Loven indeholder regler om transplantation fra levende donor, transplantation fra lig, hospitals obduktioner og anvendelse af lig i videnskabeligt øjemed.

Transplantation fra levende donor kræver skriftligt samtykke. Samtykke kan normalt kun meddeles af personer, der er fyldt 21 år, og den pågældende skal, inden samtykket meddeles, have modtaget vejledning af en læge. Indgrebet må kun foretages, såfremt det kan finde sted uden nærliggende fare for vedkommende (§ 1).

Transplantation fra lig kan enten finde sted på grundlag af en forudgående viljeserklæring fra afdøde (§ 2) eller på grundlag af et præsumeret samtykke (§ 3). Den forudgående erklæring skal være skriftlig og afgivet efter det fyldte 21. år. Om den præsumerede indforståelse siges det i § 3, stk. 2:

"Stk. 2. Indgrebet må ikke foretages, såfremt afdøde eller hans nærmeste har udtalt sig derimod, såfremt indgreb af denne art må antages at stride imod afdødes eller hans nærmestes livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler imod indgrebet. Den afdødes pårørende skal, såfremt omstændighederne tillader det, underrettes om dødsfaldet, før det påtænkte indgreb foretages."

§ 4 indeholder bestemmelser om hospitalsobduktioner. Efter stk. 2 gælder der lignende undtagelser som med hensyn til transplantationer fra lig. Der er dog fastsat en frist på 6 timer, efter at nærmeste pårørende, hvis opholdssted kendes, er underrettet om dødsfaldet. Inden for denne frist vil de pårørende kunne modsætte sig obduktionen.

I § 2 er der indføjet en udtrykkelig hjemmel for anvendelse af lig til videnskabelig brug på grundlag af en erklæring fra den afdøde. Erklæringen skal være skriftlig og afgivet efter det fyldte 21. år.

I § 10 ophæves ligsynslovens 6-timers regel for så vidt angår transplantationer fra lig (§ 2 og § 3) og obduktioner, der foretages på grundlag af et udtrykkeligt samtykke fra afdøde eller dennes nærmeste.

Om baggrunden for lovforslaget oplyste justitsministeren ved lovens fremsættelse følgende:

"Som bekendt har det i de senere år været muligt at foretage transplantation af væv og organer fra en person til en anden. Opmærksomheden har navnlig samlet sig om nyretransplantationerne, hvorigennem det har været muligt at redde mennesker, der ellers ville være afgået ved døden. I efteråret 1966 gav de retlige og etiske problemer i forbindelse med nyretransplantationer — herunder navnlig transplantationer fra afdøde — anledning til offentlig debat. For at en nyre skal kunne anvendes til transplantation, må den udtages meget kort tid efter, at vedkommende er død. Dette rejser visse retlige problemer i forhold til den gældende ligsynslov, hvorefter den, der er død i sin seng, ikke må tages ud af sengen, før der i det mindste er forløbet 6 timer efter døden. Hertil kommer de retlige og etiske problemer, der knytter sig til spørgsmålet om, under hvilke betingelser det i det hele taget er tilladeligt at udtage nyrer af døde personer med henblik på transplantation.

Problemerne i forbindelse med transplantationer fra afdøde havde på dette tidspunkt allerede rent foreløbigt været drøftet i det udvalg vedrørende lovgivningen om ligsyn og obduktion, som justitsministeriet nedsatte i februar 1966. Da disse problemer imidlertid rejste en række lægetekniske og lægeetiske spørgsmål af en anden karakter end de spørgsmål, som udvalget i øvrigt skulle behandle, fandt jeg det rigtigst at nedsætte et særligt udvalg til at behandle transplantationsproblemerne.

Dette udvalg, der blev nedsat i oktober 1966, har under hensyn til problemernes hastende karakter arbejdet meget hurtigt og har allerede nu afgivet betænkning, indeholdende et udkast til lov om udtagelse af menneskeligt væv m. v.

Det foreliggende lovforslag er identisk med det nævnte udkast, idet jeg i det hele har kunnet tiltræde de synspunkter, som udvalget er gået ind for."

Under 1. behandlingen fik lovforslaget principiel tilslutning fra alle ordførerne. Else-Merete Ross (RV) ville dog først høre Dansk Sygeplejeråds opfattelse, inden hun på sit partis vegne gav endelig tilslutning til lovforslaget. Diderichsen (LC) havde visse reservationer overfor sikkerheden ved bestemmelsen af dødens indtræden.

