Ordføreren for forespørgerne, Alfred Bøgh (V), påpegede i sin begrundelse for forespørgslen, at det var meget længe siden, at spørgsmålet om den skæve byrdefordeling var rejst, og at nødvendigheden af en snarlig løsning siden da var blevet mere og mere åbenbar.

Den dybtgående strukturændring, som store dele af befolkningen var ved at gennemgå, medførte stærke økonomiske virkninger, som bl. a. gav sig udslag i det forskellige skattetryk i de forskellige kommuner. Det var helt åbenbart, at en hel del kommuner stod over for store likviditetsvanskeligheder, der krævede en hurtig indsats.

Indenrigsministeren fandt, at tiden knap var inde til en generaldebat om den serie problemer, der var rejst i forespørgslen. En løsning af byrdefordelingsproblemerne var et led i den samlede kommunalreform, og derfor måtte en række forudsætninger være tilvejebragt, før man kunne tage politisk stilling til, hvorledes denne byrdefordeling skulle ændres. Resultatet af embedsmandsudvalgets arbejde ville foreligge i nær fremtid, men det samlede resultat kunne næppe offentliggøres før i begyndelsen af det nye år.

Ministeren fremhævede den forskydning, der i årenes løb var sket mellem statens og kommunernes andel af de offentlige udgifter, hvorved staten havde overtaget større og større andele af de kommunale udgifter. Formålet hermed havde været at skabe en mere ensartet beskatning landet over. I denne forbindelse omtalte han det mellemkommunale refusionsforbund, hvis formål det havde været at fordele de sociale udgifter efter kommunernes økonomiske bæreevne. Refusionsordningerne i almindelighed betød en væsentlig omfordeling af skattetrykket mellem kommunerne. Udvalgets beregninger viste, at byrdefordelingen ikke var så skæv, som man i almindelighed troede, men ministeren erkendte, at de senere års udvikling havde gjort en stærkere udligning påkrævet.

Regeringen havde nedsat et udvalg af ministre, som nøje skulle overveje alle problemer i forbindelse med byrdefordelingen. Hvad resultatet af dette udvalgs forestående arbejde ville blive, kunne ikke siges nu, men ministeren regnede med, at systemet med de automatiske procentrefusioner måtte ændres. Han regnede også med, at visse af de eksisterende refusioner måtte ophæves, fordi deres betydning var reduceret og de medførte betydelige administrative udgifter.

Regeringen var klar over, at i den ventetid, der måtte hengå, inden den almindelige byrdefordelingsreform lod sig gennemføre, ville midlertidige foranstaltninger til lempelse af beskatningsudviklingen i de vanskeligst stillede kommuner være nødvendige. Problemet var taget op, og i indenrigsministeriet og finansministeriet foretoges i øjeblikket undersøgelser og beregninger for at finde frem til et tilskudsbeløb.

Herløv Larsen (S) erkendte vigtigheden af spørgsmålet om opgave- og byrdefordelingen. Når man spurgte, hvordan ministeren ville klare den skæve byrdefordeling mellem stat og kommune, var det jo klart for alle, at ministeren ikke nu kunne besvare det spørgsmål. Man befandt sig midt i hele inddelingsprocessen og kendte endnu ikke antallet af primær- og sekundærkommuner. Så længe man ikke kendte dette tal og kommunernes størrelse, var det umuligt at sige, hvilke opgaver de fremtidige kommuner ville være i stand til at løse.

En så enkel refusionsordning som muligt og en så enkel og rationel administration som muligt af de kommende byrde- og opgavefordelinger måtte stå i forgrunden.

Stæhr Johansen (KF) ønskede, at der kom et stærkere tempo i løsningen af disse opgaver, samtidig med at man fik en løsning af alle de kommunale problemer, der for tiden var til behandling. Det nuværende system med de mange refusioner havde overlevet sig selv. Det var vigtigt på en helt klar måde at få byrdefordelingen mellem stat og kommune opgjort. Eventuelt burde man gå over til det system med bloktilskud, som Sverige havde gennemført.

