Før lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige af 3. februar 1960 havde vi ingen lovregler om udlevering af lovovertrædere. Det var imidlertid almindeligt anerkendt, at justitsministeren med hjemmel i retssædvane kunne træffe bestemmelse om udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, og at begæringer om udleveringer kunne imødekommes, uanset om der var indgået udleveringstraktat med det land, der havde fremsat begæringen.

Siden vedtagelsen af denne lov er udleveringen til de andre nordiske lande sket efter denne, medens udleveringen til andre lande fortsat skete alene med sædvaneretlig hjemmel.

Den foreliggende lov er således den første almindelige lov om udlevering til ikke-nordiske lande. Udlevering til andre nordiske lande skal fortsat ske efter loven af 1960. Loven pålægger ikke i noget tilfælde danske myndigheder at foretage udlevering, men fastsætter alene, i hvilke tilfælde udlevering kan tillades. Efter § 22, stk. 2, kan der ske udlevering — uanset bestemmelserne i loven — i det omfang, der er pligt hertil efter tidligere indgåede internationale overenskomster. Det fremgår af bemærkningerne, at Danmark er forpligtet til udlevering dels efter en række ældre bilaterale udleveringsaftaler, dels efter den europæiske udleveringskonvention af 1957. Medens den sidste konvention med de danske reservationer hertil er på linje med lovens bestemmelser, fastsætter de ældre bilaterale udleveringsaftaler i visse henseender en videregående udleveringspligt. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at den europæiske konvention pr. 1. januar 1967 var i kraft over for Grækenland, Irland, Italien og Tyrkiet, idet den ikke anvendes i det indbyrdes forhold mellem Norge, Sverige og Danmark. Danmark har bilaterale udleveringstraktater med Belgien, Frankrig, Luxembourg, Monaco, Holland, Spanien, Storbritannien og Irland, USA. Den dansk-britiske udleveringstraktat er gældende i forhold til forskellige nyere stater, der ved opnåelse af selvstændighed i forhold til Storbritannien er succederet i dette lands retsstilling efter traktaten. Endvidere indeholder den dansk-tyske overenskomst af 1931 om retshjælp i straffesager også visse bestemmelser om udlevering.

Hovedpunkterne i den foreliggende lov er, at der for at sikre retsbeskyttelsen af den person, som søges udleveret, dels fastlægges visse betingelser for, at udlevering kan ske, dels åbnes adgang til domstolskontrol med hensyn til, om disse betingelser er opfyldt.

Udleveringsadgangen begrænses til lovovertrædelser af en vis grovhed, og der er fastsat udtrykkelige forbud mod udlevering af danske statsborgere (§ 2) og mod udlevering for militære (§ 4) og politiske lovovertrædelser (§ 5).

Udlevering må efter § 3, stk. 5, ikke finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at den sigtelse eller dom, der skal foreligge som grundlag for anmodningen om udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag. Udlevering må — efter § 6 — heller ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for alvorlig forfølgelse på grund af sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold. Endelig kan udlevering ikke ske, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhcld, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn (§ 7).

I § 10 opstilles en række vilkår for udlevering, herunder at dødsstraf ikke må fuldbyrdes for den pågældende handling.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at dette er udarbejdet efter forhandling med justitsministerierne i Finland, Norge og Sverige, som i forvejen har almindelige udleveringslove.

Det fremgår endvidere, at der under forhandlingerne er opnået en vidtgående enighed om de hovedprincipper, hvorpå en lovgivning af denne art bør bygge.

De nordiske forhandlinger har også omfattet spørgsmålet om opretholdelse og indgåelse af bilaterale udleveringsaftaler, idet der har været enighed om det ønskelige i også med hensyn til dette spørgsmål at indtage en fælles holdning.

Ved fremsættelsen af lovforslaget understregede justitsministeren bl. a., at spørgsmålet om udlevering af lovovertrædere havde fået stadig større praktisk betydning.

Udlevering af lovovertrædere mellem staterne indbyrdes var derfor et helt nødvendigt og stadig mere betydningsfuldt led i det internationale samarbejde om bekæmpelse af kriminaliteten.

Om de bilaterale aftaler udtalte ministeren bl. a., at de ældre bilaterale udleveringsaftaler i visse henseender fastsætter en videregående udleveringspligt.

I forbindelse med forberedelsen af lovforslaget var spørgsmålet om opsigelse eller revision af disse gamle traktater derfor taget op til forhandling med udenrigsministeriet og med myndighederne i de andre nordiske lande, og disse forhandlinger ville blive søgt fremskyndet mest muligt.

Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig modtagelse, idet alle ordførerne kunne anbefale forslaget.

Ib Thyregod (V) fandt, at bestemmelsen i § 3, stk. 5, hvor det siges, at hvor det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen ikke finde sted, var for snæver. Han fandt, at det måtte være nok, at der ikke var tilstrækkeligt bevisgrundlag. Det var ikke rimeligt, at man yderligere skulle forlange, at der var særlige omstændigheder.

Thestrup (KF). „Jeg tror, vi her i Danmark bør fastholde, at vi ikke blot ikke vil udlevere til dødsstraf, men heller ikke til, hvad vi betragter som umenneskelige straffe, og i det hele taget ville det nok være rimeligt, at vi ikke udleverede til steder, hvor vi ikke kan anerkende at der er et ordentligt retssystem".

