Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med forslag til lov om ændring af lov om invalidepension m. v. (Forhøjelse af ydelser m. v.), forslag til lov om ændring af lov om pension og hjælp til enker m. fl. (Forhøjelse af grundbeløb m. v.) samt forslag til lov om ændring af lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister. (Forhøjelse af beløb til personlige fornødenheder).
Ved loven er med virkning fra den 1. april 1968 gennemført dels en forhøjelse af grundbeløbet for den indtægtsbestemte folkepension, dels en lettere adgang til at tillægge en person folkepension før den pågældendes fyldte 60. år.
Forhøjelsen af grundbeløbet udgør i forhold til de beløb, der kom til udbetaling pr. 1. april 1967, normalt 42 kr. månedlig for ægtepar, når begge ægtefæller er berettiget til pension, og 28 kr. månedlig for andre.
Forhøjelsen fremkommer for det første derved, at det midlertidige tillæg, der — som kompensation for lønforbedringerne på arbejdsmarkedet — er blevet ydet pensionisterne i tiden indtil 1. april 1968, fra dette tidspunkt indregnes i pensionernes grundbeløb som forudsat i bemærkningerne til forslaget om det nævnte tillæg. Tillægget udgør normalt 25 kr. månedlig for ægtepar, når begge ægtefæller er berettiget til pension, og 17 kr. månedlig for andre.
Dernæst er der som forudsat ved gennemførelsen af det midlertidige tillæg foretaget en forhøjelse af grundbeløbet, der skal modsvare de lønforbedringer, som lavtlønnede mandlige arbejdere vil opnå i overenskomstperiodens 2. år. Denne del af forhøjelsen, der udgør 17 kr. månedlig for ægtepar, når begge ægtefæller er berettiget til pension, og 11 kr. månedlig for andre, er medregnet i de forannævnte beløb på henholdsvis 42 kr. og 28 kr.
Efter den hidtil gældende dispensationsbestemmelse i folkepensionslovens § 2, stk. 3, er der adgang til undtagelsesvis at tillægge en person folkepension allerede fra det fyldte 60. år. Dispensation, der hidtil så godt som udelukkende er givet, når der foreligger svigtende helbred, meddeles af kommunalbestyrelsen med samtykke af et i henhold til folkepensionslovens § 2, stk. 4, nedsat centralt udvalg. Det måtte imidlertid anses for ønskeligt, at det centrale udvalg, der har den endelige afgørelse af dispensationsansøgningerne, i noget højere grad får adgang til at tage også sociale hensyn i betragtning. Efter den nu gennemførte ændring, der bringer dispensationsbestemnelsen på linje med enkepensionslovens dispensationsbestemmelse, vil der i større omfang end hidtil kunne ydes pension, hvor det i det konkrete tilfælde måtte findes særligt påkrævet.
I forbindelse med lempelsen af dispensationsbestemmelsen har man ud fra retsbeskyttelseshensyn indført en adgang til rekurs således, at kommunalbestyrelsernes afslag på ansøgning om førtidig folkepension skal kunne efterprøves af det foran nævnte centrale udvalg.
Lovforslaget fik en velvillig modtagelse ved 1. behandling, idet dog Chr. Madsen (SF) udtrykte tvivl om, hvorvidt forhøjelserne var tilstrækkelige.
Det fremgår af den af udvalget afgivne betænkning, at man har overvejet yderligere forbedring af ydelserne til pensionisterne, men at der i udvalget var enighed om, at dette spørgsmål måtte finde sin løsning samtidig med vedtagelsen af en almindelig tillægspensionsordning, jfr. dels betænkning nr. 452, som er afgivet i 1967 af det af socialministeren i 1964 nedsatte tillægspensionsudvalg, dels den redegørelse, socialministeren gav i folketinget den 12. oktober 1967 for regeringens planer med hensyn til en kommende almindelig tillægspensionsordning (se side 609).
Det fremgår endvidere af folketingsudvalgets betænkning, at udvalget har overvejet problemer omkring fradragsreglerne og herunder har taget til efterretning, at en eventuel ændring af disses indhold må afvente en betænkning fra et af socialministeren nedsat embedsmandsudvalg.
Under udvalgsbehandlingen blev der af socialministeren stillet et ændringsforslag, tiltrådt af udvalget, hvorefter rekurs af afgørelsen om tilkendelse af førtidig pension skal iværksættes inden 8 uger regnet fra det tidspunkt, da ansøgeren har modtaget underretning om kommunalbestyrelsens afgørelse.
Ved 2. behandling blev ændringsforslaget såvel som lovforslagets overgang til 3. behandling vedtaget uden afstemning. Det således ændrede lovforslag blev efter fornyet udvalgsbehandling enstemmigt vedtaget ved 3. behandling.