L 25 Lov om ændring af lov om pension og hjælp til enker m. fl.

(Forhøjelse af grundbeløb m. v.).

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1967-68 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 445 af 06-12-1967
Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med forslag til lov om ændring af lov om folkepension. (Forhøjelse af grundbeløb m. v.), forslag til lov om ændring af lov om invalidepension m. v. (Forhøjelse af ydelser m. v.) samt forslag til lov om ændring af lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister (Forhøjelse af beløb til personlige fornødenheder).

Ved loven er med ikrafttræden den 1. april 1968 bl. a. gennemført en ændring, hvorefter en kommunalbestyrelses afslag på at yde førtidig enkepension i henhold til enkepensionslovens § 1, stk. 2, kan indbringes for det i folkepensionslovens § 2, stk. 4, nævnte udvalg, der består af direktøren for sygekassevæsenet som formand samt 2 af socialministeren udpegede medlemmer, af hvilke det ene skal være en af de til direktoratet for sygekassevæsenet knyttede lægekonsulenter, medens det andet skal repræsentere kommunerne. Endelig er der indført en smidigere forretningsgang for de tilfælde, hvor en kvinde, der har fået tillagt førtidig enkepension, flytter til en anden kommune.

Forhøjelsen af grundbeløbet udgør i forhold til de beløb, der kom til udbetaling pr. 1. april 1967, normalt 28 kr. månedlig.

Forhøjelsen fremkommer for det første derved, at det midlertidige tillæg, der — som kompensation for lønforbedringerne på arbejdsmarkedet — er blevet ydet pensionisterne i tiden indtil 1. april 1968, fra dette tidspunkt indregnes i pensionernes grundbeløb som forudsat i bemærkningerne til forslaget om det nævnte tillæg. Tillægget udgør 17 kr. månedlig.

Dernæst er der — som forudsat ved gennemførelsen af det midlertidige tillæg — gennemført en forhøjelse af grundbeløbet, der skal modsvare de lønforbedringer, som lavtlønnede mandlige arbejdere vil opnå i overenskomstperiodens 2. år. Denne del af forhøjelsen udgør 11 kr. månedlig.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse, idet dog Chr. Madsen (SF) udtrykte tvivl om, hvorvidt forhøjelserne var tilstrækkelige.

Det fremgår af den af udvalget afgivne betænkning, at man har overvejet yderligere forbedring af ydelserne til pensionisterne, men at der i udvalget var enighed om, at dette spørgsmål måtte finde sin løsning samtidig med vedtagelsen af en almindelig tillægspensionsordning, jfr. dels betænkning nr. 452, som er afgivet i 1967 af det af socialministeren i 1964 nedsatte tillægspensionsudvalg, dels den redegørelse, socialministeren gav i folketinget den 12. oktober 1967 for regeringens planer med hensyn til en kommende almindelig tillægspensionsordning (årbogen side 609).

Det fremgår endvidere af folketingsudvalgets betænkning, at udvalget har overvejet problemer omkring fradragsreglerne og herunder har taget til efterretning, at en eventuel ændring af disses indhold må afvente en betænkning, et af socialministeren nedsat embedsmandsudvalg har fået til opgave at udarbejde om spørgsmålet. Denne betænkning er nu afgivet i februar 1968 som betænkning nr. 485.

Under udvalgsbehandlingen blev der af socialministeren stillet et ændringsforslag, tiltrådt af udvalget, hvorefter rekurs af afgørelsen om tilkendelse af førtidig pension skal iværksættes inden 8 uger regnet fra det tidspunkt, da ansøgeren har modtaget underretning om kommunalbestyrelsens afgørelse.

Ved 2. behandling blev ændringsforslaget såvel som lovforslagets overgang til 3. behandling vedtaget uden afstemning. Det således ændrede lovforslag blev efter fornyet udvalgsbehandling enstemmigt vedtaget ved 3. behandling.
Partiernes ordførere
Niels Mørk (S), Søren Andersen (V), Clara Munck (KF), Chr. Madsen (SF), Grethe Philip (RV) og Inger-Lise Bech Hansen (LC)