Ordføreren for forespørgerne, Haunstrup Clemmensen (KF), fremhævede som begrundelse for forespørgslen, at udviklingen i beskæftigelsen gav anledning til bekymring og var af en så alvorlig karakter, at det måtte være naturligt for folketinget nu at drøfte disse spørgsmål.
Sådan som udviklingen formede sig, ville den også medføre nedgang i produktionen, og der var grund til på ny at slå fast, at forudsætningen for en større velstand simpelt hen var en forøget produktion.
Det kunne næsten generelt siges, at på områder, hvor et fald var ønskeligt, i omkostninger, valutabalanceunderskud m. v., var der stigninger, og på områder, hvor der var brug for stigninger, i produktion, eksport m. v., var stigningen ikke tilstrækkelig stor, i visse tilfælde var den endda udeblevet.
Han erkendte, at der var både udenlandske og indenlandske årsager til vore vanskeligheder, men netop når de udenlandske vanskeligheder var størst, måtte man bestræbe sig på at gøre de indenlandske så små som muligt. Der var efter hans opfattelse tre hovedårsager til de indenlandske vanskeligheder: væksten i det danske omkostningsniveau, der var stærkere end hos vore udenlandske konkurrenter, opsparingen var for lille, hvilket medførte en alvorlig mangel på kapital til investeringer i erhvervslivet, og endelig savnede erhvervslivet den tryghed og den tillidsfulde atmosfære, som var en afgørende forudsætning for erhvervslivets trivsel. Hermed sigtede ordføreren til, at erhvervspolitikken førtes i samarbejde med socialistisk folkeparti, som ikke kunne forventes at have stor sympati for privat erhvervsliv.
Statsministeren gav først en redegørelse for den økonomiske situation. Han fremhævede, at det nødvendigvis måtte mærkes på dansk økonomi, når store dele af Vesteuropa, dækkende hovedparten af vor eksport, ramtes af en økonomisk afmatning. Hertil kom, at den internationale landbrugsprotektionisme i særlig grad ramte Danmark, som havde en langt større landbrugseksport end andre europæiske lande.
Der havde faktisk i de senere år været en meget kraftig forøgelse af de erhvervsmæssige investeringer her i landet, hvilket statsministeren belyste gennem en række taleksempler. Dansk industri havde trods skærpede konkurrencevilkår som helhed kunnet fastholde sin markedsandel. Også produktiviteten var steget betydeligt både inden for landbrug og industri, og vi havde derfor gode forudsætninger for at imødegå de øjeblikkelige vanskeligheder. Det var centralt vigtigt, at industriudviklingen og den øvrige erhvervsudvikling fortsat blev fremmet, hvis erhvervslivet skulle kunne løse den kommende tids opgaver.
Statsministeren redegjorde derefter for regeringens planer for at fremme en sådan udvikling. Disse retningslinjer omfattede et aktivt erhvervsprogram på 13 punkter:
Punkt 1. Erhvervene måtte tilføres kapital inden for rammerne af en forsvarlig økonomisk politik. Dette ville i første række ske ved, at Nationalbanken ved forhandlinger med kreditforeningerne søgte kreditkvotaerne til industri og landbrug forøget. Senere forhandlinger med banker ville på samme måde kunne sikre forudsætningerne for en rimelig kreditudvidelse.
Som punkt 2 ønskede regeringen at tilvejebringe forudsætninger for udnyttelse af den givne mulighed for udlån til industrien fra hypotekforeningerne.
Punkt 3. Regeringen ville, hvis der var interesse herfor, medvirke til at sikre Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk muligheder for at løse sin del af investerings- og finansieringsopgaverne i forbindelse med den fortsatte industrielle udbygning.
Punkt 4 vedrørte en henvendelse fra Landbrugsrådet og Husmandsorganisationerne, som ønskede udenlandske lån til gennemførelse af strukturændringer inden for landbruget. Spørgsmålet ville blive taget op til forhandling med landbruget i den allernærmeste fremtid.
Som punkt 5 nævnede statsministeren industriens muligheder for øget kapitaltilførsel over aktiemarkedet. Han troede ikke, at der her på kortere sigt kunne opnås væsentlige forbedringer, men et forslag til modernisering af børslovgivningen — som ville kunne virke i den rigtige retning — var under udarbejdelse.
