Loven er et led i skattereformen. For at afhjælpe de ulemper, der er knyttet til det gældende indkomstskattesystem, indføres ved loven en kildeskatteordning, hvorunder de personlige skatter betales i så nær tilknytning som muligt til erhvervelsen af den skattepligtige indkomst. Ifølge lovens § 91 fastsættes tidspunktet for dens ikrafttræden ved lov.

Lovens indhold afviger på væsentlige punkter fra lovforslaget, der ved sin fremsættelse var enslydende med det den 12. oktober 1966 fremsatte forslag til lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (Kildeskat), om hvis indhold der henvises til omtalen nedenfor side 418, jfr. årbog 1964-65, side 425 ff.

Ændringerne foretoges alle i henhold til ændringsforslag af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning. De væsentligste af ændringerne er følgende:

1. Ved ændring af reglerne om, hvem der er fuldt skattepligtige her i landet, skete der en væsentlig udvidelse af skattepligten. Efter ændringen vil skattepligten bestå, så længe en person har bopæl her i landet. Selv om bopælen her i landet opgives, opretholdes skattepligten i de første 4 år efter bopælsopgivelsen. Dog skal skattepligten bortfalde i det omfang, den pågældende dokumenterer at være undergivet beskatning til fremmed stat eller Færøerne efter de for derboende gældende regler. Hvor skatteyderen har opretholdt sin bopæl her og således ubetinget er skattepligtig her til landet, vil bestemmelserne i de med andre lande indgåede overenskomster til undgåelse af dobbeltbeskatning dog ofte medføre, at beskatningen her ophører. Den fortsatte skattepligt for personer, der bevarer bopæl her, vil føre til dobbeltbeskatning i de tilfælde, hvor flytning sker til et land, hvormed Danmark ikke har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst, men denne dobbeltbeskatning ophæves i medfør af kreditreglen i ligningslovens § 33, for så vidt angår indtægter, der hidrører fra kilder i udlandet.

Det må antages, at disse regler gør det vanskeligere for herboende at etablere sig som „udlandsdanskere", dels fordi skattepligten ikke ophører, blot fordi bopælen opgives, dels fordi Nationalbanken ikke kan antages at ville betragte en person som valutaudlænding, så længe den fulde skattepligt til Danmark består.

2. Lovforslaget byggede ved sin fremsættelse på skatte- fradragsreglen, men med sådanne modifikationer, at dens skadelige virkninger i det væsentlige ville blive afbødet. Ved ændringerne af lovforslaget ophævedes imidlertid retten til at fradrage de personlige skatter til staten og kommunen, kirkelige afgifter og folkepensionsbidrag ved indkomstopgørelsen.

3. Det i lovforslagets § 25 omhandlede standardfradrag skulle bl. a. tjene til dækning af udgifter til sygeforsikring og indskud på kapitalbindingskonti. Da det var tanken at afskaffe fradrag for beløb, der anvendes til disse formål, nedsattes standardfradraget med en tredjedel.

4. Lovforslaget indeholdt i § 35 en bestemmelse om, at det ved lov forud for hvert kalenderår skulle fastsættes, hvorledes indkomstskatten skulle udskrives for:

1) gifte mænd, der sambeskattes med hustruen, uden at denne ansættes særskilt til skat i henhold til § 4, stk. 2.

2) gifte mænd, når hustruen ansættes særskilt til skat af en skattepligtig indkomst, der ikke er større end mandens skattepligtige indkomst, samt

gifte kvinder, der ansættes særskilt til skat af en skattepligtig indkomst, der er større end mandens skattepligtige indkomst.

3) andre skattepligtige personer end de under 1) og 2) nævnte.

For at denne bestemmelse ikke skulle virke præjudicerende for afgørelsen af spørgsmålet, om skatten skal udskrives efter én skala eller efter flere, ændredes den til blot at udtale, at reglerne for udskrivningen skal fastsættes ved lov forud for hvert kalenderår.

5. Det var i lovforslagets § 35, stk. 3, bestemt, at indkomstskatten i dødsboer skulle udskrives med den udskrivningsprocent, der var fastsat for det laveste indkomsttrin i de i § 35, stk. 1, nævnte udskrivningsskalaer. Man fandt det imidlertid hensigtsmæssigt at ændre denne bestemmelse, således at procentsatsen for udskrivningen af indkomstskatten i dødsboer skal fastsættes i den årlige udskrivningslov.

