Efter folketingets vedtagelse af lovforslaget ved 3. behandling havde det følgende ordlyd:

„§ 1. Personer, der er fuldt skattepligtige til staten for skatteåret 1968-69, svarer engangsskat til staten efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Der svares ikke engangsskat, såfremt den skattepligtige i det indkomstår, der ligger til grund for skatteåret 1968-69, har haft indtægt, der berettiger til lønmodtagerfradrag på 800 kr. efter ligningslovens § 9, stk. 1, 1. punktum, eller indtægt af tilsvarende størrelse, som enten berettiger til fradrag efter ligningslovens § 9 A eller er beskattet efter sømandsskatteloven. Hvor den skattepligtige sambeskattes med sin ægtefælle, gælder fritagelsen dog kun, såfremt enten begge ægtefæller har haft lønindtægt som nævnt i 1. punktum, eller kun den ene ægtefælle har haft sådan lønindtægt og den anden ikke har' haft overskud ved selvstændig virksomhed. Stk. 3. Sambeskattes den skattepligtige med et barn, der har haft lønindtægt, medregnes barnets lønindtægter ikke ved opgørelsen af den skattepligtiges lønindtægt efter stk. 2.

§ 2. Engangsskatten beregnes som 3 pct. af den skalaindkomst, der anvendes ved beregning af indkomstskat til staten.

Stk. 2. Engangsskattebeløb under 100 kr. opkræves ikke. Stk. 3. Indtræder fuld skattepligt i 1. kvartal af skatteåret 1968-69 eller pr. 1. juli 1968, beregnes engangsskatten med 1½ pct. af den i stk. 1 nævnte indkomst. Indtræder skattepligten med virkning fra et senere tidspunkt, svares der ikke engangsskat.

Stk. 4. Ophører den fulde skattepligt i skatteårets løb; nedsættes engangsskatten med et beløb, der forholdsmæssigt svarer til de kvartaler, for hvilke skattepligten er ophørt.

§ 3. Er den skattepligtige ikke fritaget for engangsskat efter § 1, nedsættes den beregnede engangsskat med 450 kr.; såfremt den pågældende eller den med ham sambeskattede ægtefælle har haft indtægt, der berettiger til lønmodtagerfradrag efter ligningslovens §§ 9, stk. 1, 1. punktum, eller 9 A, eller som er beskattet efter sømandsskatteloven.

§ 4. Engangsskatten forfalder til betaling i skatteåret 1968-69. Finansministeren fastsætter nærmere regler om forfaldstid, indbetalingsfrist samt om kommunernes opkrævning af skatten og indbetalingen i statskassen.

§ 5. Børnetilskud og persontilskud kan ikke modregnes i engangsskatten.

Stk. 2. Engangsskatten medregnes ikke ved opgørelsen af det grundbeløb, der indgår i beregningen af reguleringsfradrag efter § 3 i lov af 8. december 1967 om ændring af lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten og § 3 i lov af 8. december 1967 om ændring af lov om sømandsskat.

Stk. 3. De i lovgivningen om indkomst- og formueskat til stat og kommune indeholdte regler finder anvendelse på engangsskatten med de afvigelser, der følger af nærværende lov.

§ 6. For beregningen og opkrævningen af engangsskatten ydes der de pågældende myndigheder et vederlag, hvis størrelse fastsættes af finansministeren.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland."

Om baggrunden for lovforslaget udtalte finansministeren ved fremsættelsen bl. a.:

"......

Forslaget er den tredje af de foranstaltninger, som regeringen har ønsket gennemført i forbindelse med den begrænsede danske devaluering, der blev en følge af den britiske devaluering. Den første foranstaltning var jo det allerede vedtagne avancestop. Den anden foranstaltning er det af arbejdsministeren fremsatte lovforslag om en ændret dyrtidsregulering som lønmodtagernes bidrag til stabilisering af den økonomiske udvikling. Regeringen lægger afgørende vægt på, at de nødvendige indgreb ikke vender sig ensidigt imod nogen enkelt samfundsgruppe, og efter det forslag, jeg her fremsætter, skal derfor ikke-lønmodtagerne betale en engangsskat som deres bidrag til stabiliseringen af de økonomiske forhold. Engangsskatten skal efter forslaget betales med 3 pct. af den skalaindkomst, der anvendes ved statsskatteberegningen for skatteåret 1968-69. Ved fastsættelsen af en procentsats på 3 er det tilstræbt, at engangsskattebyrden gennemsnitlig skal svare nogenlunde til den byrde, som pålægges lønmodtagerne ved forslaget vedrørende dyrtidsreguleringen.

