De årlige udskrivningslove indeholder regler om beregningen af indkomst- og formueskatten til staten af personer og dødsboer samt om ydelsen af børnetilskud. De for skatteåret 1966-67 gældende regler findes i lov nr. 119 af 31. marts 1966 om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten for skatteåret 1966-67.

Nærværende lov, udskrivningsloven for skatteåret 1967-68, indeholder en række ændringer, der sammen med den ved lov nr. 417 af 19. december 1966 om ændring af lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten gennemførte forhøjelse af lønmodtagerfradraget er første trin i en videregående reform af indkomstbeskatningen. Det drejer sig om en almindelig lettelse af statsindkomstskatten gennem forhøjelse af de skattefri bundbeløb, en udvidelse af adgangen til merindtægtsfradrag ved statsskattens beregning, forhøjelse af børnetilskuddene samt indførelse af persontilskud til skatteydere med særligt lave indtægter. Herudover indeholder loven en række redaktionelle ændringer, der alene tager sigte på at tydeliggøre lovteksten, og som har medført forskellige forskydninger i paragrafinddelingen.

Ændringerne i skalaerne for indkomstskatten i lovens § 4 går ud på at forhøje de skattefri bundbeløb fra 7.000 kr. til 9.000 kr. for familieforsørgere og fra 3.700 kr. til 4.500 kr. for andre skatteydere, medens skalaernes indtægtsgrænser og procenter i øvrigt er de samme som for skatteåret 1966-67. Da skattebeløb under 20 kr. som hidtil ikke skal opkræves, betyder disse ændringer, at der ikke skal opkræves statsindkomstskat af forsørgere, hvis skalaindkomster er under 9.100 kr., ligesom ikke-forsørgere med skalaindkomster under 4.700 kr. bliver fri for at betale statsindkomstskat. Herved vil omkring 120.000 personer slippe for at betale indkomstskat til staten. De skattebeløb, der på denne måde bortfalder, vil andrage fra 20 kr. til 420 kr. for forsørgere og fra 20 kr. til 80 kr. for ikke-forsørgere.

For de personer, der herefter skal betale statsindkomstskat, vil ændringerne betyde, at skatten for skatteåret 1967-68 på alle indtægtstrin nedsættes med 420 kr. for forsørgere og med 80 kr. for ikke-forsørgere.

De omtalte ændringer i skalaerne vil medføre et provenutab, der for skatteåret 1967-68 er anslået til omkring 500 mill. kr.

Ændringen i reglerne om beregning af merindtægtsfradrag i lovens § 3 tager sigte på at begrænse stigningerne i statsindkomstskatten for de fleste af de skatteydere, der har haft indtægtsstigning fra skatteåret 1966-67 til 1967-68. Ved opgørelsen af den merindtægt, hvoraf der beregnes merindtægtsfradrag, skulle der efter de tidligere regler ses helt bort fra de første 10 pct.s stigning i den skattepligtige indkomst. Denne begrænsning gjaldt første gang for skatteåret 1963-64. Efter ændringen skal der derimod tages hensyn til hele stigningen i den skattepligtige indtægt, således at også skatteydere, hvis indtægt er steget med 10 pct. eller derunder, får adgang til merindtægtsfradrag. Reglerne om selve fradragets beregning svarer i øvrigt ganske til de tidligere gældende regler.

Ændringen af merindtægtsfradraget vil medføre et provenutab, der for skatteåret 1967-68 rent skønsmæssigt er anslået til omkring 125 mill. kr.

Ændringerne i bestemmelserne om børnetilskud i lovens § 20 går ud på at forhøje tilskudsbeløbene med 150 kr. pr. barn. Herefter bliver tilskuddet 780 kr. for hvert af de første fire børn og 830 kr. for hvert barn ud over de første fire. Merudgiften herved er for skatteåret 1967-68 anslået til omkring 185 mill. kr.

Endelig indeholder lovens afsnit V bestemmelser om indførelsen af persontilskud til personer med lave indkomster. Det drejer sig om tilskud til personer, der vil få deres forbrugsudgifter forøget som følge af den almindelige omsætningsafgift, der gennemføres fra 3. juli 1967, men som enten slet ikke eller kun i begrænset omfang vil få del i de foreslåede lettelser i statsindkomstskatten.