Pia Dam (SF). „Selv om det konkrete lovforslag omhandler udlevering af lovovertrædere, kan man muligvis se det i en større sammenhæng. Det kunne måske være rimeligt at foretage en revision af samtlige de regler, der gælder om tvangsmæssig fjernelse af udlændinge, udvisning og afvisning."

K. Helveg Petersen (RV) var utilfreds med opbygningen af § 5 om udlevering af politiske lovovertrædere. I stedet for stk. 2 („omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter"), ville han foretrække en bestemmelse, der svarede til en tilsvarende bestemmelse i den europæiske udleveringskonvention, der fastslog, at udlevering for en politisk forbrydelse (som forslagets § 5, stk. 1) eller en lovovertrædelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, ikke kan finde sted. Han kom endvidere ind på problemerne om statssuccessionen i forhold til de traktater, vi har indgået med England.

Med et ændringsforslag af redaktionel karakter, stillet af justitsministeren, indstillede det nedsatte udvalg forslaget til vedtagelse. Af udvalgets betænkning fremhæves:

„Udvalget har i samråd med ministeren drøftet, om ordene „på grund af særlige omstændigheder" medfører en urimelig begrænsning af anvendelsesområdet for forslagets § 3, stk. 5. Justitsministeren har over for udvalget fremhævet, at udlevering efter bestemmelsen afskæres i alle tilfælde, hvor der foreligger begrundet tvivl om rigtigheden af den bevisbedømmelse, der har fundet sted i det land, som har fremsat begæring om udlevering; det kræves ikke yderligere, at „særlige omstændigheder" skal tale for, at udlevering nægtes. Justitsministeren har i denne forbindelse påpeget, at henvisningen i den foreslåede formulering til „særlige omstændigheder" er udtryk for på den ene side, at den fremmede afgørelse normalt må lægges til grund, således at der ikke pålægges danske myndigheder pligt til en tilbundsgående bevisbedømmelse, som de ikke har praktisk mulighed for at foretage, på den anden side, at myndighederne har pligt til nærmere undersøgelse, hvis særlige forhold i sagen kan give anledning til tvivl — således navnlig hvis den, som søges udleveret, selv henviser til bestemte konkrete omstændigheder, som rejser tvivl om rigtigheden af den udenlandske dom eller beslutning om anholdelse eller fængsling.

Udvalget har endvidere med ministeren drøftet spørgsmålet om udlevering for politiske lovovertrædelser, især spørgsmålet om udlevering for en lovovertrædelse, som ikke i sig selv er af politisk karakter, men som har forbindelse med en politisk lovovertrædelse. Justitsministeren har over for udvalget fremhævet, at man ved afgørelsen af, om en lovovertrædelse må betragtes som politisk, ikke ville lægge afgørende vægt på, hvorledes handlingen er kriminaliseret i det land, hvor den er begået, men på, hvordan handlingen efter dansk opfattelse må bedømmes på grundlag af de omstændigheder, hvorunder den er begået, og på gerningsmandens motiv.

Det har endvidere været diskuteret, om forslaget giver tilstrækkelig sikkerhed mod udlevering, hvor den, der søges udleveret, må forventes at blive udsat for straffe, der efter dansk opfattelse er barbariske, eller som står i åbenbart misforhold til lovovertrædelsen. Justitsministeren har over for udvalget fremhævet, at forslagets § 7 ikke er begrænset til tilfælde, hvor udleveringens uforenelighed med humanitære hensyn beror på personlige forhold, jfr. ordet „navnlig".
....

„Udvalget har endvidere diskuteret forholdet mellem reglerne om udlevering og reglerne i udlændingelovgivningen. Justitsministeren har oplyst, at man ved administrationen af udlændingelovgivningen som praktisk udgangspunkt må give opholds- og arbejdstilladelse, hvis der er risiko for, at nægtelse heraf vil betyde, at udlændingen må rejse enten til det land, der har begæret ham udleveret, eller til et land, som må befrygtes at ville udlevere ham. Dette kan dog kun gælde, såfremt udlevering nægtes på grund af f. eks. frygt for politisk eller religiøs forfølgelse eller med hjemmel i den humanitære klausul, men ikke i almindelighed, hvis udleveringen nægtes, fordi strafferammen for den pågældende lovovertrædelse eller den idømte straf ikke opfylder betingelserne i § 3, stk. 1 og 3. Justitsministeren har endvidere oplyst, at man, såfremt der gives opholds- og arbejdstilladelse til en udlænding, vil udstede et dansk fremmed- eller flygtningepas, såfremt den pågældende ikke allerede har en rejselegitimation. Dette vil også være tilfældet, hvis hjemlandet efter afslag på en udleveringsbegæring nægter at forny den pågældendes pas."

Under 2. behandling udtalte Thomas Have (S):

„Udvalget har drøftet, om man ikke skulle henstille til ministeren, at der fremkom et ændringsforslag, hvorefter der i alle tilfælde blev beskikket en forsvarer, og jeg har forstået på ministeren, at han vil se velvilligt på dette."

Efter at justitsministeren havde fremsat et ændringsforslag til 3. behandling med ovennævnte indhold, blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 171 stemmer.