6. Der var efter lovforslagets § 37 adgang til at indrømme en forhøjelse af personfradraget for den kreds af personer, der efter de gældende regler opnår nedslag i skatteansættelsen (folkepensionister m. fl.). Det er imidlertid hensigten at tilvejebringe en ordning, hvorefter man undgår de særlige nedslagsregler. Disse regler kan i så fald mest hensigtsmæssigt erstattes af en forhøjelse af pensionsydelserne. Med henblik herpå er adgangen til at indrømme forhøjet personfradrag udgået af lovforslaget.

7. Under folketingsbehandlingen fremkom der stærk kritik af bestemmelsen i lovforslagets § 44, stk. 2, hvorefter husmødre, der udbetalte mere end 20 kr. om ugen i vederlag for medhjælp, skulle opkræve kildeskat af deres medhjælp. Under hensyn hertil ophævedes de pågældende bestemmelser, hvorefter de særlige regler om indeholdelse af skat hos medhjælp i privat husholdning og i landbruget kan fastsættes senere, således at der bliver mulighed for at drøfte den nærmere ordning med de interesserede organisationer. I bemærkningerne til ændringsforslaget udtaltes det, at reglerne bør udformes således, at den almindelige husmoder ikke skal medvirke ved skatteopkrævningen.

Den under nr. 2 omhandlede ændring, der indebar en ophævelse af skattefradragsreglen, var bebudet af finansministeren allerede ved fremsættelsen af lovforslaget. Finansministeren udtalte her bl. a.:

" ... Som forslaget foreligger, bygger det på skattefradragsreglen, men med sådanne modifikationer, at dens skadelige virkninger i alt væsentligt skulle være afbødet. Det ligger navnlig i, at fradraget omfatter netop de skatter, der skal svares af årets indkomst, og at opkrævningen og slutopgøret skal ske på grundlag af særlige opkrævningsskalaer, hvori skattefradraget er indregnet. På denne måde ville det være muligt at opbygge et system, der er væsentligt bedre end det nuværende. Vi har imidlertid aldrig lagt skjul på, at man efter vor opfattelse vil få en endnu bedre og enklere kildeskat, hvis man helt afskaffer skattefradragsreglen, og vi agter derfor nu at stille ændringsforslag om, at skattefradragsreglen udgår.

Der kan så blive spørgsmål om at skabe det såkaldte „loft" over skatterne på anden måde. Der er fra flere sider nævnt muligheder i så henseende, og regeringen vil naturligvis forhandle om, hvorledes man mest praktisk kan opnå den ønskede sikkerhed.