......

Ved at beregne engangsskatten på basis af skalaindkomsten, altså efter de forskellige fradrag, man selv kan foretage på selvangivelsen, og efter fradrag f. eks. af personfradraget, er der taget hensyn til skatteydere med lave indkomster. De vil i øvrigt også få gavn af reglen om, at skattebeløb på under 100 kr. ikke skal opkræves. Disse 100 kr. svarer til et yderligere skattefrit indkomstbeløb på ca. 3.300 kr.

Provenuet af den foreslåede engangsskat kan skønsmæssigt anslås til mellem 300 og 350 mill. kr. ...... "

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændret dyrtidsregulering af lønninger m. v., se nedenfor side 407.

Ved 1. behandling fremhævede Per Hækkerup (S), at det ikke var spørgsmålet, om der skulle devalueres, der skulle diskuteres, men spørgsmålet om den situation, der var opstået ved den britiske devaluering og den følgende mere begrænsede danske devaluering. Den britiske devaluering havde påført det danske samfund tab på mellem 1/2 og 3/4 milliard kr., der ville berøre både vor betalingsbalance og befolkningens realindkomst, og det på et tidspunkt, hvor den danske økonomi led under virkningerne af en afmatning af den internationale konjunktur. Den internationale konjunktur så dog nu ud til at ville rette sig i løbet af det kommende år.

Målet måtte under disse forudsætninger være at sikre en stigende beskæftigelse og opnå en forbedring af betalingsbalancen. Man måtte udnytte den konkurrencemæssige fordel, som kronedevaluerinoen havde medført, og tilrettelægge foranstaltningerne på en sådan måde, at de tab, den britiske devaluering havde medført, blev fordelt på en socialt rimelig måde.

Ud fra disse forudsætninger havde socialdemokratiet tilsluttet sig de af regeringen foreslåede foranstaltninger. Denne politik havde fundet tilslutning hos det altovervejende flertal af lønmodtagerne under den udtrykkelige forudsætning, at indgrebet over for dyrtidsreguleringen fulgtes op af foranstaltninger, der skabte ligestilling mellem lønmodtagere og ikke-lønmodtagere.

Som mulige alternativer til regeringens politik nævnte Per Hækkerup, at man kunne lade stå til. Så ville der komme løn- og prisstigninger, der udlignede hinanden, men skadede konkurrenceevnen. Man kunne søge betalingsbalanceproblemerne klaret ad finansiel vej, enten gennem nedskæring af statens udgifter, hvilket ville sætte en væsentlig del af den samfundsmæssige udbygning i stå, gennem kraftigt øget beskatning eller gennem en kombination af udgiftsbegrænsning og skatteforøgelse, hvilket formentlig ville have samme negative virkning på produktion og beskæftigelse som de andre alternativer. Endelig kunne man føre en strammere kreditpolitik, hvilket ville betyde umiddelbar nedskæring af investeringer, produktion og beskæftigelse.

Hvilken anden sagligt holdbar politik havde oppositionen? Hvis man valgte at vælte regeringens politik ved afstemning i folketinget, måtte det betyde, at saglige hensyn tilsidesattes, for at man kunne opnå partipolitiske formål.

Henry Christensen (V) var af den opfattelse, at en indsats for at forbedre det danske konkurrenceniveau ville have været så meget desto mere påkrævet, hvis Danmark ikke havde devalueret. Devalueringen skulle isoleret betragtet have øget vor konkurrenceevne. I øvrigt var Danmarks økonomi også bortset fra den britiske devaluering i en så dårlig forfatning, at en omfattende økonomisk sanering var nødvendig. På tredje år havde Danmark kæmpeunderskud på sin betalingsbalance. Også inden 18. november lå vi i spidsen med inflation og omkostningsforøgelser, og uanset stærke bestræbelser på at bringe renteniveauet ned var renten stadig rekordagtig høj. Det, man nu stod over for, var følgerne af den økonomiske politik, der var ført.