For forsørgere med skalaindkomster under 7.800 kr. er persontilskuddet for skatteåret 1967-68 fastsat til 350 kr. De fleste personer i denne gruppe har skalaindkomster under 7.100 kr. De var fritaget for at betale statsskat allerede efter de tidligere gældende udskrivningsregler og vil derfor ikke få del i de nu gennemførte skattelettelser. Når skalaindkomsten når op på 7.100 kr. og derover, vil ændringen af statsindkomstskattens forsørgerskala medføre skattelettelser, der øges efterhånden som skalaindtægten stiger. Derfor skal persontilskuddene aftrappes, når skalaindtægten kommer op på 7.800 kr. og helt bortfalde ved en skalaindkomst på 8.800 kr.

For ikke-forsørgere er persontilskuddet fastsat til 200 kr. for alle med skalaindkomster under 7.000 kr.

De nye bestemmelser vil medføre, at der skal ydes persontilskud til lidt over 800.000 personer. Persontilskuddene skal ligesom børnetilskuddene så vidt muligt modregnes i de personlige skatter for skatteåret 1967-68, således at kun overskydende beløb udbetales kontant. Af praktiske grunde er det i § 28 fastsat, at persontilskud ikke skal reguleres, når en indkomstansættelse ændres efter den 1. april 1968.

De samlede udgifter til persontilskud er anslået til omkring 225 mill. kr. for skatteåret 1967-68.

Ifølge en ændring, der vedtoges under lovforslagets 2. behandling i folketinget, skal modregningen af tilskudsbeløbene i skatterne tilrettelægges således, at persontilskud i størst muligt omfang modregnes forud for børnetilskud. Efter ændringen bliver der et større område for anvendelsen af lovens § 21, stk. 4, hvorefter det sociale udvalg under særlige omstændigheder kan bestemme, at kontant udbetaling af børnetilskud skal ske til den tilskudsberettigedes hustru.

Det vedtoges samtidig at indføje et nyt stk. 2 i lovens § 31, hvorefter finansministeren bemyndiges til at begrænse modregningen af børne- og persontilskud, når den tilskudsberettigede afgår ved døden og hans bo udlægges til dækning af begravelsesomkostningerne. I de nævnte tilfælde har modregningsadgangen undertiden ført til mindre rimelige resultater, og skattemyndighederne følger en noget uensartet praksis med hensyn til at afbøde disse virkninger. Det er derfor fundet rigtigt, at finansministeren bemyndiges til at fastsætte generelle retningslinjer på dette område.

De i loven indeholdte ændringer vil som nævnt i det foregående medføre visse provenutab og merudgifter for skatteåret 1967-68. Et skøn over det samlede tab for statskassen er opgjort i nedenstående oversigt, hvor det tillige er anført, i hvilket omfang de nævnte provenutab og merudgifter vil fremkomme i finansåret 1967-68.

Provenutab på skalaændring:
Skatteåret 1967-68: ca. 500 mill. kr.
Finansåret 1967-68: ca. 400 mill. kr.

Provenutab på ændret merindtægtsfradrag:
Skatteåret 1967-68: ca. 125 mill. kr.
Finansåret 1967-68: ca. 100 mill. kr.

Merudgift til børnetilskud:
Skatteåret 1967-68: ca. 185 mill. kr.
Finansåret 1967-68: ca. 150 mill. kr.

Udgift til persontilskud:
Skatteåret 1967-68: ca. 225 mill. kr.
Finansåret 1967-68: ca. 210 mill. kr.

Provenutab og merudgift i alt:
Skatteåret 1967-68: ca. 1.035 mill. kr.
Finansåret 1967-68: ca. 860 mill. kr.

Hertil kommer et provenutab som følge af lønmodtagerfradragets forhøjelse fra 400 kr. til 800 kr. på ca. 125 mill. kr. i skatteåret og ca. 100 mill. kr. i finansåret 1967-68.

I alt vil provenutab og merudgift ved skattelettelser og tilskud herefter andrage ca. 1.160 mill. kr. i skatteåret og ca. 960 mill. kr. i finansåret 1967-68.