Det er nærliggende at spørge, om skattefradragsreglen ikke lige så godt straks kunne ophæves. Det ville dog være for tidligt at ophæve fradraget for skatterne allerede med virkning for 1967-68. Der må tages hensyn til de dispositioner, skatteyderne allerede har truffet i forventning om, at de betalte skatter kan fradrages. Der må også være tid til at udarbejde de nødvendige overgangsregler. F. eks. bør der tages hensyn til de personer, der ved overgangen vil gå glip af et særligt stort skattefradrag. Det må endvidere hindres, at adgangen til forudbetaling af skat udnyttes til at opnå urimeligt store skattebesparelser i forbindelse med skattefradragets bortfald...."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om kommunal indkomstskat, se nedenfor side 246. Ved lovforslagenes 1. behandling konstaterede Peter Nielsen (S) med tilfredshed, at der efter nyvalget til folketinget var flertal i tinget for kildeskat og for afskaffelse af skattefradragsreglen. Han tilsagde sit partis vilje til at forhandle om de tekniske spørgsmål, og kunne ordningen lettes for arbejdsgiverne, var det klart, at man ville forhandle herom. Socialdemokratiet så helst et bredt forlig om kildeskatten, men det var en forudsætning, at et sådant forlig ikke svækkede evneprincippet. Henry Christensen (V) fremhævede lovforslagets placering som led i en skattereform. Han håbede, at regeringen ville gennemføre reformen på et bredt grundlag i folketinget, hvilket forudsatte rimelig gensidig hensyntagen, men han udtrykte bekymring over, at regeringen ved isolerede forslag allerede var begyndt at disponere over provenuet af merværdiafgiften. Skattereformen måtte betragtes som en helhed. Når venstre hidtil havde taget afstand fra kildeskatten, skyldtes det frygten for den voldsomme nye administration, man derved ville pålægge ikke mindst de mindre erhvervsdrivende. Ville regeringen overveje en ordning, der pålagde ligningsmyndighederne en så stor del af arbejdet med beregningen af skatten som overhovedet muligt? Dette kunne blive afgørende for de videre forhandlinger. Ninn-Hansen (KF) håbede ikke, at konstateringen ved folketingsvalget af flertallet for kildeskatteordningen betød, at de konservative ikke fik mulighed for at forbedre lovforslaget, for en forbedring var tiltrængt. Det måtte være muligt i højere grad at udnytte de moderne dataanlæg, således at ordningen ikke skulle opbygges på grundlag af en spredt administration hos alle de større og mindre arbejdsgivere. Ligeledes fandt man det vigtigt, at man i højere grad nåede frem til en definitiv kildeskatteordning, således at efterbeskatning efter årets udgang blev undgået. Når skattefradragsreglen nu skulle ophæves, blev opgaven at finde frem til et andet værn for skatteyderne, og de konservative lagde megen vægt på at få fæstnet dette værn så stærkt som muligt. Endelig måtte ved skattereformen de uheldige virkninger af sambeskatningen ophæves. Ømann (SF) ønskede ikke nærmere at drøfte de løsninger, der på forskellige områder fandtes i det fremsatte lovforslag. Forudsætningerne var ændrede efter folketingsvalget, og spørgsmålene måtte overvejes på ny. Skattefradragsreglen ville blive ophævet, og det betød, at skalaerne måtte overvejes igen, bl. a. med hensyn til spørgsmålet om sær- og sambeskatning. Endelig måtte hele opkrævningsfunktionen tilrettelægges under hensyn til alle mulige konfliktsituationer. Hilmar Baunsgaard (RV) formulerede forskellige principper, der måtte være hovedretningslinjer for arbejdet med indførelse af kildeskat: beskatningsgrundlaget måtte nærme sig det faktiske indkomstgrundlag så meget som muligt, skattesystemet måtte gøres enkelt og overskueligt, kildeskatten måtte opgøres så nær den definitive skat som overhovedet muligt. Ved revisionen af de gældende fradragsregler var det vigtigt at sondre mellem omkostningsbestemte fradrag og ikke-omkostningsbestemte fradrag, idet de sidstnævnte burde gives som et nedslag i skatten. De radikale betragtede det som et gode, at skattefradragsreglen blev ophævet, men der var vigtige spørgsmål, der måtte løses i denne forbindelse: spørgsmålet om udformning af et skatteloft og fastsættelse af skalaer. Hilmar Baunsgaard henviste til det af de radikale herom fremsatte forslag. Niels Westerby (LC) fandt det vanskeligt at tage stilling til lovforslaget i den foreliggende form. Det indeholdt ikke skalaer, og vigtige spørgsmål i forbindelse med de bebudede ændringsforslag om ophævelse af skattefradragsreglen var ikke løst. Dette gjaldt f. eks. spørgsmålet om skatteloft. Spørgsmålet om opkrævningsformen så han lidenskabsløst på. Det drejede sig for ham blot om at nå frem til den mest praktiske, mest enkle og mest håndterlige form, men de forskellige muligheder var endnu ikke tilstrækkeligt belyst.

Efter 1. behandling henvistes lovforslagene til behandling i et udvalg, hvis afsluttende forhandlinger koordineredes med forhandlingerne i udvalget angående forslag til lov om almindelig omsætningsafgift. Det lykkedes ikke at tilvejebringe enighed i udvalget, der ved afgivelsen af sin betænkning delte sig i 4 mindretal. Det hedder herom i betænkningen:

„ .... Udvalget har under sin behandling af lovforslagene drøftet en række spørgsmål vedrørende andre elementer i den skattereform, der agtes gennemført i forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget om en merværdiafgift. Spørgsmålene har navnlig drejet sig om:

1. Skattefradragsreglens afskaffelse.

Det nævnte mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) er enig med ministeren i, at det er mest hensigtsmæssigt at afskaffe skattefradraget fra og med skatteåret 1968-69. Dette vil medføre en lempeligere beskatning af merindtægten allerede for den merindtægt, der er opnået i 1967. Endvidere vil overgangsproblemer, der er opstået ved skattefradragets, afskaffelse, løses, inden kildeskatten sættes i kraft.

Afskaffelsen af skattefradragsreglen bør også omfatte kommuneskatten (og de kirkelige afgifter).

Finansministeren har givet tilsagn om at fremsætte lovforslag om en ændret formueskatteskala, hvorved procenterne nedsættes som følge af skattefradragsreglens bortfald.

Efter de i udvalget stedfundne drøftelser af spørgsmålet om nødvendigheden af en særlig regel om skatteloft kan mindretallet tiltræde finansministerens opfattelse, hvorefter et skatteloft bedst opnås ved fastsættelsen af en grundbeløbsskala, således at ændringer i skatteudskrivningen sker med samme procent på alle indtægtstrin.

