L 31 Forslag til lov om ændring af lov om folkepension.

(Om pensionstillæg m. v.).

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1966-67 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om invalidepension m. v. (Om pensionstillæg m. v.) og forslag til lov om ændring af lov om pension og hjælp til enker m. fl. (Om pensionstillæg m. v.).

Ved lovforslagets fremsættelse udtalte socialministeren bl. a. følgende:

„Forslagene, der er en følge af det af boligministeren fremsatte forslag til lov om boligsikring, går ud på at ophæve de særlige bestemmelser om udbetaling af nedsat pensionstillæg til pensionister, der oppebærer huslejetilskud i henhold til lov om boligbyggeri.

Det er i boligsikringsforslaget forudsat, at pensionister, der bebor kommunale folkepensionistboliger, skal kunne få udbetalt pensionstillægget med det fulde beløb samtidig med, at lejen i disse boliger forhøjes tilsvarende. Samme ordning forudsættes gennemført for pensionister, der allerede bor til nedsat leje i socialt byggeri.

Herudover er der foreslået en række mindre ændringer af redaktionel karakter. Der er her tale om dels ændringer som følge af ophævelsen af bestemmelserne om udbetaling af nedsat pensionstillæg, dels ophævelse af en række overgangsbestemmelser, der alene gælder for tiden indtil 1. april 1967.

Merudgiften ved udbetaling af pensionstillægget med det fulde beløb til de pensionister, der har været omfattet af bestemmelserne om ydelse af tillægget med et nedsat beløb, kan anslås til 13 mill. kr. årligt. Statens andel heraf udgør ca. 11 mill. kr. årligt, i finansåret 1967-68 dog kun ca. 8,5 mill. kr.

Lovforslagene fik en velvillig modtagelse fra alle ordførerne med undtagelse af Chr. Madsen (SF), der gav udtryk for en vis frygt for, at lovforslagene skulle medføre formindskelse af pensionens størrelse i forhold til arbejdsindtægten.

Det udvalg, hvortil lovforslagene blev henvist, nåede ikke at afgive betænkning, inden folketingsvalget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Niels Mørk (S), Søren Andersen (V), Clara Munck (KF), Chr. Madsen (SF), Grethe Philip (RV), Iver Poulsen (U) og Børge Diderichsen (LC)