Ved lovforslaget foresloges en række ændringer i den gældende ligningslov, der sidst var blevet revideret ved lov nr. 415 af 27. november 1965 (årbog 1965-66, side 85), jfr. lovbekendtgørelse nr. 421 af 6. december 1965.

De foreslåede ændringer havde navnlig til formål at tilpasse forskellige regler i det bestående beskatningssystem til stedfundne eller forestående ændringer i den øvrige lovgivning. Der var således foreslået en tilpasning af skattelovgivningen til de ændrede regler om folke- og invalidepension, jfr. lov nr. 218 og 219 af 4. juni 1965 om henholdsvis folkepension og invalidepension, og lovgivningen på boligområdet i henhold til de boligpolitiske aftaler af 18. januar 1966. Endelig var foreslået visse ændringer i skatterådenes beføjelser. Lovforslaget genfremsattes uændret og vedtoges i folketingsårets 2. samling, hvorfor der henvises til den udførlige omtale side 110 ff.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren bl. a.:

„De fleste af de ændringer i ligningsloven, hvorom der nu stilles forslag, går ud på at ajourføre forskellige regler i det bestående beskatningssystem under hensyn til ændringer i den øvrige lovgivning, som enten allerede er gennemført, eller som må påregnes gennemført så hurtigt, at det får betydning ved skatteligningen for det kommende skatteår.

Spørgsmålet om mere vidtgående ændringer eller reformer er således ikke medtaget i dette lovforslag. Jeg forudsætter, at en række herhenhørende spørgsmål vil kunne indgå i de overvejelser og drøftelser om en egentlig skattereform, som vil finde sted i forbindelse med regeringens kildeskatteforslag og forslag til lov om almindelig omsætningsafgift.

Et af formålene med en større skattereform må utvivlsomt være at forenkle skattereglerne. Også af denne grund omfatter ligningslovforslaget kun de ændringer i det bestående system, som det må anses for påkrævet at foretage med virkning for det kommende skatteår."

Finansministeren gjorde derefter udførligt rede for de enkelte bestemmelser og beskæftigede sig navnlig med den del af forslaget, der var en følge af de boligpolitiske aftaler. Han udtalte herom:

„I § 1, nr. 2, foreslås det, at boligsikringsydelser, der udredes i henhold til den kommende boligsikringslov, ikke skal medregnes i lejerens skattepligtige indkomst. En tilsvarende regel om huslejetilskud findes i den gældende lov om boligbyggeri. Det er en selvfølge, at husejeren skal tage sine lejeindtægter til indtægt på sædvanlig måde, selv om lejeren helt eller delvis betaler sin husleje ved hjælp af boligsikringsydelser.

I boligforliget er det forudsat, at den på grundlag af 13. almindelige vurdering fastsatte lejeværdi for enfamilieshuse forhøjes inden for den såkaldte normaliseringsperiode med ¼ pct. årlig i otte år. I overensstemmelse hermed foreslås det i § 1, nr. 3, at forhøje lejeværdiprocenten fra de nugældende 2 pct. til 2¼ pct. ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1967-68. Det er forudsat, at reguleringen af lejeværdien for senere skatteår sker ved kommende ændringer af ligningsloven.

Den nye lov om ejerlejligheder, der trådte i kraft den 1. juli 1966, har gjort det påkrævet at klargøre lejlighedsejernes skattemæssige stilling på forskellige punkter. Det blev da også forudsat under det høje tings behandling af ejerlejlighedsloven, at der skulle gives regler herom i ligningsloven.

De spørgsmål, som må løses i ligningsloven, er dels spørgsmålet om ejerlejlighedernes lejeværdi, dels spørgsmålet om de skattemæssige fradrag og om den formueskattemæssige værdi.

Hvad lejeværdien angår, foreslås det, at den skal ansættes skønsmæssigt, ligesom det i forvejen gælder for bl. a. tofamilieshuse.

Med hensyn til udgiftsfradragene foreslås det, at det gældende standardfradrag for en- og tofamilieshuse også skal gælde for ejerlejligheder. Det er begrundet med det samme forenklingshensyn, som i sin tid begrundede reglen for en- og tofamilieshuse.

Ved formueopgørelsen skal ejerlejligheden ifølge forslaget medregnes med ejendomsværdien efter samme regel som andre faste ejendomme.