Udvalget har med finansministeren drøftet de specielle problemer, der vil opstå ved overgangen fra den hidtidige skattefradragsregel til et skattesystem uden skattefradragsregel. Der er i udvalget enighed om, at der må findes en ordning, der skaber en rimelig balance mellem de forskellige grupper af skatteydere, og at der ved overgangsordningen særlig må tages hensyn til personer, der ved skattefradragsreglens ophævelse går glip af fradrag for en skat, der er særlig stor i forhold til indtægten. Ministeren har over for udvalget givet tilsagn om at søge lovforslaget herom gennemført snarest muligt.

Under udvalgets drøftelser har finansministeren fremlagt følgende udkast til en grundbeløbsskala for indkomstskatten til staten.

Udkastet bygger på den forudsætning, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal gives fradrag for kommuneskat og kirkelige afgifter, samt at der, forinden skatten beregnes, yderligere skal gives personfradrag på 10.000 kr. for forsørgere og 5.000 kr. for ikke-forsørgere.

Udkast til grundbeløbsskala.

Af en indkomst på under 16.000 kr. betales: 19 pct.

Af en indkomst på 16.000-24.000 kr. betales: 3.040 kr. af 16.000 kr. + 30 pct. af resten.

Af en indkomst på 24.000-32.000 kr. betales: 5.440 kr. af 24.000 kr. + 38 pct. af resten.

Af en indkomst på 32.000-60.000 kr. betales: 8.480 kr. af 32.000 kr. + 45 pct. af resten.

Af en indkomst på 60.000 kr. og derover betales: 21.080 kr. af 60.000 kr. + 50 pct. af resten.

Det er forudsat, at såvel personfradragene som indkomstgrænserne i skalaen skal reguleres på grundlag af pristallet.

De skattebeløb, der fremkommer ved anvendelsen af dette skalaudkast, angiver statsindkomstskattens grundbeløb, der eventuelt må forhøjes eller nedsættes under hensyn til det aktuelle udskrivningsbehov. Disse reguleringer skal foretages med samme procent på alle indkomsttrin.

Hvis der herefter skal udskrives 90 pct. af grundbeløbene, kan følgende skala benyttes:

Af en indkomst (efter fradrag for kommuneskat og efter personfradrag) på under 16.000 kr. betales: 17,1 pct.

Af en indkomst (efter fradrag for kommuneskat og efter personfradrag) på 16.000-24.000 kr. betales: 2.736 kr. af 16.000 kr. + 27,0 pct. af resten.

Af en indkomst (efter fradrag for kommuneskat og efter personfradrag) på 24.000-32.000 kr. betales: 4.896 kr. af 24.000 kr. + 34,2 pct. af resten.

Af en indkomst (efter fradrag for kommuneskat og efter personfradrag) på 32.000-60.000 kr. betales: 7.732 kr. af 32.000 kr. + 40,5 pct. af resten.

Af en indkomst (efter fradrag for kommuneskat og efter personfradrag) på 60.000 kr. og derover betales: 18.972 kr. af 60.000 kr. + 45,0 pct. af resten.

Med en udskrivning på 90 pct. er der taget hensyn til den nedsættelse af indkomstskatten til staten, som gennemførelsen af merværdiafgiften giver mulighed for i skatteåret 1968-69, hvis der ikke sker andre ændringer i udskrivningsbehovet.

I øvrigt må udkastet til grundbeløbsskalaen omarbejdes, da der som foran omtalt ikke skal gives skattefradrag for kommuneskat og kirkelige afgifter.

2. Kildeskatteordningen.

Med hensyn til kildeskatteordningen kan mindretallet tiltræde, at lovforslagene søges sat i kraft den 1. januar 1969.

Ved kildeskatten skal gennemføres en selvstændig beskatning af den udearbejdende hustrus indtægt ved lønarbejde og selvstændig erhvervsvirksomhed.

Efter mindretallets opfattelse viser det materiale, der har været forelagt udvalget, at en ophævelse af sambeskatningen, der gennemføres samtidig med en ophævelse af hustrufradraget, vil medføre en socialt urimelig fordeling af skattebyrden. Ægtepar med samlet indkomst under ca. 30.000 kr. vil i så fald ikke få del i den tilsigtede skattelettelse, medens ægtepar med højere indtægter vil få særlig stor skattelettelse. Det må derfor overvejes at bibeholde hustrufradraget eller at indføre en form for hustru- eller familiefradrag i de tilfælde, hvor hustruen har selverhverv. Dette fradrag, der bør pristalsreguleres, kan eventuelt gives som et fradrag i skatten. For medhjælpende hustruer bør overvejes rimeligheden af at indføre et særligt pristalsreguleret fradrag. Sådanne ændringer medfører, at der må udarbejdes nye grundbeløbsskalaer, og det kan måske vise sig praktisk at arbejde med flere skalaer for at opnå en rimelig fordeling af skattebyrden på de forskellige grupper af skatteydere.