Den dyrtidsportion, som regeringsforslaget handlede om, var ikke en følge af devalueringen, men af den i forvejen eksisterende inflatoriske udvikling. Henry Christensen ville imidlertid anerkende den gryende erkendelse af, at det måske ikke ubetinget var en fordel, at Danmark i modsætning til alle andre lande fastholdt en automatisk dyrtidsregulering, der fungerede, uanset om udsvinget i pristallet skyldtes, at landet var blevet fattigere. Et indgreb i løbende overenskomster, som regeringen nu havde foreslået, var imidlertid en meget alvorlig sag, og det var overraskende, at man kun havde forhandlet med den ene af parterne, inden man traf sin beslutning.

Den foreslåede engangsskat var ganske urimelig. Alle de medborgere, som i særlig grad var bragt i økonomiske vanskeligheder, som havde haft økonomisk nedgang, skulle nu pålægges ekstraskat. Denne skat skulle være ikke-lønmodtagernes bidrag til stabiliseringen, men den begrænsede efterspørgslen og strammede erhvervenes likviditet yderligere. Denne skat måtte sammen med de forringede afskrivningsregler nødvendigvis begrænse produktion og beskæftigelsesmuligheder.

For at landets økonomi kunne saneres, måtte der skabes sammenhæng i den økonomiske politik, og stigningen i de offentlige udgifter måtte afpasses efter den beskedne produktionsstigning. Der måtte ske et skifte i indstillingen over for erhvervslivet, som måtte mødes med tillid i stedet for med straffeekspeditioner. Der måtte gives borgerne bedre opsparingsmuligheder, og erhvervslivet måtte have prioritet til de for knappe lånemuligheder, ikke som nu det offentlige.

Det var Poul Møllers (KF) indtryk, at højere skatter var det eneste middel, regeringen havde i sin økonomiske politik. Derfor var vi havnet i den paradoksale situation, at en regering, der kaldte sig en arbejderregering, først ved beslutning om kronenedskæring fordyrede forbrug og produktion og dernæst af frygt for følgerne forbød dækning for fordyrelsen ved indgreb i bestående overenskomster.

Gennem en lang række foranstaltninger, f. eks. de nye afskrivningsregler, revisionen af opsparingsordningerne, afvisningen af regler om skatteloft, den nye skatteskala, momsens indførelse uden tilsvarende skattelettelser, havde regeringen skabt utryghed i samfundet, hvilket bevirkede rentestigninger, prisstigninger og skattestigninger.

Så kom i november regeringens 13 punkts program, men man prøvede ikke, om dette program kunne have medført, at vi kunne have undladt kronenedskæringen. Man burde have kæmpet for kronen og for prisstabiliteten, men man sagde, at kronen måtte nedskæres af hensyn til beskæftigelsen. Nu kom disse lovforslag, også af hensyn til beskæftigelsen. På kort sigt kunne beskæftigelsen ikke være blevet forringet som følge af kronenedskæringen, men man påstod, at forholdet var anderledes, fordi vi ikke fulgte Storbritannien helt. Selvfølgelig var der et problem med eksporten til Storbritannien, og der måtte her kunne blive tale om støtte.

Hvis man imidlertid fulgte regeringens tankegang og antog, at kronenedskæringen virkelig med alle dens øvrige ulykker for folket også havde medført fare for beskæftigelsen, kunne de foreslåede foranstaltninger så hjælpe? Det, der var meningen, var naturligvis, at prisstigningerne ved devalueringen skulle slå igennem, så forbruget blev tvunget ned, samme år, hvor man gennem en merværdiafgift på milliardbeløb i forvejen havde tvunget forbruget ned. Poul Møller kunne imidlertid ikke forestille sig, hvordan en nedskæring af forbruget skulle kunne skabe højere beskæftigelse, for det var jo ikke sådan, at eksportindustrien manglede arbejdskraft.

Også Poul Møller påtalte, at regeringen med hensyn til dyrtidsreguleringen kun havde forhandlet med den ene af parterne, og han udtalte i forbindelse hermed frygt for, at lønmodtagernes offer ville være forgæves, fordi det var led i en forkert økonomisk politik.