Jeg vil gerne tilføje, at der som følge af ejerlejlighedsloven også vil blive fremsat forslag om visse ændringer i lov om særlig indkomstskat samt i lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Forslagets § 1, nr. 4, indeholder bestemmelser om den skattemæssige behandling af de lejebeløb, der 8kal bindes efter reglerne i det fremsatte lovforslag om midlertidig regulering af boligforholdene. Det er forudsat i boligforliget, at den del af de kommende lejeforhøjelser, som udlejeren skal binde, først skal indkomstbeskattes, efterhånden som beløbene til sin tid bliver frigivet. Renter af bindingsbeløbene skal dog indkomstbeskattes løbende, når de kan kræves udbetalt. Bestemmelser herom findes i forslaget til ny § 14 B.

De foreslåede §§ 14 C, D og E angår nogle særlige tilfælde, hvor bindingsbeløbene ifølge boligreguleringsforslaget frigives på én gang før udløbet af den almindelige bindingsperiode. Det drejer sig om tilfælde, hvor den, der er berettiget til bindingsbeløbene, dør, går konkurs eller kommer under tvangsakkord. For at undgå ulemperne ved at beskatte en større engangsudbetaling med den almindelige, progressive indkomstskat foreslås det, at der i disse tilfælde skal svares en særlig afgift på 30 pct. af det frigivne beløb. Det er tanken, at den særlige afgift skal svares i alle tilfælde, hvor bindingsbeløb frigives på én gang som følge af død, konkurs eller tvangsakkord, uanset om den afgiftspligtige opfylder de sædvanlige betingelser for indkomst- eller formueskattepligt. Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget ville afgiftspligten i mange tilfælde blive uden praktisk betydning, hvis den i denne henseende blev knyttet til de almindelige beskatningsregler.

Også i anden henseende foreslås det at holde afgiften uden for det sædvanlige skattebegreb, idet afgiften ifølge forslaget ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget svarer dette til, hvad der gælder med hensyn til særlig indkomstskat og den i renteforsikringsloven omhandlede afgift."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om ændring af lov om skattefri afskrivninger m. v. (se side 432).

Ved 1. behandlingen gav Egon Jensen (S) udtryk for det glædelige i, at der i forslaget kun var medtaget ændringer, der var nødvendiggjort af anden lovgivning, således at mere principielle ændringer kunne indgå i en egentlig skattereform.

På venstres vegne erklærede Foged, at han kunne tiltræde de af sociallovgivningen og af boligforliget nødvendiggjorte ændringer. Derimod var han utilfreds med udformningen af reglerne vedrørende ejerlejligheder, som han fandt ville medføre stor vilkårlighed.

Hagen Hagensen (KF) rejste spørgsmål om tilvejebringelse af faste regler, så man ikke hvert år skulle lave nye nedslagsregler for folkepensionister m. fl. Heller ikke Hagen Hagensen var tilfreds med den måde, hvorpå beskatningen af ejerlejligheder var løst i lovforslaget. Han fandt, at man så vidt overhovedet muligt måtte sidestille ejerlejligheden med enfamilieshuset.

Axel Sørensen tilsagde på det radikale venstres vegne sin medvirken til lovforslagets gennemførelse.

Ømann (SF) erindrede om, at regeringen i 1965-66 havde stillet forslag om forhøjelse af lønmodtagerfradraget fra 400 kr. til 800 kr., og at der i folketinget var konstateret generel enighed om, at det 18 år gamle hustrufradrag skulle reguleres. Uanset dette havde regeringen imidlertid trukket sit forslag tilbage under hensyn til den økonomiske situation. Han forbeholdt sig imidlertid at stille forslag om forhøjelser både af lønmodtagerfradraget og af hustrufradraget og endvidere at stille forslag om, at disse godskrivninger eventuelt konverteredes til tilskud, så godtgørelsen blev den samme uanset indkomstens højde.

Ligesom venstres og det konservative folkepartis ordførere kunne Johan Asmussen (Uafh) ikke tilslutte sig forslagets bestemmelser om ejerlejligheder, og han agtede derfor ved 2. behandling at begære særskilt afstemning om disse bestemmelser.

Endelig gav også Niels Westerby (LC) udtryk for, at der burde tilvejebringes den størst mulige ligestilling mellem ejerlejligheder og parcelhuse. Han fandt i øvrigt tiden inde til at foretage en oprydning i skattefradragsjunglen, og arbejdet hermed behøvede ikke at afvente den store skattereform.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, som imidlertid ikke afsluttede sit arbejde, inden udskrivningen af folketingsvalget fandt sted.