L 34 Forslag til lov om ændring af lov om pension og hjælp til enker m. fl.

(Bortfald af børnetillæg m. v.).

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1966-67 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med bl. a. det side 479 omtalte forslag til lov om børnetilskud og andre familieydelser.

Udover visse mindre redaktionelle ændringer var det i forslaget foreslået at ophæve de særlige bestemmelser i enkepensionsloven om børnetilskud til enkepensionister. Herudover var det samtidigt foreslået at forhøje grænsen for den underholdshjælp, som kan ydes til dem, der ikke opfylder betingelserne for at få enkepension, fra at være 85 pct. af folkepensionens grundbeløb til at være lig med dette grundbeløb.

Begge de nævnte realitetsændringer havde nøje sammenhæng med de andetsteds omtalte sager om indførelse af et almindeligt børnetilskud og om forhøjelse af grænsen for udbetaling af underholdshjælp i henhold til forsorgsloven (se side 478).

Lovforslaget gav ikke ved 1. behandlingen anledning til særlige bemærkninger fra ordførernes side.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at afgive betænkning.
Partiernes ordførere
Astrid Skjoldbo (S), Asger Jensen (KF), P. E. Eriksen (V), Gunhild Due (SF), Grethe Philip (RV), Johan Asmussen (U) og Børge Diderichsen (LC)