L 26 Lov om ændring af lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister.

(Forhøjelse af beløb til personlige fornødenheder).

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1967-68 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 446 af 06-12-1967
Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med forslag til lov om ændring af lov om folkepension. (Forhøjelse af grundbeløb m. v.), forslag til lov om ændring af lov om invalidepension m. v. (Forhøjelse af ydelser m. v.) og forslag til lov om ændring af lov om pension og hjælp til enker m. fl. (Forhøjelse af grundbeløb m. v.).

Ved loven er med virkning fra den 1. april 1968 gennemført en forhøjelse af beløbet til personlige fornødenheder til pensionister på alderdomshjem og plejehjem med 5 kr. månedlig i forhold til det beløb, der kom til udbetaling pr. 1. april 1967. Denne forhøjelse skyldes, dels at det midlertidige beløb til personlige fornødenheder på 3 kr. månedlig, som er blevet ydet indtil 1. april 1968, indregnes i det i omsorgsloven til dette formål fastsatte beløb, dels at man har fundet det rimeligt at give en yderligere forhøjelse på 2 kr. månedlig.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse og blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
Niels Mørk (S), Søren Andersen (V), Clara Munck (KF), Chr. Madsen (SF), Grethe Philip (RV) og Inger-Lise Bech Hansen (LC)