L 15 Lov om ændring af lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten.

Af: Finansminister Henry Grünbaum (S)
Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 142 af 02-05-1967
Ved loven er gennemført en række ændringer af ligningsloven, som er en følge af love vedtaget, efter at ligningsloven var blevet ændret ved lov nr. 417 af 19. december 1966, jfr. lovbekendtgørelse nr. 446 af samme dato. Der er tale om ændring dels som følge af en ændring, folketinget foretog i lovforslaget om midlertidig regulering af boligforholdene, dels i forbindelse med loven om skattemæssig opgørelse af varelagre m. v.

Endvidere blev der under lovforslagets behandling i folketinget indsat en bestemmelse, der tog hensyn til en gennemført ændring af loven om særlig indkomstskat m. v., ved hvilken der indrømmedes et særligt fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste på aktier, hvor fortjenesten beskattes som særlig indkomst.

Endelig indeholder loven nogle ændringer af teknisk og redaktionel karakter.

Under hensyn til at lovforslaget alene var en konsekvens af anden lovgivning, var der ikke ved 1. behandlingen i folketinget nogen af ordførerne, som knyttede særlige kommentarer til det. Lovforslaget underkastedes en kortere udvalgsbehandling, som resulterede i det ovenfor omtalte ændringsforslag i forbindelse med loven om særlig indkomstskat samt i en ændring af lovens ikrafttrædelsesbestemmelse.

Efter at de nævnte ændringsforslag var blevet vedtaget ved 2. behandling, vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling med 132 stemmer.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Alfred Bøgh (V), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Sigurd Ømann (SF), Arthur Jakobsen (RV) og Niels Westerby (LC)