B 3 Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Nordisk Kulturfond, undertegnet i København den 3. oktober 1966

Af: Minister uden portefølje med henblik på udenrigspolitiske spørgsmål Hans Sølvhøj ()
Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget sit samtykke til Danmarks ratifikation af den under 3. oktober 1966 i København undertegnede overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Nordisk Kulturfond.

Beslutningen må ses på baggrund af de drøftelser, der igennem flere år har fundet sted i Nordisk Råd af tanken om fremme af det kulturelle samarbejde i Norden. Det oprindelige forslag om en fællesnordisk kulturfond fremsattes fra dansk side i 1964.

I 1965 blev man på Nordisk Råds session enig om at oprette en kulturfond under fællesnordisk ledelse. Som en midlertidig ordning gennemførtes for kalenderåret 1966 en uddeling af et fondsbeløb på 600.000 kr., hvoraf Danmarks andel var 23 pct. eller 138.000 kr., en ordning, der blev tiltrådt af finansudvalget.

Den 3. oktober 1966 kunne den endelige overenskomst undertegnes i København af de nordiske undervisningsministre.

Medens der med hensyn til enkeltheder i overenskomstens tekst må henvises til denne og til forslagets bemærkninger, skal her alene nævnes følgende:

Hensigten med fonden er at opnå en hurtigere og smidigere finansiering af det nordiske kultursamarbejde.

Ifølge artikel 3 kan der af fondens midler bevilges tilskud til nordiske projekter af engangskarakter og af mere permanent natur, til udredninger med nordisk sigte samt til informationsvirksomhed især inden for, men også uden for Norden vedrørende kulturelt samarbejde og de nordiske landes kulturliv. I artikel 5 bestemmes det, at der årligt skal tilføres fonden 3 mill. d. kr., og Danmarks andel heraf er 23 pct. Bestemmelsesretten over fondens midler tillægges ifølge artikel 8 en styrelse, af hvis ti medlemmer — to fra hvert land — fem udnævnes af regeringerne i de nordiske lande og fem udnævnes af Nordisk Råd. På tilsvarende måde udnævnes en suppleant for hvert medlem. Medlemmer og suppleanter udnævnes for to år ad gangen.

Ved behandlingen i folketinget gav alle ordførere udtryk for stor glæde over, at den nordiske kulturfond nu var blevet til virkelighed.

Forslaget gennemførtes uden udvalgsbehandling og vedtoges enstemmigt ved 2. behandling.
Partiernes ordførere
Julius Bomholt (S), Poul Hartling (V), Hanne Budtz (KF), Gunhild Due (SF), A. C. Normann (RV) og Niels Westerby (LC)