De rent juridiske problemer, der kan opstå i forbindelse med den foreslåede særbeskatning, har været nævnt i udvalget, hvor der imidlertid er enighed om, at dette spørgsmål bør henvises til justitsministeriets ægteskabsudvalg.

Der har i udvalget været rejst spørgsmål om, hvorvidt indehavere af mindre erhvervsvirksomheder kan opnå en ordning, hvorefter arbejdet med beregning og indeholdelse af skat hos medarbejderne overlades til et pengeinstitut eller lignende. Finansministeren har oplyst, at lovforslagets bestemmelser ikke vil være til hinder for, at der træffes aftale med de ansatte om sådanne ordninger.

3. Fradragsreglerne.

Under den almindelige gennemgang af skatteproblemer, som det er fundet naturligt at foretage ved overgangen til et nyt skattesystem, har udvalget i særlig grad interesseret sig for de gældende fradragsregler. Man er under drøftelserne heraf blevet enig om, at sygekassekontingenter og præmier til syge- og ulykkesforsikring ikke skal kunne fradrages i det omfang, de er af nogenlunde samme størrelse for næsten hele befolkningen. Endvidere finder mindretallet, at retten til fradrag for indskud på kapitalbindingskonti bør ophæves, jfr. bemærkningerne til ændringsforslag nr. 9.

Det nugældende fradrag for udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads bør ændres således, at de 400 kr. forhøjes til 600 kr., overgrænsen på 1.800 kr. til 2.000 kr. Samtidig bør reglen vedrørende fradrag for udgift til befordring mellem flere samtidige arbejdspladser ændres således, at den kun gælder, hvor den skattepligtige har 2 eller flere arbejdspladser uden for bopælen.

Udvalget har drøftet bestemmelsen i ligningslovens § 8 A om ret til ved opgørelsen af den skattepligtige indtægt at fradrage gaver til visse almennyttige formål. I forbindelse hermed er drøftet bestemmelsen i ligningslovens § 14, stk. 2, hvorefter der kan opnås fradrag for bl. a. løbende ydelser af gavekarakter til foreninger, fonds o. lign. Der er i udvalget enighed om, at den nuværende praktisering af bestemmelsen i ligningslovens § 8 A er uheldig, men at den videre drøftelse af disse spørgsmål bør henskydes til folketingets behandling af ligningsloven.

Mindretallet indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren foreslåede ændringer.

Et andet mindretal (venstres medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til lovforslagenes gennemførelse. Mindretallet har tilbudt at medvirke til en skattereform uden merværdiafgiften, men med gennemførelse af en samtidighedsskat og ophævelse af fradragsretten for statsindkomstskat mod et andet tilstrækkelig effektivt skatteloft.

Denne af mindretallet fremhævede sammenhæng har regeringen ikke ønsket at medvirke til eller forhandle om.

Spørgsmålet om, hvilken form en samtidighedsskat i dansk skattepolitik skal have, er efter mindretallets opfattelse foreløbig så uafklaret, at en endelig stillingtagen ikke kan anses for forsvarlig. I udvalget har der over for regeringsforslaget været fremført en række konkrete indvendinger af både principiel og stor praktisk betydning. I den forbindelse skal bl. a. nævnes de foreslåede betydelige standardfradrag uden dokumentation og den meget vægtige henvendelse fra de kommunale myndigheder.

I udvalget er der endvidere fremlagt andre synspunkter og andre forslag til løsning af problemerne omkring samtidighedsskatten og kildeskatten. Disse synspunkter og forslag bør være helt anderledes gennemarbejdet, inden folketinget træffer beslutning.

Mindretallet har i udvalget peget på, at man ønsker beskatning på grundlag af samtidig indkomst gennemført samtidig med afløsningen af fradragsretten for statsskat og på en måde, så

1) hensynet til den enkelte skatteyders faktiske skatteevne og særlige forhold fastholdes, og

2) de administrative byrder for erhvervene og andre lønudbetalere gøres mindst mulige.

Ud fra det første hensyn må venstre vende sig imod de foreslåede store standardfradrag, som især vil gavne de store indkomster på grund af progressionen og de skatteydere, som ikke har udgifter ved indkomstens erhvervelse svarende til standardfradraget, men på bekostning af de mindre indkomster og de skatteydere, der faktisk har sådanne udgifter. Derfor er de store standardfradrag uretfærdige i deres virkninger.