Ved lovforslagets fremsættelse i folketinget fremkom finansministeren med nogle oplysninger om de andre led i den samlede skattereform, hvoraf udskrivningsloven som anført udgjorde det første led.

Finansministeren udtalte bl. a.:

„Som det andet trin i den samlede skattereform er det regeringens hensigt at foreslå skattefradragsreglen ophævet med virkning fra skatteåret 1968-69. Derved vil først og fremmest problemet vedrørende de alt for høje skatter af indtægtsstigning være løst, og den særlige ordning med fradrag for merindkomst kan derfor atter ophæves. Endvidere bør i andet trin indgå en udjævning af de alt for store spring i den nuværende skatteskala. Der bør også gennemføres en udjævning af skalaerne for at lette de mellemindkomster, der i særlig grad er kommet „i klemme" under det nugældende utidssvarende skattesystem.

Det er en selvfølge, at der som led i skattefradragsreglens ophævelse må gennemføres en overgangsordning, så man modvirker urimeligheder bl. a. som følge af adgangen til forudbetaling af skat. Forslag til en sådan overgangsordning overvejes i finansministeriet.

Regeringen er åben over for en drøftelse af spørgsmålet om det såkaldte skatteloft, der formentlig bedst tilvejebringes i form af en skatteskala.

Som tredje trin i reformen af indkomstbeskatningen skal kildeskatten træde i kraft fra 1. januar 1969. Det er en forudsætning herfor, at selve kildeskatteloven gennemføres allerede i indeværende samling, og det er regeringens hensigt at søge loven gennemført samtidig med udskrivningsloven og loven om merværdiafgiften.

Som led i gennemførelsen af kildeskatten fra 1. januar 1969 er det hensigten samtidig at gennemføre en selvstændig beskatning af hustruindkomst. Det fremsatte lovforslag om kildeskat indeholder allerede forslag herom. Dette forslag er det mest vidtgående konkrete forslag i retning af at imødekomme ønskerne om ophævelse af sambeskatningen, som noget parti i folketinget hidtil har fremsat. Vi har dog ikke villet afskære mulighederne for andre løsninger som led i den samlede skattereform, og jeg har derfor ved fremsendelse af ændringsforslag til kildeskatteforslaget åbnet mulighed for sådanne eventuelle andre løsninger. For regeringen er det afgørende, at en overgang til særskilt beskatning af hustruindkomst ikke medfører en forskydning i skattebyrden til ugunst især for familier med små og jævne indkomster. Som erfaringerne fra andre lande viser, er der ingen patentløsning på dette spørgsmål.

Sideløbende med denne reform i 3 trin er det hensigten at gennemføre en forenkling af fradragene. Det er tanken, at denne forenklings første skridt skal tages med virkning for skatteåret 1968-69.

Den påtænkte regulering af afskrivningsreglerne skal gennemføres med virkning fra samme år. Lovforslaget til ændring af afskrivningsreglerne vil snarest blive fremsat. Det drejer sig bl. a. om ændringer vedrørende førsteårsafskrivning, nedskrivning af varelagre og køb på såkaldt bindende kontrakt samt bygningsafskrivninger.

Også gennemførelsen af en skærpet kontrollov må ses som led i den samlede skattereform. Der er i øvrigt på forskellige områder allerede taget skridt til en effektivisering af skatteligningen.

Medens man indtil maj måned forrige år hovedsagelig drøftede skattereform på basis af en omlægning fra direkte til indirekte skatter, er situationen efter valget den 22. november nu afgørende ændret. Den kildeskat, som et flertal i folketinget dengang ikke ville høre tale om, er nu et centralt led i skattereformen sammen med ophævelsen af skattefradragsreglen. På disse to punkter — der er de væsentlige i skattereformen — er der sket en betydelig forskydning, ja, vi kan sige en virkelig omvæltning, til gunst netop for de synspunkter, der i årevis forgæves blev fremført fra vor side. Det kan vi naturligvis kun notere med tilfredshed. Det er glædeligt, at disse synspunkter nu har sejret. Det betyder, at hovedvægten i skattereformen herefter ligger i en reform af indkomstbeskatningen."

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget gav det anledning til en bred skattepolitisk debat.

