Luk

Luk
Luk

Luk

L 159 Forslag til lov om ændring af lov om ferskvandsfiskeri.

(Om pligt til i visse tilfælde at løse fisketegn og om oprettelsen af en fond til ophjælpning af fiskebestanden).

Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Ligesom det andet af forslagsstillerne fremsatte lovforslag, der vedrørte saltvandsfiskerilovgivningen (se nærmest foregående sag), havde lovforslaget til formål at bringe Danmark på linje med andre lande med hensyn til udenlandske statsborgeres adgang til at drive lystfiskeri i Danmark, idet der efter forslaget stilledes krav om, at udlændinge, der agter at drive lystfiskeri med stang og snøre eller lignende håndredskaber, løser fisketegn. Fisketegnsafgiften var foreslået fastsat til 25 kr. og skulle indgå i en fond til ophjælpning af fiskebestanden.

Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige skulle dog være fritaget for at løse fisketegn.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med den nærmest foregående sag, hvortil henvises med hensyn til de bemærkninger, som såvel fiskeriministeren som partiernes ordførere havde til forslaget.

Også dette lovforslag henvistes til udvalgsbehandling, som imidlertid ikke kunne afsluttes inden folketingsårets udløb, hvilket udvalget gav udtryk for i en beretning.
Partiernes ordførere
Otto Mørch (S), Kristen Østergaard (V), H. C. Toft (KF), Bjørn Larsen (SF), Erik Hansen (RV) og Poul Antonsen (LC)