Punkt 6 drejede sig om kapitalimport. Regeringen ville optage forhandlinger med Nationalbanken om en udvidelse af adgangen til kapitalimport til erhvervsformål ud over de allerede nævnte to formål.
Punkt 7 vedrørte den strukturrationalisering, der fandt sted i dansk industri. Regeringen var opmærksom på, at der ikke gennem f. eks. beskatningsregler lagdes hindringer i vejen for en naturlig udvikling, bl. a. gennem virksomhedssammenslutninger. Regeringen overvejede, i hvilket omfang de gældende regler for visse former for sammenslutning kunne videreføres til andre former for sammenslutning.
Hvad angik afskrivningsreglerne — punkt 8 — var regeringen indstillet på at se på mulighederne for lempelse, hvor noget sådant fandtes påkrævet. Spørgsmålet om konjunkturbestemte afskrivninger var regeringen villig til at tage op.
Statsministeren fandt — som punkt 9 — at man burde overveje en udvidet pligt til offentliggørelse af regnskab. Dette kunne bidrage til en bedre forståelse mellem ledere og ansatte, og en større åbenhed ville øge mulighederne for at udnytte aktiemarkedet og give større tillid til investeringer i aktier.
Som punkt 10 opfordrede regeringen parterne på arbejdsmarkedet til at samarbejde branche for branche om den nødvendige strukturrationalisering efter samme mønster som det, der var anvendt i værftsindustrien.
Punkt 11 drejede sig om de områder i landet, hvor industriudviklingen var længst tilbage. Her skulle den nye egnsudviklingslov udnyttes i videst muligt omfang, og om nødvendigt måtte flere pengemidler stilles til rådighed.
Som punkt 12 understregede statsministeren, at finansieringen af industriens forsknings- og udviklingsarbejde var et meget betydningsfuldt spørgsmål. Regeringen var indstillet på at stille større midler til rådighed for dette formål.
Punkt 13 drejede sig om handelspolitikken, hvor hovedtendensen havde været at forøge både eksport og import ved at nedbryde handelsskranker og søge voksende omsætning med gamle handelspartnere samtidig med at søge stigende indpas på nye markeder som udviklingslande og østlande.
Per Hækkerup (S) understregede, at det for socialdemokratiet og for regeringen var et mål at sikre en høj, stabil beskæftigelse, og at den økonomiske politik primært måtte indrettes med dette mål for øje. Han fremhævede den internationale konjunkturafdæmpning som hovedårsagen til de øjeblikkelige vanskeligheder, men var af den opfattelse, at Danmark ved en objektiv bedømmelse hørte til de lande, som hidtil var sluppet nådigst igennem denne afdæmpning.
I forbindelse med spørgsmålet om vor forringede konkurrenceevne påpegede han, at vi i en meget lang årrække havde haft en indkomstudvikling, der lå bag efter indkomstudviklingen i de lande, vi afsætter til og konkurrerer med, medens den i de seneste år havde ligget noget højere end den gennemsnitlige indkomstudvikling i disse lande. Han fremhævede vanskelighederne ved at føre en fast indkomstpolitik i et land, hvor indkomstdannelsen overvejende var overladt til de frie kræfters spil i en liberal prismekanisme, og hvor det, ikke bare drejede sig om lønarbejdernes og funktionærernes indkomster, men i høj grad også om de selvstændige erhvervsdrivendes indkomster.
Han fandt det i øvrigt forkert uden videre at fastslå, at vi var blevet dårligere stillet i konkurrencemæssig henseende i de senere år. Efter at have redegjort for udviklingen i eksporten måtte han mene, at den fremstilling, der var givet af vor situation, var overdrevet. Statsministeren havde nu i sit konstruktive program peget på de områder, hvor man mente det nødvendigt at imødegå de øjeblikkelige vanskeligheder gennem en yderligere forstærkning af erhvervspolitikken.
Også Poul Dam (SF) kunne anbefale statsministerens program, som indebar en række muligheder for forbedringer af situationen. Han fandt det dog ikke vidtgående nok og fremførte derfor en række yderligere forslag til overvejelse.
