arbejdskraft ved landvindingsarbejder har været anset som tilmeldt den offentlige arbejdsanvisning og derfor har måttet afgå til andet arbejde, såfremt der har være behov herfor, ligesom landvindingsarbejderne har været underkastet bestemmelserne om standsning i sommerperioden. I betragtning af, at de beskæftigelsesmæssige hensyn efterhånden er trådt i baggrunden, har man fundet det rimeligt at nedsætte tilskuddet til 25 pct., dog med mulighed for forhøjelse i de i § 11, stk. 2 og stk. 3, nævnte tilfælde.
Efter de hidtil gældende regler er der til lodsejerandelen ydet et landvindingslån, der efter en afdrags- og rentefri periode på 3 år afdrages over 20 år.
I stedet for en egentlig lånydelse kan der nu ydes henstand med betaling af anlægsbidrag (lodsejerandel), men således at rammerne for denne henstand fastsættes på samme måde som hidtil for lån.
Angående lovens indhold og begrundelse henvises i øvrigt til landbrugsministerens tale ved fremsættelsen af forslagene til nærværende lov og den foran omtalte lov om grundforbedring, jfr. ovenfor under nr. 40. Sammesteds er der gjort rede for de to lovforslags behandling i folketinget.
Forslaget til den heromhandlede lov vedtoges enstemmigt med 146 stemmer, idet 10 medlemmer (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.