Peter Nielsen (S) anbefalede lovforslaget. Det forudsatte vedtagelsen af merværdiafgiften inden 1. april, men gennem grundige udvalgsbehandlinger af de tilsvarende lovforslag i folketingssamlingerne 1964-65 og 1965-66 var lovforslaget om merværdiafgift tilstrækkeligt gennemdrøftet og overvejet, hvorfor en vedtagelse inden 1. april både var mulig og forsvarlig.

Henry Christensen (V) gjorde sig indledningsvis til talsmand for, at de 3-årige budgetter over statens anlægs- og driftsudgifter blev gjort til genstand for en egentlig behandling i folketinget. Han udtalte dernæst, at man ikke fra venstres side kunne tilslutte sig lovforslaget, der var det første led i skattereformen, så længe de øvrige leds indhold ikke var tilstrækkelig klargjort. Af samme grund måtte færdigbehandlingen af merværdiafgiftsforslaget udskydes, ja måske burde dette lovforslag nedfryses. Merværdiafgiften ville betyde en administrativ belastning for erhvervslivet, og dens provenu ville. ikke længere være nødvendig, når man nu ville afskaffe skattefradragsreglen. Heller ikke som konjunkturregulerende middel ville den blive nødvendig efter indførelsen af en kildeskat. Med hensyn til udskrivningsloven var man i venstre specielt betænkelig ved, at merværdiafgiften nødvendiggjorde persontilskud til 800.000 personer. Ved vurderingen af den samlede skattereform var det vigtigt at se regeringens forslag til skatteskalaer og skatteloft, men sådanne forslag forelå endnu ikke. Henry Christensen sluttede med at henstille til regeringen at søge skattereformen gennemført på bredt politisk grundlag.

Poul Møller (KF) savnede oplysninger om, hvor meget udskrivningslovforslaget ville indbringe. Det måtte vel være finanslovens skøn, der stod ved magt, når andet ikke var oplyst, men budgetsituationen var jo ganske uklar. Der var spørgsmålet om statens lønudgifter, landbrugsstøtten og finansieringen af statens boligfond. Endelig var det langtfra givet, at merværdiafgiften kunne gennemføres inden 20. marts. Inden de konservative kunne stemme for merværdiafgiften, måtte der foreligge en bindende aftale om alle afgørende led i den fremtidige skattereform. De konservative erkendte, at der var massivt flertal for skattefradragsrettens afskaffelse og for kildeskatten, men man måtte tage hensyn til de konservative synspunkter vedrørende skattepolitikken i øvrigt, hvis man ønskede de konservatives stemmer for merværdiafgiften. Vigtige spørgsmål var endnu uafklarede, specielt skalaerne efter skattefradragsreglens afskaffelse og reglerne om skatteloft. Også de konservative var meget betænkelige over persontilskudsordningen. Kunne man ikke finde en anden form for kompensation, der gav samme sociale balance?

Aksel Larsen (SF) fandt, at udskrivningslovforslaget i betragtning af vort dårlige skattesystem var et tiltalende lovforslag, fordi det indeholdt sociale lettelser. Lettelserne ville imidlertid forringe statens indkomster med ca. 1 milliard kr., og der var jo mange måder at skaffe dækning herfor på, f. eks. gennem aktieselskabsskatten, arveafgifterne, formueskatten, begrænsning af fradragsretten for reklameudgifter og besparelser på militærudgifterne. Dette ville dog ikke kunne give 1 milliard kr., og regeringen ville jo skaffe dækning gennem merværdiafgiften. I virkeligheden var det nu merværdiafgiften, der var foreslået først, skattelettelserne var ment som kompensation for denne afgift. Aksel Larsen mente ikke, at der i befolkningen var noget ønske om merværdiafgift, men den var nu foreslået som led i en skattereform, der indebar afskaffelse af skattefradragsreglen, og det var det væsentlige i reformen. Aksel Larsen havde imidlertid andre ønsker i forbindelse med reformen: parcelhusejernes skattebegunstigelser måtte afskaffes, men over en lang årrække, fordi så mange parcelhusejere i dag kun kunne klare de store boligudgifter i kraft af skattelettelsen, som de i øvrigt havde betalt sælgeren for. Opsparings- præmieringerne måtte afskaffes, og der måtte indføres en virkelig kapitalvindingsskat. Den samlede vurdering af skattereformen måtte imidlertid afhænge af, om der skabtes en virkelig progression i beskatningsbyrden.