Med hensyn til særskatten fandt Poul Møller det tvivlsomt, om lønmodtagerfradraget var det rigtige kriterium. Det var f. eks. ikke rimeligt, at pensionisterne både skulle miste et dyrtidstillæg og betale ekstraskat, men også i øvrigt ramte skatten uretfærdigt. Den ramte forretninger med faldende omsætning, og den ramte dem, der i særlig grad var ramt af kronenedskæringen, f. eks. landbruget og selvpensionisterne. Hvis formålet var at dæmpe efterspørgslen, ville det så ikke være rimeligere også at lade det offentlige forbrug begrænse?

Poul Møller sluttede med at gennemgå rækken af regeringens seneste skattepolitiske foranstaltninger, idet han opfordrede til, at disse revideredes med henblik på på ny at skabe tillid og orden i det offentlige styre.

Aksel Larsen (SF) fastslog, at den britiske devaluering med 14,3 pct. måtte påføre Danmark tab på op imod 1 milliard kr. årligt, hvoraf måske 500-600 mill. kr. ville ramme landbruget. Den danske regering havde valgt at nedskære kronen med 8 pct. efter at have rådført sig med folketingets partier. Kronenedskæringens første følger ville blive en forbedret beskæftigelsessituation, men efterhånden ville prisstigningerne udefra slå igennem og bevirke omkostningsstigninger, og det, det drejede sig om, var at træffe foranstaltninger til at forsinke og bremse disse omkostningsstigninger.

De fremsatte lovforslag tilsigtede at fordele devalueringens byrder ligeligt på befolkningsgrupperne. Lovforslagene skulle endvidere efter regeringens beregninger modvirke omkostningsstigningerne og sikre staten midler til at imødegå udgiftsstigninger forårsaget bl. a. af nødvendig kompensation til landbruget.

Det var imidlertid en alvorlig sag at gribe ind i bestående overenskomster, og socialistisk folkeparti måtte nære stor betænkelighed herved. Det måtte dog tillægges betydelig vægt, at lønmodtagerorganisationerne var gået ind for lovforslaget, og alternativet havde formentlig været en ekstraskat, der havde kostet lønmodtagerne mere end dyrtidsportionen. Der kunne dog være ting at rette i lovforslaget. Timetillægget pr. portion var for voksne arbejdere 20 øre, og et afkald herpå betød mere for de lavtlønnede end for andre. Der var også et særligt problem med søfolkene i udenrigsfart, hvis hyre var blevet mindre værd efter devalueringen.

Lovforslagene var korttidsforanstaltninger, der måtte følges op af en permanent udbygning af pris- og avancelovgivningen. En af de væsentligste inflationskilder var stigningen i jord- og ejendomspriserne, og det kunne forhåbentlig forventes, at regeringen ville fremskynde arbejdet med forslag til nye jordlove. Som øjeblikkeligt virkende foranstaltninger burde på dette område gennemføres noget, der svarede til avancestoploven, og enten et stop for tillægslån eller en særafgift på sådanne lån. Aksel Larsen pegede tillige på lempelser i kreditpolitikken, selektive rentenedsættelser og differentierede afskrivningsregler som egnede midler til at forbedre danske eksporterhvervs konkurrenceevne.

Yderligere bedring af statsfinanserne kunne nås ved besparelser, og Aksel Larsen pegede her især på de militære udgifter.

Hilmar Baunsgaard (RV) fandt, at der ved første betragtning kunne være en delvis logik i at lade lovforslaget om bortfald af en dyrtidsportion ledsage af lovforslaget om ekstraskat, men hvis det, der tilstræbtes, var, at ingen fik en indtægtsforøgelse som følge af devalueringen, var ekstraskatten hverken retfærdig eller rimelig, idet den ramte også dem, der havde fået tab som følge af devalueringen. Tre grupper nævntes som eksempler herpå: selvpensionisterne, landbruget og de, der var omfattet af loven om avancestop. Den foreslåede lovgivning var ikke sagligt forsvarlig.