Han fremførte en række af de rent praktiske ting, som kommunerne havde at kæmpe med i øjeblikket: med skattefradragsrettens bortfald ville også incitamentet til at forudbetale kommunale skatter bortfalde, og det drejede sig om meget store beløb. Dette ville belaste kommunernes likviditet uhyre stærkt. Hvilke muligheder var der for at fremskynde refusionerne? Der var også spørgsmålet om indbetalingen af statsskatterne i det overgangsår, man nu befandt sig i. Hvilke muligheder var der for at udskyde denne indbetaling? Ville man fra boligministerens side træffe bestemmelse om forskudsvis udbetaling af statsrefusion for boligtilskud?

Når kildeskatten skulle gennemføres, skulle opkrævningen af kommuneskat formentlig foretages af staten med senere udbetaling til kommunerne. Også dette ville bevirke en meget stærk stramning af likviditeten.

At kommunerne forlods skulle dække skatterestanternes indbetaling af statsskat, var, navnlig for de mindre landkommuner, et stort økonomisk problem.

Sigsgaard (SF) fandt, at, det havde været at foretrække, at både byrde- og opgavefordelingen var blevet afklaret, hvad angik hovedprincipperne, sammen med kommissionsundersøgelsen af den kommunale inddeling.

Også efter 1970 ville der være store forskelle i kommunernes beskatningsgrundlag. Hans parti var tilbøjelig til at mene, at netop beskatningsgrundlaget skulle være hovedkriterium for tilskudsydelser fra staten. Det ville være hensigtsmæssigt, at staten overtog alle fuldt lovbundne udgifter i fremtiden. Samtidig burde tilskuddene til andre kommunale udgifter nedsættes. Ud over tilskud til udjævning af forskellene i beskatningsgrundlag burde refusionerne i fremtiden så vidt muligt baseres på objektive udgiftskriterier.

De øjeblikkelige vanskeligheder i visse kommuner burde afhjælpes ved statslån, som kunne være rente- og afdragsfri. Det måtte sikres, at sådanne lån faktisk blev brugt til udbygning og ikke f. eks. gik ind i driften. Det var udviklingskommunerne, der måtte have mulighed for hjælp, medens problemerne for tilbagegangskommunerne burde løses gennem sammenlægninger.

Arthur Jacobsen (RV) påpegede den meget store ændring i den danske erhvervsstruktur siden den sidste verdenskrig med flytningen af store dele af befolkningen fra land til by. Forholdet mellem staten og kommunerne var ikke helt godt. Det var ofte vanskeligt for kommunerne at tage påtænkte ændringer fra lovgivningsmagtens side i betragtning ved budgetlægningen.

Han ville gerne være med til en udjævning af de kommunale byrder, og det ville måske have befordret kommunalreformen, hvis man på forhånd havde kendt lidt mere til enkelthederne i den kommende lovgivning.

Udviklingskommunerne manglede kapital til deres anlægsudgifter og burde hjælpes gennem langfristede lån. De fattige kommuner i Nordjylland og på Bornholm havde nu fået igangsætningstilladelser, men manglede penge, og det måtte være en pligt for staten at hjælpe dem i denne akutte situation. Hvad de mange små landkommuner angik, var de i de senere år gjort økonomisk svage ved de mange nye love om hjælpeforanstaltninger, og refusionsordningerne var nu ved at tvinge de små kommuner i knæ.

Diderichsen (LC) fandt, at den nuværende refusionsordning, hvorefter staten refunderede kommunerne en meget væsentlig del af deres udgifter, af flere grunde var uheldig.

Den offentlige myndighed, der besluttede afholdelse af en udgift, burde så vidt muligt have ansvaret for tilvejebringelse af den tilsvarende indtægt, hvilket dog ikke måtte hindre en udligning kommunerne imellem. Udlignings- og tilskudsordninger måtte formes med størst mulig enkelhed og klarhed. Såvel kommunerne som amtskommunerne burde kunne udskrive skat direkte på indkomsten. Han foreslog indførelse af en kommunal udligningsordning, hvorefter kommunernes indtægter baseres på et gennemsnitligt skattegrundlag. Han skitserede derefter retningslinjerne for en påkrævet reform af refusionsordningerne.

Uden for ordførernes kreds understregede A. Chr. Andersen (V) det akutte behov for en ændring af byrdefordelingen mellem stat og kommuner og kommunerne imellem. Han gav en række konkrete oplysninger om beskatningsforholdene i vest- og nordjyske kommuner.