Hilmar Baunsgaard (RV) kunne i princippet godkende den tredeling af skattereformen, som regeringen havde lagt op til. Udskrivningslovforslaget imødekom de radikales ønsker om kompensationer til sikring af den sociale balance, men man kendte endnu ikke behovet for en stramning af finanspolitikken. Lønforhandlingerne var uafklarede, og hvad med de landbrugsøkonomiske foranstaltninger? Endvidere var det et spørgsmål, om det var muligt at sætte merværdiafgiften i kraft uden at ændre en eneste af punktafgifterne. Der havde f. eks. tidligere været enighed om at afskaffe restaurationsafgiften i forbindelse med indførelsen af merværdiafgiften. Til alt dette føjede sig spørgsmålet, om det over for erhvervslivet var forsvarligt at sætte merværdiafgiften i kraft med så kort varsel som til 1. juli, og før de radikale kunne tiltræde merværdiafgiften, måtte der være enighed om de andre led i skattereformen. Der måtte tilvejebringes en aftale om skatteskalaer, principperne for de fremtidige fradragsregler og for sambeskatningens ophævelse, og der måtte også findes en løsning for de medarbejdende hustruer. Endelig måtte man finde en mere praktisk udformning af kildeskatten.

Efter Niels Westerby (LC)s mening havde vælgerne gennem valgresultatet klart givet udtryk for, hvad de ønskede. At sagen alligevel var gået i politisk hårdknude, skyldtes, at folkesocialisterne ikke kunne beslutte sig. I den øjeblikkelige situation havde man beskæftiget sig for lidt med finanspolitikken og de samfundsøkonomiske problemer. Liberalt centrum kunne ikke tilslutte sig merværdiafgiften, før det var klargjort, hvortil provenuet skulle anvendes. Det ville i øvrigt give større mulighed for reformer af det direkte skattesystem, hvis merværdiafgiften forhøjedes til 15 pct. Liberalt centrum ville gerne medvirke til en hurtig skattereform: skattefradragsreglens ophævelse, merværdiafgift og kildeskat for alle, men der måtte skaffes større klarhed over indholdet af alle leddene i reformen.

Under debatten fremsatte Henry Christensen (V) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget opfordrer regeringen til som grundlag for tingets videre arbejde med skattereformen at fremlægge et samlet oplæg til forhandling om det fremtidige indkomstskattesystem og herunder at opfylde det før valget givne løfte om forslag til et effektivt skatteloft, fortsætter tinget behandlingen af udskrivningslovforslaget."

Dette forslag besvaredes af Peter Nielsen (S) med følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget tager til efterretning, at finansministeren er rede til i folketingsudvalget at drøfte et egnet skatteloft og stille forslag herom,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Efter at Poul Møller (KF) havde påvist, at vedtagelse af Peter Nielsens forslag ville betyde, at udskrivningslovforslaget var bortfaldet, ændrede Peter Nielsen sit forslag til:

„Idet folketinget tager til efterretning, at finansministeren er rede til i folketingsudvalget at drøfte et egnet skatteloft og stille forslag herom,

fortsætter tinget behandlingen af udskrivningslovforslaget."

Til dette forslag stillede Henry Christensen (V) nu følgende ændringsforslag:

„Efter ordene „i folketingsudvalget" indføjes: „at fremlægge et samlet oplæg til forhandling om det fremtidige indkomstskattesystem og at stille forslag om et egnet skatteloft", hvorefter ordene: „at drøfte et egnet skatteloft og stille forslag herom" udgår", idet han samtidig trak sit oprindelige forslag tilbage.

Efter at Henry Christensens ændringsforslag var forkastet med 75 stemmer mod 29, medens 34 medlemmer undlod at stemme, vedtoges Peter Nielsens dagsordensforslag enstemmigt med 75 stemmer, medens 64 medlemmer undlod at stemme.

Lovforslaget henvistes derefter til behandling i kildeskatteudvalget.