Venstre har i stedet foreslået, at ligningsmyndighederne på grundlag af selvangivelsen fortsat foretager individuel ligning. På grundlag heraf og på grundlag af den kommunale og statslige skatteskala udfærdiges der en skattebillet til hver enkelt skatteyder. Af denne skal det umiddelbart fremgå, hvad den pågældende skatteyder skal svare i skat af løbende indtægt.

Venstre vil positivt overveje en kumulativ kildeskat, som har principielle fordele med hensyn til skattebetalingens løbende tilpasning til den samlede indkomst, men erkender, at dette system rejser betydelige tekniske problemer, som kræver nærmere overvejelse.

Efter en afklaring på disse punkter bliver det teknisk muligt i lovgivningen at tage stilling til,

1) i hvilket omfang arbejdsgivere og andre lønudbetalere skal opkræve skatten, og

2) i hvilket omfang den enkelte lønmodtager selv skal foretage indbetaling af den løbende skat hver måned af biindtægter og af hovedindtægt fra mindre virksomheder eller lejlighedsvise lønudbetalere.

Venstre har endvidere under udvalgsforhandlingen stillet konkrete forslag til en skattereform uden merværdiafgift og under forudsætning af samtidig overgang til beskatning af løbende indkomst og erstatning af fradragsretten for statsindkomstskat gennem et andet skatteloft.

Venstres forslag til den fremtidige indkomstskattereform er:

A. Skatteskalaer.

Forsørgere:

Af skalaindkomst
indtil 9.000 kr. svares 0 pct.,
mellem 9.000 og 34.000 kr. svares 16 pct.,
mellem 34.000 og 209.000 kr. svares 40 pct.,
ud over 209.000 kr. svares 45 pct.

Andre skatteydere ( „ikke-forsørgere" ):

Af skalaindkomst
indtil 5.500 kr. svares 0 pct.,
mellem 5.500 og 30.500 kr. svares 16 pct.,
mellem 30.500 og 205.500 kr. svares 40 pct.,
ud over 205.500 kr. svares 45 pct.

Ved at anvende personfradrag i stedet for skattefri bundgrænse (som det sker nu ved kommuneskattens beregning) og ved at sætte disse personfradrag til 9.000 kr. for forsørgere, og 5.500 kr. for andre skatteydere ("ikke-forsørgere") kan disse skalaer udtrykkes i følgende enhedsskala i forhold til skalaindkomster efter personfradrag og efter fradrag for kommuneskat:

Samtlige skatteydere:

Af skalaindkomst (efter personfradrag)
mellem 0 og 25.000 kr. svares 16 pct.,
mellem 25.000 og 200.000 kr. svares 40 pct.,
ud over 200.000 kr. svares 45 pct.

Størrelsen af personfradrag og øvrige indkomstgrænser i denne enhedsskala forudsættes reguleret i takt med den almindelige indkomstudvikling i samfundet, eksempelvis udtrykt ved udviklingen i den gennemsnitlige årsindkomst for faglærte arbejdere. Skalaen må under de nævnte forudsætninger om beskatningsgrundlaget og ved en udskrivningsprocent på 100 af grundbeløbsskalaen anslås at indbringe staten et indkomstskatteprovenu, der vil være 400-500 mill. kr. mindre end ved anvendelsen af de gældende skalaer for statsindkomstskatten.

Venstre forbeholder sig i øvrigt mindre tilpasninger af skalaer m. v. på baggrund af skattedepartementets kontrolberegninger.

B. Sambeskatningen.

1) Ægtefæller, som begge har selvstændig indkomst, skal frit kunne vælge mellem sambeskatning med „hustrufradrag" som hidtil og individuel beskatning, hvorved hver ægtefælle beskattes for sig efter ovennævnte enhedsskala og hver med et personfradrag på 5.500 kr.

2) Ægtefæller, som begge i betragteligt omfang udfører arbejde i ægteparrets fælles virksomhed, skal frit kunne vælge mellem sambeskatning med et „fradrag for medhjælpende ægtefælle" på 1.000 kr. og individuel beskatning, hvorved der tillægges den ene ægtefælle 30 pct. af indtægten, dog højst 12.000 kr., og den anden ægtefælle resten af indtægten, således at hver ægtefælle herefter beskattes for sig efter ovennævnte enhedsskala og hver med et personfradrag på 5.000 kr.

3) Det almindelige børnetilskud forhøjes med 150 kr. I tilknytning til forhøjelsen af de almindelige børnetilskud bør der ske en vis regulering af forældrebetalingen for børnehavepladser m. v.

