Som ordfører for forespørgerne begrundede Per Hækkerup (S) ganske kort forespørgslen, der efter dens anmeldelse havde fået øget aktualitet derved, at Storbritannien havde besluttet sig til at optage nye forhandlinger med fællesmarkedet om britisk tilslutning til dette.

Stats- og udenrigsministeren indledte sin besvarelse med at henvise til, at handels- og markedsministeren dagen før (F. sp. 4054) havde givet tinget en redegørelse for hele den markedspolitiske situation og for de grunde, der lå bag ved regeringens beslutning om at følge det britiske eksempel og ansøge om optagelse i fællesmarkedet. Stats- og udenrigsministeren kunne derfor begrænse sig til nogle principielle betragtninger.

„Det danske samfund står", udtalte ministeren bl. a., „over for en stor og krævende opgave, såfremt Storbritanniens, Danmarks og andre EFTA-landes forhandlinger med Fællesskaberne fører til vor deltagelse i et stort europæisk marked. Vi kan af handelspolitiske grunde og ikke mindst af hensyn til landbrugserhvervet ikke udsætte påbegyndelsen af forhandlingerne om Danmarks medlemskab. Der vil blive stillet krav til såvel den politiske samarbejdsvilje som til erhvervslivets dygtighed og initiativ. Regeringen vil bestræbe sig for at tilvejebringe de bedst mulige forudsætninger ved at føre en økonomisk politik, der sikrer den samfundsøkonomiske balance.

Det er da forståeligt, at nye perspektiver kan give anledning til bekymringer. Gennem vor deltagelse i frihandelsområdet i EFTA har vi vist, at Danmark er i stand til at stå sig i konkurrencen i et stort marked. Jeg er overbevist om, at vi også vil være i stand til at møde den udfordring, som deltagelsen i et endnu større europæisk marked indebærer. Opgaven skal og må løses."

Ordføreren for forslagsstillerne var tilfreds med regeringens beslutning om at genoptage forhandlingerne med fællesmarkedet om et dansk medlemskab. Han begrundede nærmere sit partis stilling til sagen og understregede, at når England og andre EFTA-lande under en eller anden form kom med, medførte dette, at fællesskabet blev anderledes. „Det er ikke det samme EEC som det, vi hidtil har kendt, og dermed svinder de betænkeligheder, vi fra mit partis side har haft over for en isoleret dansk tilslutning til fællesmarkedet. Vi er stadig af den opfattelse, at var problemstillingen den, at vi enten skulle tilslutte os fællesmarkedet og dermed udtræde af EFTA eller forblive i EFTA og dermed være afskåret fra medlemskab i fællesmarkedet, så måtte vi vælge det sidste. I det omfang, der sker en sammenslutning mellem fællesmarkedet og EFTA-landene i en større europæisk enhed, aftager imidlertid de betænkeligheder, vi ellers måtte nære imod et dansk medlemskab af fællesmarkedet, og de positive sider bliver de overvejende."

Per Federspiel (V) fandt det også meget ønskeligt, at den danske anmodning nu fremkom uden tøven, og han konstaterede med tilfredshed, at de uoverensstemmelser, der tidligere havde været mellem regeringen og hans parti vedrørende rytmen i vor Europapolitik, havde mistet deres aktualitet. Efter hans opfattelse var Danmarks tilslutning til fællesmarkedet et skridt, der ikke kunne vurderes højt nok. „Det vil på mange måder betyde en ændring i vor indstilling, men hvis vi deraf skulle blive mindre danske, ville vi svigte netop den europæiske tanke, som har sin styrke i, at en mangfoldighed af nationaliteter og anskuelser samles i en fælles bestræbelse for at bevare vor civilisation og sikre vore folk den andel i fremtidens udvikling, som denne civilisation berettiger os til, og som tillige giver os vort ansvar over for den del af verden, hvis udvikling endnu er i sin vorden."

På det konservative folkepartis vegne erklærede Poul Møller sig „helt enig med regeringen i, at der må handles, og at vi må handle nu. Jeg er det også, fordi den europæiske tanke er stor og er perspektivrig. Det er ikke kun et afsætningsproblem for Danmark; det er et spørgsmål, om vi vil være med i et europæisk samarbejde henimod de højeste mål for de vesteuropæiske samfund. Det er et spørgsmål, om vi vil være med i en udvikling, der kan skabe den tredje styrke i verdenspolitikken, som hr. Per Hækkerup sagde det - ikke i strid med og ikke i modsætning til USA, men i et jævnbyrdigt samarbejde med USA. Vi må bort fra den tilstand, at Europas forhold og Europas problemer, også Vesteuropas problemer, skal afgøres hen over hovedet på Vesteuropas befolkninger, fordi de, splittede, står svagt og splittede ikke er i stand til at tale deres egen sag med tilstrækkelig vægt, når de europæiske spørgsmål skal afgøres."

I modsætning hertil mente Aksel Larsen (SF), at sagen burde overvejes nærmere, og at der var tid nok til sådanne overvejelser. Det måtte indgå i disse, at fællesmarkedet ikke er et markedsområde af samme art som f. eks. EFTA, men er eller skal være en fast sammentømret økonomisk-politisk union med overnationale organer, hvortil medlemslandene skal afgive en meget stor del af deres suverænitet, deres bestemmelsesret over egne anliggender.

