Loven bemyndiger justitsministeren til at gøre afvigelser fra hundelovens regler om førelse af hunderegistret og om hundeafgift, for så vidt angår områder, der berøres af ændringer i den kommunale inddeling, der er sket efter den 1. januar 1966.
Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at baggrunden for forslaget var de betydelige ændringer i den kommunale inddeling, der var sket den 1. april 1966. En række sognekommuner var da indlemmet i købstadkommuner, og en række sognekommuner var sammenlagt med købstadkommuner til nye kommuner, der hørte under amtskommunen, men var undergivet købstadkommunallovens styrelsesregler (Marstalstatus). Disse ændringer ville medføre, at førelsen af hunderegistret i de hidtidige sognekommuner ville overgå fra sognefogden til politiet, og at afgiften i disse kommuner fremtidig skulle beregnes efter de mere byrdefulde regler, der gælder for købstæder. Det fremgik af bemærkningerne og af fremsættelsestalen, at bemyndigelsen ville blive benyttet til at bestemme, at hvor sognefogedstillingerne opretholdes, forbliver førelsen af hunderegistret hos sognefogden, og at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at hundeafgiften i de hidtidige sognekommuner eller dele af disse skal beregnes efter reglerne om sognekommuner.
Lovforslaget fik tilslutning fra alle ordførerne ved 1. behandling, idet dog Niels Ravn (KF) mente, at der var en række kommuner, hvor der ikke var sket sammenlægninger, men hvor der var et stort byområde ved siden af et stort landområde. I disse kommuner var problemerne de samme.
Forslaget overgik til 2. behandling uden udvalgsbehandling. Til 2. behandling var der stillet ændringsforslag af Niels Ravn (KF), ifølge hvilket kommunalbestyrelserne i de kommuner, hvor reglerne for købstæder m. v. gjaldt, for så vidt angik ikke bymæssigt bebyggede dele kunne bestemme, at de for sognekommunerne gældende regler skulle anvendes. Dette forslag blev dog trukket tilbage, idet Niels Ravn oplyste, hvad ministeren bekræftede, at ministeren havde til hensigt i næste folketingssamling at fremsætte et lovforslag om en generel ændring af hundeloven.
Lovforslaget blev herefter enstemmigt vedtaget ved 3. behandling med 145 stemmer.