Udvalgets forhandlinger drejede sig i væsentlig grad om den foreslåede persontilskudsordning, og det oplystes herom i udvalgets betænkning:

„Der har fra flere sider i udvalget været udtalt betænkelighed over de foreslåede regler om persontilskud, og man har drøftet med finansministeren, om det var muligt på anden måde at skaffe kompensation for de af lovforslaget om merværdiafgift følgende forhøjelser af forbrugsudgiften til personer, som enten slet ikke eller kun i begrænset omfang vil få del i de foreslåede lettelser i statsindkomstskatten. Ministeren har ikke fundet det muligt på indeværende tidspunkt at udforme andre bestemmelser, der giver en rimelig dækning til den omhandlede persongruppe, men ministeren har tiltrådt, at bestemmelserne optages til revision med henblik på persontilskuddenes afløsning af tilsvarende forhøjelser af sociale ydelser, eventuelt kombineret med andre former for kompensation.

Der har mellem udvalget og ministeren været enighed om, at kompensationen hverken i form af persontilskud eller i anden form bør ydes til personer med indkomster over den skattefri bundgrænse for forsørgere."

Medens socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget herefter indstillede lovforslaget til vedtagelse med nogle af finansministeren foreslåede ændringer, hvoraf de væsentligste er omtalt i det foregående, indeholdt betænkningen følgende udtalelser fra de andre partiers medlemmer af udvalget:

Et andet mindretal (venstres medlemmer af udvalget) skal bemærke, at lovforslaget må ses i sammenhæng med forslaget til lov om almindelig omsætningsafgift, og henviser til sine bemærkninger i betænkningen til dette lovforslag.

Specielt skal mindretallet advare imod den nydannelse, der ved nærværende lovforslag indføres i dansk skattelovgivning med persontilskud til 800.000 skatteydere. Mindretallet mener, at kompensationsproblemer i givet fald må søges løst ad andre veje end de her foreslåede.

Mindretallet skal yderligere pege på den utilfredsstillende løsning af problemet om beskatningen af de indkomststigninger i 1966, der ligger ud over de i lovforslaget fastsatte grænser. Disse indkomststigninger vil nu blive beskattet med de meget høje marginalprocenter, uden at de vil blive modsvaret af den til disse høje procenter forudsatte adgang til skattefradrag.

Under hensyn til de nævnte forhold kan mindretallet ikke medvirke til gennemførelsen af lovforslaget.

Et tredje mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til lovforslagets vedtagelse. Som begrundelse herfor anføres, at lovforslaget forudsætter vedtagelse af merværdiafgiftsforslaget, som partiet vil stemme imod, da der ikke er opnået enighed om, at statens øgede indtægter ved indførelse af merværdiafgift skal anvendes til en omlægning af skattesystemet. Mindretallet har i øvrigt arbejdet for, at udskrivningslovforslagets bestemmelser om persontilskud omformes til en mindre betænkelig ordning, f. eks. ved forhøjelse af folke-, invalide- og enkepensioner, en yderligere forhøjelse af børnetilskud samt øgede bevillinger til ungdommens uddannelsesfond, således at de ved merværdiafgiftens indførelse nødvendige sociale kompensationer ikke medfører ny administration og kontante tilskud til 800.000 personer. Selv om finansministeren ikke har afvist de synspunkter, der ligger til grund for disse tanker, har ministeren dog fastholdt lovforslaget, og ministerens henvisning til en senere revision har ikke for mindretallet været tilfredsstillende.

Mindretallet kan stemme for de af finansministeren fremsatte ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (det radikale venstres medlemmer af udvalget) udtaler:

Da lovforslaget i den foreliggende form forudsætter, at der i folketinget vedtages en lov om merværdiafgift, som mindretallet ikke kan medvirke til, kan mindretallet ikke stemme for forslaget.

De af finansministeren stillede ændringsforslag tilstræber alle en klargøring af administrationen. Mindretallet kan derfor tiltræde disse ændringsforslag.''

Efter at finansministerens ændringsforslag, der alle var tiltrådt af hele udvalget, var vedtaget ved lovforslagets 2. behandling, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 90 stemmer (S, SF) mod 4 (LC), medens 74 medlemmer (V, KF, RV) undlod at stemme.