L 87 Lov om ændring af lov om pension og hjælp til enker m. fl.

(Bortfald af børnetillæg m. v.).

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 241 af 03-06-1967
Lovforslaget var enslydende med det i 1. samling fremsatte lovforslag, hvorom henvises til side 476. Det fremsattes og behandledes sammen med bl. a. det side 317 omtalte forslag til lov om børnetilskud og andre familieydelser.

Ved loven ophæves de særlige regler om børnetillæg til enkepensionister. Dette er en følge af, at reglerne om ydelser til børn er blevet samlet i ovennævnte lov. Herudover forhøjes grænsen for den underholdshjælp, som kan ydes til den, der ikke opfylder betingelserne for at få enkepension, fra at være 85 pct. af folkepensionens grundbeløb til at være lig med dette grundbeløb. Denne ændring svarer til de nye, ovenfor på side 292 omhandlede regler i forsorgsloven om underholdshjælpens størrelse. Herudover indeholder loven mindre, redaktionelle ændringer.

Lovforslaget gav ikke ved 1. behandling anledning til særlige bemærkninger.

I den af udvalget afgivne betænkning stillede socialministeren ændringsforslag dels af redaktionel karakter dels med hensyn til lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Ved sidstnævnte ændringsforslag koordineredes ikrafttrædelsesbestemmelsen med de tilsvarende bestemmelser i såvel lov om børnetillæg og andre familieydelser som i lov om ændring af lov om offentlig forsorg.

De stillede ændringsforslag vedtoges ved 2. behandling, og efter fornyet udvalgsbehandling vedtoges lovforslaget enstemmigt ved
3. behandling.
Partiernes ordførere
Astrid Skjoldbo (S), P. E. Eriksen (V), Asger Jensen (KF), Gunhild Due (SF), Hanne Reintoft (SF), Grethe Philip (RV) og Inger-Lise Bech Hansen (LC)