Det provenutab, som opstår ved denne samlede reform af indkomstbeskatningen, den stærkt forenklede enhedsskala samt løsningen af sambeskatningsproblemet, vil ligge inden for og endog være betydelig mindre end de forhøjelser, som regeringen i forbindelse med sit forslag om merværdiafgiften har foreslået blot for de allerede punktbeskattede varer. Venstre har foreslået det til ovennævnte skattereform nødvendige beløb tilvejebragt alene ved disse mindre forhøjelser inden for de også hidtil punktbeskattede vareområder.

C. Skatteloft.

Venstre lægger afgørende vægt på at bevare fradragsretten for kommunale skatter og har under forhandlingerne peget på de væsentlige, saglige argumenter, som taler herfor.

Venstre ønsker endvidere tilvejebragt et effektivt skatteloft ved, at det fastlægges, at ingen skatteyder i alt i sådanne skatter, bidrag osv., som udskrives ved lovgivning og på grundlag af indkomstens størrelse, noget år kan pålægges at yde over 65 pct. af sin sidst tjente krone (overgrænse for marginalbeskatning).

I kraft af den ovenfor foreslåede og automatisk indkomstregulerede grundbeløbsskala vil denne højeste procent umiddelbart betyde et faktisk lavere skatteloft for alle indkomster undtagen de højeste, således for indkomster indtil ca. 200.000 kr. et skatteloft på 60 pct. af den sidst tjente krone. For lavere indkomster vil loftet automatisk være lavere.

Hvis forskelle i de kommunale beskatningsprocenter ville betyde, at skatteloftet i nogle tilfælde ellers ville blive gennembrudt, skal indkomstskattebeløbet til staten i disse tilfælde nedsættes så meget, at skatteloftet respekteres.

D. Beskatning af opsparing.

Mindretallet beklager, at finansministeren ikke har været i stand til at fremlægge konkrete forslag til en formueskatteskala og til dennes tilpasning med hensyn til bortfaldet af skattefradragsretten.

Bortfaldet af fradragsretten for formueskat rejser særlige problemer for formueejere med små indkomster. Disse problemer må løses ved en udbygning af reglerne om nedslag i skatten, hvor formuens afkast er særlig ringe, herunder hvor formuen fremkommer ved de opskrevne ejendomsvurderinger, uden at skatteevnen herved er forøget.

Venstre ønsker endvidere den skattemæssige tilskyndelse til opsparing opretholdt og må afvise regeringens forslag om afskaffelse af reglerne om kapitalbinding. Venstre foreslår i stedet, at nedslag i den skattepligtige indkomst ved kapitalbinding afløses af nedslag i skatten.

Et tredje mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) har i udvalget arbejdet for, at en skattereform med overgang til kildeskat skulle danne grundlag for en omlægning af beskatningen, så merværdiafgiftens provenu anvendes til en nedsættelse af de direkte skatter. Mindretallet har under forhandlingerne søgt at opnå tilsagn om en begrænsning af den direkte statsskat, men har ikke kunnet opnå tilsagn herom. Under drøftelsen af det af regeringen fremlagte skalaudkast har mindretallet stillet forslag om at afdæmpe progressionen for mellemindkomster gennem nedsættelse af beskatningsprocenten.

Mindretallet har stillet forslag om et skatteloft, der ville få virkning for alle indkomstgruppers beskatning.

Fradragsretten for kommuneskat er af mindretallet foreslået bevaret, for at forskellen i skattetryk i kommuner med høj og lav beskatningsprocent kunne udjævnes til gavn for beboerne i kommuner med særlig høj kommunal beskatning.

Mindretallet har fremsat ønske om, at udearbejdende hustruer særbeskattes efter enhedsskalaen, at medhjælpende hustruer får et særligt fradrag, og at der indføres et særligt familiefradrag.

Under forhandlingerne har mindretallet ønsket sikkerhed for, at husmødre ikke skal opkræve kildeskat, og at der bliver adgang for erhvervsdrivende til at få de ansattes skat beregnet og opkrævet gennem et pengeinstitut.

Mindretallet har vendt sig imod afskaffelsen af de kapitalbindingskonti, der ifølge oplysninger i udvalget i særlig grad anvendes af arbejdere og funktionærer.

Under drøftelse af forslag om at afskaffe fradrag for bidrag og gaver til foreninger har mindretallet præciseret, at det konservative folkeparti ønsker at fastholde dette fradrag, der er af stor betydning for en række foreninger med samfundsnyttige formål.

Som udtryk for det konservative folkepartis tilslutning til kildeskatten kan mindretallet anbefale at stemme for lovforslagene, og partiet vil i forbindelse med kommende forhandlinger om en særlig ikrafttrædelseslov søge at sikre den mest enkle ordning og den mest rationelle administration.

