De årlige udskrivningslove indeholder regler om beregningen af indkomst- og formueskatten til staten for personer og dødsboer samt om ydelsen af persontilskud og børnetilskud. De tidligere regler fandtes i lov nr. 83 af 18. marts 1967 om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten for skatteåret 1967-68. Det heromhandlede lovforslag indeholder forslag til de tilsvarende regler for skatteåret 1968-69.
Ifølge forslaget til lov om ændring af ligningsloven, der blev fremsat i folketinget den 13. oktober 1967 og gennemførtes som lov nr. 4=52 af 8. december 1967, skal betalte personlige skatter fra og med skatteåret 1968-69 ikke længere fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Forslaget til udskrivningslov indeholdt derfor en ny skala for beregning af statsindkomstskatten, ligesom det særlige merindkomstfradrag foresloges ophævet. Da fradraget for betalt formueskat ligeledes var foreslået afskaffet, stilledes der samtidig forslag om en ny formueskatteskala.
De nye udskrivningsregler skulle efter lovforslaget anvendes ved beskatningen for hele skatteåret 1968-69. Det var imidlertid den daværende regerings hensigt at fremsætte lovforslag om kildeskattens ikrafttræden den 1. januar 1969, og i forbindelse hermed måtte der stilles forslag om, at indkomst- og formueskatten til staten efter nærværende lovforslag kun skulle opkræves for første halvdel af skatteåret 1968-69.
1. Hidtil var statsindkomstskatten udskrevet ved hjælp af to forskellige skalaer, en for forsørgere og en for ikke-forsørgere. Den i lovforslaget indeholdte skala var en såkaldt enheds skala, der skulle anvendes ved skatteberegningen såvel for forsørgere som for ikke-forsørgere. Statsskattebeløbene skulle dog også fremtidig afpasses efter skatteyderens forsørgerstilling, idet indkomsten, forinden skatten beregnedes, skulle nedsættes med person- og bofradrag på 10.000 kr. for forsørgere og på 5.000 kr. for ikke-forsørgere.
Disse person- og bofradrag skulle afløse de hidtidige skattefri mindstebeløb, der bevirker, at skatteydere med meget lave indtægter bliver helt fri for at betale statsindkomstskat. Mindstebeløbene har hidtil været indarbejdet i skatteskalaerne, og de andrager for skatteåret 1967-68 9.000 kr. for forsørgere og 4.500 kr. for ikke-forsørgere. Når der tages hensyn til skattefradragets og merindtægtsfradragets bortfald, svarer de foreslåede personfradrag nogenlunde til de nuværende skattefri mindstebeløb. For skatteåret 1968-69 ville de foreslåede personfradrag antagelig bevirke, at antallet af ansættelser, der ikke pålignes statsskat, bliver 10.000-15.000 større, end hvis skatten beregnes efter de regler, der gælder for skatteåret 1967-68.
I den tidligere forsørgerskala var den laveste sats 21 pct. og den højeste 105. Ikke-forsørgerskalaen har et smalt førstetrin med en sats på 10 pct. I øvrigt ligger skattesatserne her mellem 21 og 110 pct. I den foreslåede enhedsskala var procenterne gennemgående lavere som følge af bortfaldet af skattefradraget og merindkomstfradraget. Den laveste sats var 18 pct. og den højeste 45 pct.
Den foreslåede skala var sålydende:
[Se tabel i Folketingsårbogen, 1967-68, side 393]
De foreslåede statsskatteskalaer var udformet således, at indkomstskatten til staten for skatteåret 1968-69, beregnet på grundlag af lovforslagets regler, skønnedes at ville indbringe nogenlunde samme provenu som en beskatning efter de regler, der gælder for skatteåret 1967-68.
I bemærkningerne til lovforslaget var under en række nærmere specificerede forudsætninger foretaget følgende beregninger over den samlede indkomstskat (heri medregnet kommuneskat og folkepensionsbidrag) på forskellige indkomsttrin efter de gældende regler og efter lovforslaget.
Eksempler på samlet indkomstskat ifølge gældende regler og lovforslag.
[Se tabel i Folketingsårbogen, 1967-68, side 393]
II. Formueskatteskalaen i lovforslagets § 8 var udformet således, at der som hidtil ikke skulle betales formueskat, når den skattepligtige formue er under 200.000 kr. De promiller, hvormed skatten beregnes, var fastsat til 10, 11 og 12 mod fra 16 til 23 i den tidligere skala. Disse nedsættelser i formueskatten skulle afbøde de stigninger i formueskatteydernes indkomstskat, som indtræder, når formueskatten ikke mere kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Derfor var den foreslåede skala udformet således, at nedsættelsen af formueskatten på hvert enkelt formuetrin så vidt muligt svarede til den gennemsnitlige stigning i indkomstskatten, der ved formueskattefradragets bortfald rammer formueskatteyderne på det pågældende formuetrin.
