Ved loven er foretaget en række ændringer i den gældende ligningslov, der sidst var blevet revideret ved lov nr. 415 af 27. november 1965 (årbog 1965-66, side 85), jfr. lovbekendtgørelse nr. 421 af 6. december 1965. De ændringer, der er en følge af loven, er indarbejdet i lovbekendtgørelse nr. 446 af 19. december 1966.

Ved fremsættelsen svarede lovforslaget ganske til det forslag til lov om ændring af lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten, finansministeren fremsatte den 5. oktober 1966, og som ikke blev færdigbehandlet inden folketingsvalget (se side 424).

Ved loven er gennemført en forhøjelse af lønmodtagerfradraget fra 400 kr. til 800 kr., og der er sket en tilpasning af skattelovgivningen til de ændrede regler om folke- og invalidepension (a) lov nr. 218 og 219 af 4. juni 1965 om henholdsvis folkepension og invalidepension og lovgivningen på boligområdet (b) i henhold til de boligpolitiske aftaler af 18. januar 1966. Endelig er der gennemført visse ændringer i skatterådenes beføjelser (c).

a. Ligningslovens § 7, stk. 1, litra i, har fået en sådan affattelse, at alle de ydelser i de nye sociale pensionslove, som svarer til, hvad der hidtil har været skattefri udbetalinger, ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. Det drejer sig om udbetalinger, der i det væsentlige må ses som kompensation for særlige udgifter, forårsaget af invaliditeten.

b. Ved en ny § 7, stk. 1, litra n, er bolig sikringsydelser, der udredes i henhold til lov nr. 50 af 8. marts 1967 om boligsikring, gjort skattefri.

Værdien af bolig i egen ejendom, der hidtil har udgjort 2 pct. af ejendomsværdien ved 13. almindelige vurdering, er i overensstemmelse med boligforliget blevet forhøjet til 2¼ pct. (ligningslovens § 14 A). Efter gennemførelsen af boliglovene er det meningen, at lejeværdien i den 8-årige „normaliseringsperiode" skal stige med ¼ pct. pr. år eller i alt med 2 pct.

For ejerlejligheder, jfr. lov nr. 199 af 8. juni 1966, er der gennemført en regel om, at lejeværdien skal ansættes skønsmæssigt til det beløb, der kan opnås ved udleje af ejerlejligheden (ligningslovens § 14 A). Samtidig er standardfradraget for enfamilieshuse udvidet til også at gælde for ejerlejligheder.

Efter reglerne i kapitel V i lov nr. 24 af 14. februar 1967 om midlertidig regulering af boligforholdene skal visse dele af lejeforhøjelserne bindes enten ved indbetaling til et særligt institut eller ved indskud på en lejebindingskonto. I en ny § 14 B til ligningsloven er det i forbindelse hermed bestemt, at udlejeren ved indkomstopgørelsen skal kunne fradrage beløb, som han har bundet. Videre er det bestemt, at når beløbene frigives efter de ordinære frigivelsesregler, skal de medregnes i den skattepligtige indkomst. Frigives beløbene derimod ekstraordinært ved udlejerens død, konkurs eller tvangsakkord, svares der i stedet en 30 pct. s afgift.

c. Skatterådene uden for København og Frederiksberg skal efter en ny § 32 C kunne tage en tidligere foretagen skatteansættelse op til fornyet behandling og ændring, når dette kan ske inden for den frist, der gælder for tilendebringelse af skatterådsarbejdet. Ordningen afviger på forskellig måde fra den ordning, som gælder for København og Frederiksberg.

Oprindeligt indeholdt lovforslaget ikke den ovenfor omtalte bestemmelse om ændring af lønmodtagerfradraget fra 400 kr. til 800 kr., som blev indsat under lovforslagets behandling i folketinget.

Ved fremsættelsen, hvor finansministeren kunne henholde sig til sine bemærkninger til det den 5. oktober 1966 fremsatte tilsvarende lovforslag, gjorde ministeren dog følgende tilføjelse:

„Under forslagets behandling i tinget agter jeg at stille ændringsforslag om forhøjelse af overgrænsen for det faste lønmodtagerfradrag fra 400 kr. til 800 kr. Ved flere tidligere lejligheder har der i folketinget været en udbredt forståelse for ønsket om en ajourføring af lønmodtagerfradraget; men spørgsmålet er blevet henskudt til løsning i forbindelse med overvejelserne om en almindelig skattereform. Lønmodtagerfradraget blev indført i 1951 med virkning fra og med skatteåret 1952-53. Maksimumsbeløbet for det faste fradrag (det såkaldte lønmodtagerfradrag A) udgjorde dengang 300 kr. I det følgende år blev maksimumsbeløbet forhøjet til de nugældende 400 kr.