Et fjerde mindretal (det radikale venstres medlemmer af udvalget) har erklæret sig villig til at medvirke til gennemførelse af en kildeskatteordning og har i udvalget fremlagt en skitse til en tidssvarende kildeskat.

For det første fastholdes i mindretallets forslag det grundlæggende princip, at skattebetalingen er et forhold mellem den enkelte skatteyder og det offentlige. For det andet opretholdes evne- og ligelighedsprincippet, idet standardfradrag og undladelse af beskatning af visse indtægter ikke er påkrævet efter det radikale forslag. For det tredje indebærer forslaget, at der opnås størst mulig overensstemmelse mellem den løbende og den endelige skat, således at store efterreguleringer ved årets slutning kan undgås. For det fjerde sikrer mindretallets forslag den enklest mulige administration for arbejdsgiverne og det mest hensigtsmæssige grundlag for skattemyndighedernes administration, idet det bygger på en rationel udnyttelse af moderne databehandlingsteknik.

Det er under udvalgsarbejdet blevet klart, at kildeskattens praktiske udformning ikke er afklaret med vedtagelsen af regeringens forslag, og mindretallet vil under folketingets videre arbejde med kildeskatten forsøge at påvirke denne lovgivning, så den fra starten kan være tidssvarende.

Mindretallet har stillet forslag om en skala, der gennem en automatisk indtægtsregulering af skalagrænserne sikrer en permanent fastlæggelse af byrdefordelingen imellem de enkelte indkomstgrupper. Som regeringens forslag fremtræder, imødekommes mindretallets ønsker ikke på afgørende områder.

Efter mindretallets forslag foregår skatteberegningen centralt, hvilket muliggør en smidigere løsning af sambeskatningens problemer, bl. a. ved særbeskatning af ægtefæller med udeerhverv og anvendelse af delebeskatning i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at udskille hustruens indkomst til særskilt beskatning.

Mindretallet har i udvalget stillet forslag om, at justitsministeriets ægteskabsudvalg skal udarbejde forslag om ændring af ægtefællers skattemæssige stilling, således at den bringes i overensstemmelse med de principper, der i ægteskabslovgivningen i mange år har været gældende for ægtefællers økonomiske ansvar.

Da den indstilling, der ovenfor er afgivet af socialdemokratiet og socialistisk folkeparti, på væsentlige punkter afviger fra mindretallets ønsker og forslag, kan mindretallet ikke medvirke til lovforslagenes gennemførelse --- ."

I et særligt hæfte var som bilag til betænkningen optrykt det væsentligste af det skriftlige materiale, der havde foreligget for udvalget under dets behandling af lovforslaget.

Til lovforslagets 2. behandling forelå i betænkningen en række ændringsforslag af finansministeren. De væsentligste af disse forslag er omtalt ovenfor. Tillige var der uden for betænkningen af venstres medlemmer af udvalget fremsat et underændringsforslag, der gik ud på at bevare fradragsretten for personlige skatter til kommunen samt kirkelige afgifter. Efter en indgående debat, hvorunder der fra flere sider blev udtrykt bitterhed over, at det ikke var lykkedes at nå til et bredt forlig om kildeskatten og merværdiafgiften, fremsatte Niels Westerby (LC) et forslag om motiveret dagsorden, der i sin endelige formulering havde følgende ordlyd:

„Idet folketinget konstaterer, at regeringspartiet og socialistisk folkeparti vil nedsætte et kontaktudvalg, at statsministeren skal deltage i udvalgets virksomhed, at udvalget skal følge — ikke blot selve lovgivningsarbejdet — men også dets forberedelse, at folketingets lovgivningsvirksomhed herved i vidt omfang vil blive en skinbehandling i forhold til behandlingen i det nedsatte kontaktudvalg, at SFs medlemmer af kontaktudvalget reelt får ministerindflydelse uden det heraf nødvendiggjorte parlamentariske ansvar, udtaler folketinget, at regeringen må anses for ikke længere at have den fornødne frihed og dermed evne til at lede lovgivningsarbejdet.

Tinget fortsætter herefter behandlingen af de foreliggende lovforslag."

Dette forslag forkastedes med 90 stemmer mod 4, medens 80 medlemmer undlod at stemme. Ved den påfølgende afstemning vedrørende lovforslaget vedtoges de af finansministeren foreslåede ændringer, efter at det af Henry Christensen m. fl. fremsatte underændringsforslag var forkastet med 94 stemmer mod 81.

Det ændrede lovforslag vedtoges ved 3. behandling ved navneopråb med 123 stemmer mod 35 (V), medens 19 medlemmer undlod at stemme. 2 medlemmer var fraværende.