Ved loven indføjedes i § 6 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 160 af 4. maj 1965, en bestemmelse, hvorefter afgiften ved overførsel af motorkøretøjer fra lokalt motorregister til centralregistret for motorkøretøjer skal opkræves efter nærmere af finansministeren efter forhandling med justitsministeren fastsatte regler. Samtidig foretoges nogle redaktionelle ændringer i lovens §§ 2 og 6.
Ændringerne var foranlediget af den planlagte etablering pr. 1. april 1966 af et centralregister for motorkøretøjer. Det er hensigten at samle oppebørselsforretningerne vedrørende vægtafgiften i et sådant centralregister, efterhånden som motorkøretøjsparken overføres til centralregistrering. Det er endvidere hensigten at omlægge afgiftsterminerne for køretøjer, som er registreret i centralregistret, således at afgiftsperioderne regnes fra registreringerne og ikke som hidtil fra faste datoer (1. april, 1. juli, 1. oktober eller 1. januar). Man undgår derved i mange tilfælde at skulle opkræve en afgift ved registreringen for de resterende måneder af en afgiftsperiode. Ved overførsel af køretøjerne i et lokalt motorregister til centralregistret vil afgiftens forfaldstid af praktiske grunde blive fastsat efter registreringsnumrenes endetal, således at forfaldstiden for de enkelte køretøjer spredes over 10 af årets 12 måneder.
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget modtoges det med velvilje af alle ordførerne. Johan Asmussen (Uafh) rejste herunder det spørgsmål, om centralregisterordningen ville forringe den adgang, man hidtil havde haft til ved henvendelse til registret at få oplyst, hvilke former for benyttelse en given vogn tidligere havde været undergivet.
Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, af hvis betænkning det fremgår, at det af Johan Asmussen rejste spørgsmål har været behandlet i udvalget. Der udtales herom i betænkningen:
„Udvalget har med finansministeren drøftet, om centralregistreringen vil medføre en forringelse af en købers adgang til at få oplyst, hvorvidt et brugt motorkøretøj tidligere har været registreret som hyrevogn. Finansministeren har herunder oplyst, at køberens stilling reelt ikke vil blive forringet ved overgang til centralregistrering."
Det fremgår endvidere af betænkningen, at udvalget har drøftet spørgsmålet om fastsættelse af kortere afgiftsperioder for turistbiler. Ifølge oplysning fra finansministeren skulle dette spørgsmål kunne løses, når centralregisterordningen er gennemført, og udvalget henstillede herefter til ministeren, at der i god tid forinden fremsættes forslag til de nødvendige ændringer i vægtafgiftsloven.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med en enkelt ændring vedrørende lovens ikrafttrædelsestidspunkt enstemmigt.