Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på at opfordre regeringen til at nedsætte følgende 3 kommissioner, hver bestående af et begrænset antal særligt sagkyndige, som der bør gives mulighed for i en begrænset periode at ofre en væsentlig del af deres arbejdsindsats på kommissionsarbejdet:
En kommission, der skal gennemarbejde problemerne i forbindelse med den stigende luftforurening og stille forslag om, hvilke lovgivningsinitiativer der er ønskelige på dette område.
En kommission, der på tilsvarende måde skal behandle problemerne i forbindelse med støjulemper af enhver art.
En kommission, hvis opgave det er at stille forslag om en kodifikation og, i det omfang det skønnes nødvendigt, en forbedring af den nuværende lovgivning vedrørende vandforurening og stille forslag om en administrativ forenkling og effektivisering af behandlingen af sager, der vedrører denne lovgivning.
I de bemærkninger, der ledsagede forslaget, anføres som begrundelse for dets bestemmelser bl. a.:
„Risikoen for, at den hurtige industrielle og samfundsmæssige udvilding anretter ubodelige skader på natur- og sundhedsmæssige områder, inden dens mulige skadelige virkninger på disse områder fuldt ud er erkendt, har i mange år optaget forskningen i alle lande.
På visse områder står det allerede nu helt klart, at en offentlig regulering er påkrævet. På andre områder må man frygte, at kun en kraftig intensivering af forskningen kan give mulighed for at gribe ind, inden det er for sent. Dertil kommer, at offentlige indgreb vedrørende forureningsproblemerne, hvis de foretages efter, at store skader er anrettet, næsten altid vil kræve kostbare ændringer og produktionsomstillinger inden for erhvervslivet, mens de, hvis de foretages i tide, ofte kun vil kræve små økonomiske ofre af samfundet og erhvervslivet.
I forbindelse med vandforureningen er det vor opfattelse, at den nuværende lovgivning stort set synes tilstrækkelig, men at den på grund af sin uoverskuelighed har vist sig vanskelig at udnytte — ikke mindst fordi mange ofte ikke er klar over, hvilken myndighed de skal henvende sig til vedrørende forureningsproblemer. På dette område er der derfor især behov for en forenkling af lovgivningen.
Vedrørende luftforureningen og støjproblemerne ligger det klart — især efter at de af Dansk Ingeniørforening nedsatte udvalg har afsluttet deres arbejde — at der er behov og mulighed for en række lovgivningsinitiativer, der vil kunne få stor betydning for den fremtidige udvikling.
De her foreslåede kommissioner af særligt sagkyndige, der bør kunne indhente udtalelser fra alle sider, må antages at kunne fremsætte disse påtrængende nødvendige forslag hurtigere end kommissioner sammensat på et bredere grundlag."
Forslaget til folketingsbeslutning mødte ikke tilslutning hos indenrigsministeren, der ved 1. behandling udtalte, at han anså det for helt overflødigt, da de undersøgelser, som ønskedes foretaget, dels allerede var sat i gang, dels ville blive sat i gang i en relativt nær fremtid. Efter nærmere at have gjort rede herfor sluttede ministeren således:
„Jeg kan under disse omstændigheder ikke anbefale forslaget til folketingsbeslutning. Jeg mener, det vil indebære en overlapning, og jeg vil gerne føje til, at vi er jo i den situation, at det kun er et meget begrænset antal mennesker, vi råder over, som har den sagkundskab på området, som er nødvendig, og vi kan ikke belaste dem med mere arbejde, end de virkelig kan overkomme, og når de nu på den ene og den anden måde i forvejen er beskæftiget med det, ser jeg ingen saglig begrundelse for at nedsætte nye kommissioner."
Heroverfor gjorde Antonsen (LC) som ordfører for forslagsstillerne gældende, at der efter hans opfattelse var grundlag for en bedre koordinering af de undersøgelser, som forholdene nødvendiggjorde, og at det nok skulle være muligt at finde de eksperter, som ministeren mente at man ikke havde.
Børge Schmidt (S) mente, at man måtte tillægge ministerens synspunkter større vægt, end ordføreren for forslagsstillerne var tilbøjelig til. Den socialdemokratiske gruppe ville dog ikke modsætte sig, at man i et udvalg overvejede, om det var nødvendigt i øjeblikket at opfordre regeringen til at nedsætte de tre kommissioner.
Evan Jensen (V) mente som forslagsstillerne, at bekæmpelsen af støj såvel som luft- og vandforurening var spørgsmål, som hastede. Han var dog betænkelig ved nedsættelsen af 3 kommissioner og foreslog i stedet for, at de implicerede ministerier stillede embedsmænd til rådighed for et embedsmandsudvalg, hvis opgave det skulle være at udarbejde de nødvendige lovforslag. Herudover burde der som foreslået af Ingeniørforeningen nedsættes en støjkommission.
Stetter (KF) ville ikke afvise, at der muligvis var et koordineringsproblem, som burde tages op til løsning. Folketingets stående forskningsudvalg havde allerede været inde på tanken herom, og det ville være naturligt, at man henviste det foreliggende forslag til behandling i dette udvalg.
Tilsvarende synspunkter gjordes gældende at Morten Lange (SF), der henviste til, at forskningsudvalget havde til hensigt at tage spørgsmål af den art, der her var på tale, op til en mere samlet vurdering.
Efter hvad Svend Haugaard (RV) udtalte, så det radikale venstre gerne, at der blev nedsat en sagkyndig kommission til undersøgelse af forureningsproblemet. Derimod var man skeptisk med hensyn til hensigtsmæssigheden af at nedsætte tre kommissioner. Skulle der ske en opdeling i fagområder, måtte sagkundskaben finde frem til den mest hensigtsmæssige ordning.
Efter forhandlingens slutning vedtoges det at henvise forslaget til udvalget angående videnskabelig forskning. Udvalget afgav ikke betænkning om denne sag.