Luk

Luk
Luk

Luk

L 50 Forslag til lov om søfartsuddannelse.

Af: Handelsminister Tyge Dahlgaard ()
Samling: 1966-67 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget var — bortset fra en ændring af det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt — enslydende med det lovforslag, som fremsattes af handelsminister Lars P. Jensen den 11. marts 1966, og som ikke blev færdigbehandlet i folketingsåret 1965-66. Om lovforslagets indhold og den nærmere begrundelse for det henvises derfor i det hele til den udførlige omtale i folketingsårbogen 1965-66 side 474 ff.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med de nedenfor omtalte forslag til lov om ændringer i lov om skibes bemanding og forslag til lov om Søfartens Fællesråd.

Under hensyn til, at det drejede sig om en genfremsættelse, kunne handelsministeren ved fremsættelsen henvise dels til de bemærkninger, der var knyttet til det tidligere fremsatte lovforslag, dels til de udtalelser, den daværende handelsminister var fremkommet med. Ministeren tilføjede dog bl. a. følgende:

„Når jeg — uanset at de under forslagenes behandling fremkomne udtalelser vel kunne motivere visse ændringer i forslagene — har valgt at fremsætte disse uændret, skyldes det hensynet til den fortsatte udvalgsbehandling af forslagene, der gør det naturligt at vente med at tage stilling til eventuelle ændringsforslag. Jeg vil derfor forbeholde mig under forslagenes fortsatte behandling at fremkomme med ændringsforslag i lys af de under udvalgsbehandlingen fremkomne udtalelser.

Jeg vil i øvrigt gerne bemærke, at der nu er iværksat en undersøgelse blandt danske navigatører for at få belyst, hvilke krav der bør stilles til uddannelsen af navigatører. Undersøgelsen foretages af Handelshøjskolens Institut for Organisation og Arbejdssociologi og ventes afsluttet omkring årsskiftet. Resultatet af denne undersøgelse vil være af interesse for den administrative udformning af undervisningen på navigationsskolerne, men efter min opfattelse bør behandlingen af nærværende lovforslag, der som tidligere nævnt er udformet som en rammelov, ikke forsinkes af denne undersøgelse. Jeg vil drage omsorg for, at folketinget underrettes om undersøgelsens udfald."

Ved 1. behandlingen kunne også ordførerne stort set henvise til tidligere afgivne udtalelser, og lovforslaget fik således på ny en velvillig, omend ikke ukritisk modtagelse. Forhandlingen drejede sig som tidligere bl. a. om, hvorvidt man — som foreslået — burde have et enkelt uddannelsesråd med underudvalg eller 5 sideordnede uddannelsesråd.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, som imidlertid ikke nåede at tilendebringe sit arbejde, inden folketingsvalget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Hans Pihl (S), Jens Peter Jensen (V), J. Hindkjær Pedersen (KF), Holger Vivike (SF), Jens Peter Jensen (RV) og Erik Østergaard (U)