Ved lov nr. 199 af 3. juni 1967 om ændring af lov om skattefri afskrivninger gennemførtes en halvering af afskrivningen på nyanskaffede maskiner, inventar m. v. i sådanne aktivers anskaffelsesår, se folketingsårbogen 1966-67, side 151.
Ændringen var begrundet i ønsket om at undgå de såkaldte statuskøb af aktiver sidst på regnskabsåret for derved at opnå forøgede afskrivningsmuligheder.
Ved nærværende lovforslag foresloges dels en tilbagevenden til de før loven af 3. juni 1967 gældende bestemmelser om afskrivning på nyanskaffede maskiner, inventar og lignende driftsmidler henhørende under afsnit I i afskrivningsloven, dels en tilsvarende ændring af afskrivningsadgangen for de under denne lovs afsnit II omhandlede blandet privat og erhvervsmæssigt benyttede aktiver. Desuden foresloges en ajourføring af den i afskrivningslovens § 3 omhandlede bestemmelse om adgang til fuldt fradrag i anskaffelsesåret for omkostninger til småaktiver. Den tidligere fastsatte beløbsgrænse på 800 kr. foresloges forhøjet til 1.200 kr.
Endvidere var foreslået visse regler, hvis formål var i videre omfang end hidtil at give mulighed for forskudsafskrivning på driftsmidler. Efter de gældende regler, som har hjemmel i tekstanmærkninger til de gældende finanslove, kan kun foretages forskudsafskrivning, såfremt den samlede anskaffelsessum for de i bestillingsåret bestilte driftsmidler overstiger 1 mill. kr. Dette beløb foresloges nedsat til 200.000 kr. I forbindelse hermed opfordrede forslagsstillerne finansministeren til snarest at udarbejde forslag til, hvorledes øvrige nødvendige bestemmelser om forskudsafskrivninger på driftsmidler kunne indarbejdes i afskrivningsloven.
For at understrege, at afskrivninger er omkostninger og ikke særlige erhvervsbegunstigelser, var endeligt foreslået at ændre lovens terminologi, således at udtrykket „skattefri" afskrivninger overalt i afskrivningsloven ændredes til "Skattemæssige" afskrivninger.
Om baggrunden for de foreslåede ændrede regler var i bemærkningerne til lovforslaget bl. a. oplyst, at der ikke kunne ses bort fra, at den med loven af 3. juni 1967 gennemførte halvering af førsteårsafskrivningen også ramte samtlige andre maskininvesteringer og lignende investeringer, som foretoges i erhvervslivet. I den tid, der var gået, siden skærpelsen vedtoges, var erhvervenes vilkår undergået en mærkbar forringelse, der truede med at fortsætte yderligere.
Forslagsstillerne mente derfor, at de erhvervsøkonomiske vilkår var så skærpede, og at de forudsætninger, hvorunder lovændringen i 1967 var vedtaget, havde forrykket sig så tydeligt, at afskrivningslovgivningen måtte tages op til revision.
Lovforslaget fremsattes i folketinget sammen med de nedenfor omtalte forslag til lov om ændring af lov om skattemæssig opgørelse af varelagre m. v., forslag til lov om ændring af lov om investeringsfonds og forslag til folketingsbeslutning vedrørende afskrivningsreglerne for bygninger. Det kom også til 1. behandling sammen med disse forslag, men også det af Niels Westerby m. fl. fremsatte forslag til folketingsbeslutning om forbedring af afskrivningsreglerne indgik i forhandlingerne.
Ved 1. behandlingen kunne finansministeren ikke tilslutte sig forslaget. Forslaget var ensbetydende med, at den i maj måned 1967 med socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det radikale venstres stemmer vedtagne lov om ændringer i afskrivningsloven ikke ville blive gennemført. Der var ved denne lov kun foretaget en beskeden begrænsning af førsteårsafskrivningerne, og ændringerne ramte fortrinsvis de skattemæssigt motiverede investeringer, men ikke de virkelig produktive investeringer. Med hensyn til småaktiverne ville ministeren ikke bestride, at hvis reglen i dag skulle omfatte de samme kredse af aktiver, som da reglen indførtes i 1957, måtte beløbsgrænsen forhøjes. Imidlertid stod man her over for et område, hvor der foregik mindre rimelige ting, som man måske ikke havde forudset, da reglen blev indført. Heller ikke forslaget om udvidet adgang til forskudsafskrivninger kunne finansministeren tilslutte sig. Forslaget ville medføre en alt for vidtgående undtagelse fra hovedreglen i afskrivningssystemet om, at afskrivninger først kan påbegyndes, når et driftsmiddel er leveret.
Ud fra de samme synspunkter kunne heller ikke Peter Nielsen (S) eller Ømann (SF) tilslutte sig forslaget.
Arthur Jacobsen (RV) havde ingen større tiltro til, at tilbageføring til de gamle afskrivningsregler var tilstrækkelig. Med hensyn til førsteårsafskrivningerne henviste han til, at han tidligere havde fremsat forslag om indførelse af den såkaldte proannoafskrivning, hvorefter førsteårsafskrivningen nøjagtigt ville svare til det tidsrum, hvori man havde haft aktivet. For så vidt angik småaktiverne, kunne man ikke benægte, at der kunne være rimelighed i en pristalsregulering i forhold til 1957. Endvidere burde det undersøges nærmere, om det ikke ville være rigtigt at gennemføre den foreslåede regel om forskudsafskrivninger for 200.000 kr.
Lovforslaget henvistes sammen med de øvrige forslag vedrørende afskrivningsreglerne til et udvalg, som imidlertid ikke nåede at afgive betænkning inden folketingsvalget.