Forenklingshensyn samt hensynet til lønmodtagerne taler for, at forhøjelsen bør medtages i ligningsloven nu, hvor der er rimelig udsigt til, at vi inden længe vil få gennemført en skattereform. Ganske vist er det ikke teknisk muligt at ændre selvangivelsesblanketterne, så der kommer til at stå „800 kr." i stedet for „400 kr." i vedkommende rubrik, men det er klart, at vi på anden måde vil oplyse skatteyderne og ligningsmyndighederne om ændringen."

Ved 1. behandlingen kunne også ordførerne stort set henholde sig til de udtalelser, der var fremsat af partiernes ordførere ved det tidligere fremsatte tilsvarende lovforslag. Dog gav finansministerens bebudede ændringsforslag vedrørende forhøjelse af lønmodtagerfradraget anledning til nogen debat. Ændringsforslaget modtoges med principiel velvilje af samtlige ordførere, bortset fra venstres, Alfred Bøgh, der forbeholdt sig sin stilling, indtil forslaget var gennemgået nøjere. Også Arthur Jacobsen (RV) var på trods af sin principielle velvilje skeptisk og fandt, at man burde overveje at lade forhøjelsen afvente hele skattereformen.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning finansministeren med tilslutning af et flertal (socialdemokratiets, det konservative folkepartis og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) stillede det tidligere bebudede ændringsforslag vedrørende lønmodtagerfradraget.

Endvidere stillede et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) et ændringsforslag, der gik ud på at ændre den foreslåede regel om, at fastsættelsen af lejeværdien af ejerlejligheder til brug ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretages efter et skøn. Ifølge ændringsforslaget skulle lejeværdien af ejerlejligheder fastsættes efter samme regler som for ejendomme, der kun indeholder en selvstændig lejlighed, som tjener til bolig for ejeren.

Udvalget opdeltes i et flertal og 3 mindretal, som afgav følgende indstillinger:

„Herefter indstiller et flertal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af ministeren stillede ændringsforslag nr. 1.

Et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med den under nr. 2 foreslåede ændring og vil under lovforslagets 2. behandling nærmere motivere sin stilling.

Et andet mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) har under udvalgsforhandlingerne fremsat ønske om, at der straks gennemføres en begrænsning af sambeskatningens virkninger ved en forhøjelse af hustrufradraget fra 2.000 kr. til 4.000 kr. Det bemærkes i denne forbindelse, at hustrufradraget ikke er blevet forhøjet siden 1946 uanset den siden da indtrufne kraftige pris- og omkostningsstigning. Samtidig havde man gerne ønsket en rimelig løsning med hensyn til medhjælpende hustruers skattemæssige stilling, hvilket finansministeren imidlertid under et samråd oplyste ikke var teknisk gennemførligt med virkning for det kommende skatteår. Da forslaget om en forhøjelse af hustrufradraget ikke fik tilslutning fra øvrige medlemmer af udvalget, har mindretallet afstået fra at fremsætte ændringsforslag herom. Mindretallet indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og 2 foreslåede ændringer.

Et tredje mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget) har ikke kunnet tiltræde de stillede ændringsforslag, men indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Mindretallet vil under lovforslagets 2. behandling nærmere motivere sin stilling."

Ved 2. behandling vedtoges det af finansministeren stillede ændringsforslag, medens mindretallets ændringsforslag forkastedes.

Efter 2. behandlingen genoptog udvalget sit arbejde med lovforslaget. Af tillægsbetænkningen fremgår, at udvalget beskæftigede sig med en fra De samvirkende danske Landboforeninger modtaget henvendelse om ændring af reglerne i ligningslovens § 27 om skattelempelse for nyetablerede landmænd. Den fornyede udvalgsbehandling gav imidlertid ikke anledning til yderligere ændringsforslag.

Ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag med 119, stemmer, medens 28 medlemmer (V) undlod at stemme.