I anledning af at en række af ordførerne havde rejst spørgsmålet, om ikke loven kunne gennemføres, inden tinget tog på sommerferie, udtalte justitsministeren i sit svar: „Under hensyn til det, jeg har sagt, og det, der er fremført her om det særdeles grundige forarbejde og under hensyn til, at en hurtig gennemførelse, som det er fremhævet, kan betyde, at menneskeliv reddes, vil jeg også i min egenskab af folketingsmand anse det for både forsvarligt og tilrådeligt at fremskynde forslagets behandling og at fravige forretningsordenens frister med henblik på, at vi får lovforslaget gennemført nu".

I sin enstemmige betænkning udtalte udvalget bl. a.:

„Udvalget har modtaget deputationer fra Dansk Sygeplejeråd og Den almindelige danske Lægeforening, ligesom medlem af justitsministeriets udvalg af 12. oktober 1966, professor ved Københavns universitet, overlæge dr. med. J. Hess Thaysen har givet møde i udvalget for at redegøre for lægevidenskabelige spørgsmål.

Udvalget har i særlig grad haft sin opmærksomhed henvendt på, at en patients liv aldrig vil kunne afkortes af hensyn til en anden patients transplantationsbehov, og henviser i øvrigt til den betænkning, som er afgivet af det af justitsministeriet den 12. oktober 1966 nedsatte udvalg vedrørende lovgivning om transplantation, der som helhed ligger til grund for lovforslaget."

Udvalget foreslog, at der i bestemmelsen i § 3, stk. 2, om transplantation fra lig, hvor et samtykke var præsumeret, blev indsat et nyt punktum:

„Den afdødes pårørende skal, såfremt omstændighederne tillader det, underrettes om dødsfaldet, før det påtænkte indgreb foretages."

Under 2. behandlingen gav Niels Mørk (S) på sit partis vegne tilslutning til forslaget samt den foreslåede ændring. P. E. Eriksen (V) udtalte, at der havde været betænkeligheder i venstre. „Vi har den opfattelse, at udvalgsarbejdet burde have været fortsat, så vi ved en ekstra samling i sommer kunne have været rede til vedtagelse af lovforslaget, efter at befolkningen havde haft muligheden for at reagere og debattere denne vidtgående lov." Partiets udvalgsmedlemmer ville dog gå ind for loven, men der var opfattelser i partiet, der ville give sig udslag i, at nogle ville stemme imod og nogle afholde sig fra at stemme. Knud Bro (KF) kunne også tilslutte sig forslaget. „Det har selvfølgelig vejet meget stærkt til i vore overvejelser, at Dansk Sygeplejeråd og Den almindelige danske Lægeforening så stærkt har tilrådet at gennemføre lovforslaget nu inden sommeren, for at man kan komme i gang igen med dette arbejde, som jo i egentligste forstand er livsvigtigt." Pia Dam (SF). „Den kommende lovs målsætning er at redde menneskeliv. Idet jeg anbefaler lovforslaget til vedtagelse, udtrykker jeg håbet om, at denne målsætning kan praktiseres efter lovens vedtagelse." Else-Merete Boss (RV) kunne, efter at Dansk Sygeplejeråd havde anbefalet at gennemføre loven med det samme, på sit partis vegne give tilslutning. Diderichsen (LC) kunne også tilslutte sig. Han foreslog, at forskningsudvalget, når folketinget mødtes igen til efteråret, arrangerede en forhandling med eksperter på dette område. Per Federspiel (V) oplyste, at han og en del af hans partifæller ikke kunne medvirke til forslagets gennemførelse. Hilmar Baunsgaard (RV) meddelte, at han ville afholde sig fra at stemme.

I sit svar oplyste justitsministeren, at professor Posborg og overlæge Ottosen fra Århus kommunehospital havde meddelt ham, at ændringsforslaget gjorde, at de ikke kunne arbejde med loven. I den anledning havde man henvendt sig til professor Hess Thaysen og medicinaldirektør Esther Ammundsen, der begge tilskyndede til, at lovforslaget blev gennemført nu med den foreslåede ændring.

Ved 3. behandlingen blev forslaget vedtaget med 144 stemmer mod 8 (Per Federspiel, Henry Sørensen, Knud Enggaard, Jens Peter Jensen, Finn Poulsen, Viggo Hauch, Kr. Damsgaard og Holmberg), idet 8 (Erik Eriksen, Søren Andersen, A. Chr. Andersen, Alfred Bøgh, Henry Christensen, Søren Jensen, Hilmar Baunsgaard og Gunhild Due) afholdt sig fra at stemme.

Efter forslag af P. E. Eriksen (V) blev det vedtaget at lade folketingsudvalget arbejde videre indtil samlingens slutning.