L 66 Lov om ændring i lov om invalidepension m. v.

(Om invalideforsikringsfonden).

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1965-66
Status: Stadfæstet
Lov nr. 230 af 08-06-1966
Loven har sammenhæng med den samtidig gennemførte lov om ændring i lov om revalidering vedrørende revaliderings- og forsorgsdirektoratet (se nærmest foregående sag), hvorved der dels oprettes et særligt revaliderings- og forsorgsdirektorat, dels sker en omdannelse af invalideforsikringsrettens revalideringsafdeling til et revalideringsnævn med revaliderings- og forsorgsdirektøren som formand.

Loven går ud på, at de afgørelser om ydelser af lån til invalidepensionister af invalideforsikringsfondens midler, der hidtil er blevet truffet af invalideforsikringsretten, i fremtiden henlægges til revalideringsnævnet.

Endvidere bestemmes det, at bestyrelsen af invalideforsikringsfonden efter oprettelsen af det nye direktorat overgår fra direktøren for sygekassevæsenet til revaliderings- og forsorgsdirektøren.

Endelig er det fastsat, at invalideforsikringsfondens regnskaber, der hidtil er revideret i forbindelse med regnskaberne for direktoratet for sygekassevæsenet, skal revideres sammen med regnskaberne for det nye direktorat.

På grund af den nære sammenhæng med lovforslaget om ændring i revalideringsloven og under hensyn til nærværende lovs sekundære karakter i forhold dertil gav lovforslaget om ændring i lov om invalidepension ikke anledning til nogen særlig debat i folketinget, idet ordførerne kunne henholde sig til deres indstilling til revalideringslovforslaget.

Lovforslaget gennemførtes uden ændringer ved 3. behandling med 106 stemmer mod 32 (KF og Uafh).
Partiernes ordførere
Grete Hækkerup (S), Kaj Rasmussen (S), P. E. Eriksen (V), Søren Andersen (V), Clara Munck (KF), Gunhild Due (SF), Grethe Philip (RV), Iver Poulsen (U) og Børge Diderichsen (LC)