Henry Christensen (V) fandt, at indholdet af statsministerens erklæring stod i omvendt porportionalt forhold til antallet af punkter. Man havde efter hans opfattelse i den vanskelige konjunktursituation foretaget handlinger, der direkte var i strid med eller havde forringet vilkårene for danske erhverv. I denne forbindelse beskæftigede han sig især med de forringede afskrivningsregler. Han fremdrog endvidere afskaffelse af kapitalbindingsordningerne, beskatningen af produktionsjord, forhøjelsen af dækningsafgiften, den manglende mulighed for at vælge mellem forskellige afregningsmetoder med hensyn til den almindelige omsætningsafgift og afvisningen af forslaget om at lempe betalingsfristerne for denne.
Heller ikke Hilmar Baunsgaard (RV) fandt noget egentligt program i statsministerens 13 punkter, som nærmest måtte sammenlignes med en disposition til en tale. Han var dog enig i, at der krævedes en kombination af forskellige midler for at afhjælpe den økonomiske situation. Han fremhævede forskellen på den nuværende vanskelige situation og de vanskeligheder, der forelå i begyndelsen af 1960erne. Dengang var der tale om et overskud af efterspørgsel på hjemmemarkedet, i dag var det et underskud i efterspørgslen på vore eksportmarkeder, der var hovedårsagen til vore økonomiske problemer. Man måtte styrke konkurrenceevnen og tillade en vis likviditetslettelse for erhvervslivet, ikke mindst for de eksportproducerende erhverv. Det var nødvendigt tillige at indse, at indkomsterne ikke burde stige så meget, som de have gjort i de senere år, og en vis prioritering af de offentlige udgifter var nødvendig.
Poul Antonsen (LC) var villig til at se på enkelthederne i statsministerens aktionsprogram, når de i løbet af de kommende år ville fremkomme som lovforslag. En lang række af de nævnte punkter — som næppe alle kunne siges at være lige væsentlige — ville imidlertid ikke blive iværksat nu og ville ikke få betydning for den konkrete situation.
Det, man måtte gøre nu, var at forberede en lempelse af pengepolitikken. Han stillede derfor følgende forslag til motiveret dagsorden:
„Folketinget ønsker at stimulere erhvervslivet, sikre fuld beskæftigelse og en stabil økonomisk vækst.
Folketinget opfordrer derfor regeringen til at gennemføre en øjeblikkelig pengepolitisk lettelse samtidig med, at den nuværende finanspolitik foreløbig fastholdes.
Den pengepolitiske lettelse bør ske ved, at regeringen straks optager forhandling med Nationalbanken om
1) en hurtig afvikling af kreditrationeringen over for banker og sparekasser,
2) forøgede obligationsopkøb i vinterens løb i takt med udviklingen i valutaunderskuddet og den fremtidige stigning i nettoindbetalingerne til staten (kasseoverskuddet).
Regeringen bør allerede nu forberede en lettelse af finanspolitikken (nedsættelse af indkomstskatterne), som iværksættes til foråret, hvis der til den tid er arbejdsløshed, uudnyttet kapacitet i erhvervslivet og forventningerne om et fra udlandet kommende konjunkturomslag ikke holder stik.
Tinget går hermed over til den næste sag på dagsordenen."
Under den efterfølgende ret omfattende debat, som sagligt koncentreredes omkring afskrivningsreglerne og politisk omkring samarbejdet mellem socialdemokratiet og socialistisk folkeparti, stillede Per Hækkerup (S) og Poul Dam (SF) følgende forslag til dagsorden:
„Idet folketinget tager statsministerens redegørelse til efterretning og bekræfter, at en høj og stabil beskæftigelse og en fortsat velstandsstigning er målsætningen for den økonomiske politik, tiltræder tinget de af regeringen fremlagte retningslinjer for en forstærket erhvervspolitisk indsats
og går dermed over til næste sag på dagsordenen."
Efter afslutningen af forhandlingen, hvorunder foruden ordførerne også Skytte (RV) havde ordet, vedtoges det af Per Hækkerup og Poul Dam stillede forslag enstemmigt med 87 stemmer; 76 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Hermed bortfaldt det af Poul Antonsen stillede forslag om overgang til næste sag på dagsordenen.