I den tidligere udskrivningslov var der fastsat særlige regler om nedsættelse af formueskatten for skatteydere, hvis skattepligtige indkomst efter skattefradrag udgør mindre end 3 pct. af den skattepligtige formue. Nedsættelsen andrager 5 pct. af formueskatten for hver 2 promille eller del deraf, hvormed den skattepligtige indkomst ligger under 3 pct. af formuen. Hvis indtægten er 0 eller negativ, nedsættes formueskatten med 80 pct.
Den foreslåede nedsættelsesregel går ud på, at formueskatten skal nedsættes, når den skattepligtige indkomst før skattefradrag ligger under 6 pct. af den skattepligtige formue. Nedsættelsen foreslås fastsat til 5 pct. af formueskatten for hver 4 promille eller del deraf, hvormed indkomsten er under 6 pct. af formuen. Hvis indtægten er 0 eller negativ, skal formueskatten som hidtil nedsættes med 80 pct.
For skatteydere, hvis indtægt og formue er nogenlunde uforandret fra år til år, vil den foreslåede regel bevirke, at såvel muligheden for at få formueskatten nedsat som størrelsen af den procentvise nedsættelse vil blive omtrent som efter de gældende regler, dersom den skattepligtige formue udgør ca. 1 mill. kr. Er formuen lavere, bliver såvel mulighederne for at få nedsættelse som de procentvise nedsættelser forøget. Hvis formuen derimod er over ca. 1 mill. kr., vil både adgangen til at få nedsættelse og de procentvise nedsættelser blive formindsket.
Hvis formueskatten for skatteåret 1968-69 blev udskrevet efter de foreslåede regler, ville den reelle formueskat for alle formueskatteydere under ét blive omtrent den samme, som hvis de for skatteåret 1967-68 gældende regler benyttes. Derimod ville forslaget medføre en omfordeling af den reelle formuebeskatning som følge af skattefradragets bortfald.
III. Den tidligere udskrivningslovs regel om, at indkomstskatten til staten nedsættes, når de samlede indkomst- og formueskatter samt folkepensionsbidraget overstiger 80 pct. af indkomsten før skattefradrag, var bibeholdt i lovforslaget.
Efter lovforslaget skulle der kun gives børnetilskud for første halvår af skatteåret 1968-69. De foreslåede tilskudsbeløb svarede til halvdelen af de tidligere helårsbeløb. Baggrunden herfor er, at der samtidig med kildeskattens forventede indførelse den 1. januar 1969 sættes en ny børnetilskudsordning i kraft. Reglerne herom findes i lov nr. 236 af 3. juni 1967 om børnetilskud og andre familieydelser.
Også persontilskuddene skulle efter lovforslaget kun udbetales for første halvdel af skatteåret 1968-69. Det var tanken at søge denne ordning erstattet med andre ydelser, når kildeskatten træder i kraft. Skattefradragets afskaffelse har gjort det nødvendigt at regulere indtægtsgrænserne for disse tilskud, og formålet hermed er at sikre, at de tilfalder de samme grupper af personer som efter den gældende ordning.
IV. Udskrivningen af indkomst- og formueskat af personer og dødsboer for skatteåret 1968-69 er i nedenstående oversigt rent skønsmæssigt anslået under forudsætning af, at udskrivningen sker dels efter de regler, der gælder for skatteåret 1967-68, dels efter lovforslagets bestemmelser. Ved udarbejdelsen af skønnet over udskrivningen af indkomstskat efter de gældende regler er det forudsat, at forudbetalingerne af personlige skatter i indkomståret 1967 får samme omfang som i det forudgående indkomstår, således at skattefradraget i indkomståret 1967 nogenlunde svarer til de skattebeløb, der forfalder til betaling i løbet af dette år.
[Se tabel i Folketingsårbogen, 1967-68, side 396]
Forskydningerne i udskrivningen fremkommer på den måde, at indkomstskatten forøges med ca. 170 mill. kr. Det svarer til den anslåede forøgelse af formueskatteydernes statsindkomstskat og folkepensionsbidrag som følge af formueskattefradragets bortfald. Endvidere vil formueskatteydernes kommuneskat stige med et beløb, der kan anslås til ca. 50 mill. kr., dersom kommunernes skattesatser ikke ændres i den anledning. Herved kommer den samlede stigning i formueskatteydernes indkomstskat op på ca. 220 mill. kr. Da denne stigning skyldes formueskattefradragets bortfald, er udskrivningen af formueskat ifølge lovforslaget nedsat med ca. 220 mill. kr., således at der reelt ikke sker nogen ændring i den samlede formuebeskatning.