Efter nærmere at have omtalt, hvad dette indebar, udtalte Aksel Larsen, at hans begejstring ved tanken om dansk medlemskab af fællesmarkedet var meget begrænset. „Det betyder ikke, at jeg afviser dansk tilslutning til et bredere markedsarrangement end de bestående. Det betyder heller ikke, at mine betænkeligheder ville være uovervindelige, hvis de nordiske lande optrådte i absolut fællesskab og under den ufravigelige betingelse, at det frie nordiske marked, der er skabt, ikke må begrænses, men skal kunne videreudbygges, selv om de nordiske lande kom ind i fællesmarkedet.

Jeg er af den opfattelse, at de nordiske lande burde forene sig først, gerne opbygge en reel økonomisk og handelspolitisk union og derefter tilslutte sig et større, et bredere, europæisk markedsområde. Det, der nu er under udvikling, synes at tendere i den modsatte retning.

Hvis regeringen gør, som den her har bebudet, bør den ikke være nøjsom og sige, at den vil tilstræbe eller lægge særlig vægt på at bevare det frie nordiske marked. Den bør gøre bevarelsen af dette frie nordiske marked til en betingelse, som fællesmarkedet må være klar over fra første færd."

Som ordfører for det radikale venstre kunne Hilmar Baunsgaard tiltræde, at forhandlingerne med fællesmarkedet genoptoges. Tilslutning til medlemskab ville imidlertid fra partiets side afhænge „dels af de resultater, der er opnået ved forhandlingerne, dels af den politiske bedømmelse, vi til den tid må anlægge, når fællesmarkedet skal bedømmes som et led i en større sammenhæng. Uden en effektiv jordlovgivning skal man ikke forvente radikal støtte, radikal accept af medlemskabet, ligesom vi må understrege, at det for det radikale venstre spiller en afgørende rolle, om de andre nordiske lande har løst deres forhold til fællesmarkedet. Vi ønsker, at der i den kommende forhandlingsperiode vil blive etableret den snævrest mulige kontakt mellem de nordiske lande, og at de enkelte lande ikke i egne forhandlinger foretager skridt, der på nogen måde kan blive til gene for et andet nordisk land. Vi håber, at den danske regering vil vise en mere åbenlys forståelse for nødvendigheden af det nordiske hensyn, end det i alle faser har været tilfældet gennem de seneste år."

Niels Westerby (LC) fandt det også rigtigt, at Danmark indgav sin ansøgning sammen med England, men tog samtidig afstand fra, en dansk enegang på dette område. „Det er nu engang således, at kun 20 pct. af vores industrieksport går til fællesmarkedslandene, og at ca. 30 pct. af vores landbrugseksport går til fællesmarkedslandene, medens 80 pct. eller 4/5 af vores industrieksport går til lande uden for fællesmarkedet og 70 pct. af vores landbrugseksport går til lande uden for fællesmarkedet. Det kan ikke være rigtigt at lade dansk markedspolitik ud fra økonomiske synspunkter alene diktere af hensynet til omkring en tredjedel af vores landbrugseksport og en femtedel af vores industrieksport. Det vil med andre ord sige, at ud fra økonomiske synspunkter bør der ikke blive tale om dansk enegang ind i fællesmarkedet.

Men lige så klart er der politiske betænkeligheder herved....."

Før handels- og markedsministeren samt stats- og udenrigsministeren fremsatte nogle replicerende udtalelser, havde følgende medlemmer ordet: Knud Hertling (Grønl), Ib Thyregod (V), Frode Jakobsen (S), Gert Petersen (SF), Kai Moltke (SF), Guldberg (V), Poul Dam (SF), Jens Peter Jensen (V), Poul Andreasen (Færøerne), Poul Schlüter (KF), Lembourn (KF) og Jørgen Jensen (KF).

Handels- og markedsministeren kom udførligt ind på de spørgsmål, som havde været rejst. Her skal kun nævnes, at det efter hans opfattelse ville være „overordentlig uheldigt, hvis vi fra dansk side i de kommende måneder spekulerer på offentlig vis om de alternativer, der måtte byde sig til, såfremt det, som vi fra regeringens side anser for at være den rigtige løsning, nemlig Englands indgang i fællesmarkedet, ikke kan lade sig realisere. Jeg tror, at vi indtil videre skal tie, medens retten sidder, at vi skal holde vore optioner åbne og håbe på, at hvad England her har indskibet sig i på så realistisk vis, som tilfældet er, også vil lykkes."

Stats- og udenrigsministeren svarede bl. a. på nogle udtalelser, som havde været fremsat angående regeringens almindelige politik.

Under den videre — ret omfattende — debat stillede Per Hækkerup og Per Federspiel et dagsordenstorslag, der — efter under forhandlingerne at være undergået en ændring — havde følgende formulering:

„Idet folketinget tager ministrenes redegørelser til efterretning og bemyndiger regeringen til at genoptage forhandlingerne om dansk medlemskab af De europæiske Fællesskaber sammen med Storbritannien, udtrykker tinget forventningen om, at også de øvrige skandinaviske lande løser deres samarbejdsforhold med De europæiske Fællesskaber, og går dermed over til den næste sag på dagsordenen."

Heroverfor stillede Aksel Larsen et sålydende forslag:

„Idet folketinget fraråder regeringen at forny Danmarks ansøgning om optagelse i de tre europæiske Fællesskaber (fællesmarkedet),

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Efter forhandlingens afslutning vedtoges førstnævnte forslag med 150 stemmer mod 20 (SF), idet 1 medlem (Poul Andreasen) afholdt sig fra at stemme.

Det af Aksel Larsen stillede dagsordensforslag var dermed bortfaldet.