Skulle den økonomiske situation afbalanceres, var det nødvendigt at lade statens budget bidrage. Det var ikke holdbart, at man i en situation med stagnation i eksporten og tilbagegang i beskæftigelsen lod de offentlige udgifter lægge beslag på hele produktionstilvæksten. Fra det radikale venstres side var man rede til at se på statens budget og lade såvel civile som militære udgifter indgå i vurderingen. Så længe regeringen ikke gjorde dette, var det næsten ligegyldigt, hvad den ellers ville gøre: der ville fra de offentlige budgetter udgå en tendens til yderligere omkostningsstigninger og yderligere inflation. Hvis man ikke fra regeringens side havde været så afvisende over for disse tanker, var det ikke sikkert, man nu havde befundet sig i den tvangssituation at skulle foreslå en ekstraskat, hvis urimelighed alle kunne se.

Niels Westerby (LC) fremhævede, at den britiske devaluering med ét slag havde gjort Danmark 600 mill. kr. fattigere, men derudover befandt Danmark sig allerede på devalueringstidspunktet i betydelige økonomiske vanskeligheder med stigende arbejdsløshed, betydelige valutatab, rekordhøjt renteniveau og kraftige stigninger i pris- og omkostningsniveau. Kronenedskæringen havde medført øjeblikkelig fordele for eksporten, fordele, der imidlertid hurtigt kunne blive slugt af pris- og omkostningsstigninger. Når der skulle sættes ind over for disse vanskeligheder, måtte hovedopgaven være at holde igen på pris- og omkostningsstigningerne.

Lovforslaget om en ekstraskat havde en række svagheder, og Niels Westerby foreslog som en forbedring, at de ikke-lønmodtagere, der i 1968 fik en mindre indkomststigning end den gennemsnitlige for lønmodtagere, skulle have tilbagebetalt engangsskatten. Kunne regeringen tillige love, at den ikke ville gennemføre lovforslag alene sammen med socialistisk folkeparti, ville liberalt centrum stemme for de fremsatte lovforslag.

Efter 1. behandling henvistes de to lovforslag til behandling i et udvalg, hvor der imidlertid ikke opnåedes enighed om lovforslagene. Efter at der ved 2. behandling uden afstemning var vedtaget nogle henholdsvis af finansministeren og arbejdsministeren stillede ændringsforslag, gik lovforslagene tilbage til udvalget. Heller ikke i denne omgang opnåedes imidlertid enighed, og efter at følgende af Sigsgaard (SF) stillede forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget udtaler, at regeringen uanset resultatet af afstemningen om lovforslag nr. 61 fortsat har folketingets tillid, fortsætter tinget behandlingen af de foreliggende lovforslag",

ved 3. behandling var forkastet med 156 stemmer mod 7, medens 16 medlemmer undlod at stemme, vedtoges forslag til lov om engangsskat for personer for skatteåret 1968-69 ved navneopråb med 91 stemmer mod 86, medens 2 medlemmer undlod at stemme.

Afstemningen over forslag til lov om ændret dyrtidsregulering af lønninger m. v., der var det i dagsordenforslaget nævnte lovforslag , nr. 61, foregik også ved navneopråb. Ved afstemningen forkastedes lovforslaget med 92 stemmer mod 85, medens 2 medlemmer undlod at stemme. Lovforslaget var dermed bortfaldet.

Mødet udsattes derefter efter statsministerens anmodning, og da det efter ca. ½ times forløb genoptoges, fremsatte statsministeren følgende udtalelse:

„De to lovforslag, tinget for kort tid siden stemte om, udgør en helhed, som tilsammen skulle bremse stigninger i priser og omkostninger og derigennem styrke erhvervslivet og opretholde fuld beskæftigelse.

Folketinget har nu forkastet lovforslaget om ændret dyrtidsregulering. Sammenhængen i de foreslåede lovforslag er dermed slået i stykker, og den bremsning af omkostningsstigningerne, der af erhvervspolitiske og beskæftigelsesmæssige grunde var så afgørende for regeringen, har ikke kunnet gennemføres.

Under disse omstændigheder finder regeringen ikke grundlag for at indstille lovforslaget om engangsskat til stadfæstelse. Regeringen må drage den konklusion af afstemningerne, at det ikke under de nuværende parlamentariske forhold er muligt at gennemføre en effektiv politik til sikring af erhvervslivets konkurrenceevne og . beskæftigelsen.

Jeg skal herefter indstille til kongen, at der udskrives valg til folketinget."