L 144 Lov om ændring i lov om valg til folketinget.

Af: Julius Bomholt (S) , S. From (V) , K. Thestrup (KF) , Morten Lange (SF) og Karl Skytte (RV)
Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 209 af 03-06-1967
Loven har følgende ordlyd:

„§ 1. I lov om valg til folketinget, jfr. lovbekendtgørelse nr. 270 af 21. juni 1966, affattes § 84, stk. 2, således:

"Stk. 2. Som bidrag til dækning af udgifterne ved pensioneringen afkortes der ved udbetalingen af det folketingets medlemmer i medfør af § 83 tilkommende vederlag et beløb, der af det i § 83, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, omhandlede grundvederlag årligt udgør samme procent som fastsat for statens tjenestemænd i § 50, stk. 2, i lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd."

§ 2. Denne lov har virkning fra 1. april 1967."

I bemærkningerne til lovforslaget anføres følgende:

„I § 3, stk. 3, i lov nr. 218 af 4. juni 1965 om folkepension er forskellige persongrupper, der bl. a. omfatter folketingets medlemmer og statens tjenestemænd, undtaget fra adgangen til fra 1. april 1970 at få udbetalt fuld ikke-indtægtsreguleret folkepension.

Da den stedfindende udbygning af folkepensionen således ikke kommer folketingets medlemmer til gode, uanset at de betaler fuldt bidrag hertil, foreslås det, at medlemmernes bidrag til den pension, der er hjemlet i valgloven, nedsættes, og at bidraget — på linje med den nedsættelse, der ud fra det samme hensyn er foreslået af økonomiministeren for tjenestemændenes vedkommende — fastsættes til 3½ pct. fra 1. april 1967 at regne.

Det er samtidig fundet hensigtsmæssigt, at valglovens bestemmelse om medlemmernes pensionsbidrag — på samme måde som lovens bestemmelser om dyrtidstillæg og overenskomsttillæg — affattes som en henvisning til reglerne i lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd."

Lovforslaget gennemførtes uden udvalgsbehandling. Det vedtoges enstemmigt.
Partiernes ordførere
Julius Bomholt (S)