For statskassen vil den foreslåede omlægning medføre et provenutab for skatteåret 1968-69 på ca. 50 mill. kr., som antagelig vil tilfalde kommunerne.
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om folkepension. (Om folkepensionsbidrag), se nedenfor side 455. Ved 1. behandling anbefaledes lovforslagene af Peter Nielsen (S). Han kunne dog tænke sig et større bundfradrag efterhånden, men ingen ville efter udskrivningslovforslaget blive beskattet over evne. Lovforslaget indeholdt de rigtige skatteprocenter, og man kunne nu se, hvilken uklarhed skattefradragsreglen havde skabt. Henry Christensen (V) kunne efter sin gennemarbejdning af udskrivningslovforslaget konstatere, at de lettelser i indkomstbeskatningen, som var forudsætningen for indførelsen af merværdiafgiften, var forsvundet. Finansministeren foreslog nu at udskrive i statsindkomstskat 1.000-1.200 mill. kr. mere end efter de forslag, han stillede i udsigt ved indførelsen af merværdiafgiften, og hertil kom merprovenuet som følge af indkomststigningen. Alligevel fremstilledes det, som om der var tale om skattelettelser. De ændringer, der var foretaget af formuebeskatningen, fandt venstre ikke tilstrækkelige. Formueskattegrænsen burde i det mindste reguleres i overensstemmelse med faldet i pengeværdien. I stedet for at fremsætte forslag, hvorefter det offentlige lagde beslag på størstedelen af reallønsfremgangen, burde finansministeren have fremlagt en samlet udgiftsramme som udgangspunkt for udgiftsbudgettet. De offentlige udgifter måtte afpasses efter den samfundsøkonomiske situation. Ninn-Hansen (KF) savnede svar på to vigtige spørgsmål: Hvad skal den enkelte skatteyder betale i skat efter den nye skala i forhold til den gamle skala, når der tages hensyn til den gennemsnitlige indkomststigning, og hvad vil statens provenu blive for skatteåret 1968-69 sammenlignet med provenuet for skatteåret 1966-67, når hensyn tages til den nævnte indkomststigning. De oplysninger, der i så henseeende var fremlagt af ministeren i forbindelse med udskrivningslovforslaget, fandt Ninn-Hansen ikke særligt illustrerende. Den skatteskala, der var indeholdt i lovforslaget, var for progressiv. Den skala, der var udarbejdet af finansministeriet under kildeskatteforhandlingerne i marts måned 1967, var i den henseende mere tiltalende, også fordi den byggede på bevarelsen af fradragsretten for kommunale skatter. Provenuforskellen mellem de to skalaer udgjorde efter Ninn-Hansens beregninger 1.200 mill. kr. Aksel Larsen (SF) anbefalede udskrivningslovforslaget, der svarede til, hvad regeringen havde stillet i udsigt under forhandlingerne i foråret. Det var for ham meget betydningsfuldt, at skattefradragsreglen nu var afskaffet, hvilket ville bane vej for en stærk forenkling af skattesystemet. Man ville nu få stoppet den konkurrence i indrømmelse af fradragsmuligheder, som folketingets partier havde deltaget i gennem 20 år. Hilmar Baunsgaard (RV) anerkendte, at der var sket en forenkling med den nye skatteskala, men han kunne have ønsket, at man ved skalaen havde lagt forholdet mellem de forskellige indkomstgrupper fast og så havde arbejdet med en årlig udskrivningsprocent. Man var imidlertid kommet for højt op med indkomstbeskatningen. I mange kommuner ville der blive udskrevet 75 pct. af den sidste del af indkomsten i samlet indkomstskat og folkepensionsbidrag, og det var efter hans opfattelse for meget. En så høj beskatning kunne hæmme initiativet i erhvervslivet. Niels Westerby (LC) var utilfreds med lovforslaget. Allerede for indtægter på 10.000 kr. var marginalskatten 33 pct., for 27.000 kr. 45 pct., og for 40.000 kr. 55 pct. Selv almindelige mellemindtægter måtte nu betale lige så meget af deres ekstraindtægter, som tidligere de højeste indtægter betalte. Han pegede på, at en forhøjelse af momsprocenten til 15 ville gøre det muligt at nedsætte indkomstskatterne med 25 pct. Den stigende arbejdsløshed kunne gøre en sådan nedsættelse af indkomstskatterne nødvendig.
Efter 1. behandlingen henvistes de to lovforslag til behandling i det udvalg, der var nedsat angående ligningslovforslaget. Udvalget nåede imidlertid ikke at tilendebringe sit arbejde med disse forslag, inden der blev udskrevet valg til folketinget.