B 14 Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af tre kommissioner vedrørende forurening.

Samling: 1967-68 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning var enslydende med et i folketingsåret 1966-67, 2. samling, fremsat forslag og gik ud på at opfordre regeringen til at nedsætte følgende 3 kommissioner, hver bestående af et begrænset antal særligt sagkyndige, der bør gives mulighed for i en begrænset periode at ofre en væsentlig del af deres arbejdsindsats på kommissionsarbejdet:

En kommission, der skal gennemarbejde problemerne i forbindelse med den stigende luftforurening og stille forslag om, hvilke lovgivningsinitiativer der er ønskelige på dette område.

En kommission, der på tilsvarende måde skal behandle problemerne i forbindelse med støjulemper af enhver art.

En kommission, hvis opgave det er at stille forslag om en kodifikation og, i det omfang det skønnes nødvendigt, en forbedring af den nuværende lovgivning vedrørende vandforurening og stille forslag om en administrativ forenkling og effektivisering af behandlingen af sager, der vedrører denne lovgivning.

Om baggrunden for forslagets fremsættelse og de forskellige partiers stilling til det henvises til omtalen i årbog 1966-67, side 573-575.

Forslaget nåede ikke at komme til 1. behandling, inden folketingsvalget blev udskrevet.