Ved lov nr. 200 af 3. juni 1967 blev der vedtaget en successiv afvikling af den hidtil gældende højeste sats for nedskrivning på varelagre på 30 pct. med 2 pct. årligt over 10 skatteår, hvorefter den højeste nedskrivningssats fremover ville blive 10 pct. Den første etape i afviklingen skulle ske med virkning for skatteåret 1968-69, d. v. s. for regnskabsåret 1967, se folketingsårbogen 1966-67, side 155.

Ved samme lov vedtoges en fuldstændig afvikling af den hidtil gældende adgang til med skattemæssig virkning at foretage afskrivning på varer, bestilt på bindende kontrakt til levering i det følgende indkomstår. Afviklingen af disse kontraktafskrivninger skulle ske med 5 pct. om året, begyndende med virkning for skatteåret 1968-69, d. v. s. regnskabsåret 1967. Herefter ville der fra og med skatteåret 1973-74 ikke kunne foretages nedskrivning på kontraktkøb.

Ved nærværende lovforslag foresloges at vende tilbage til de før loven af 3. juni 1967 gældende regler, således at der i skatteåret 1968-69 og senere år såvel på varelagre som på varer indkøbt på bindende kontrakt kunne nedskrives indtil 30 pct.

Om baggrunden for lovforslaget var i de ledsagende bemærkninger bl. a. anført følgende:

„Adgangen til at foretage nedskrivning på varelagre og kontrakter ned under dags- eller kostpris blev indført i begyndelsen af 1940erne, oprindelig således at nedskrivningsadgangen var fastlagt under hensyn til krigsforholdene og de forventede efterkrigsforhold. Efter at disse særlige forhold havde tabt deres betydning, blev der i 1955 foretaget en principiel omlægning og modernisering af disse nedskrivningers beregning, hvorved man tilpassede dem en erhvervsøkonomi, der var upåvirket af krigs- og efterkrigsforhold.

Begrundelsen for den fortsatte opretholdelse var i første række hensynet til at give virksomhederne en vis skattemæssig sikring mod prisfald og prissvingninger. Herudover var friheden til at variere den enkelte virksomheds nedskrivninger år for år inden for maksimumsprocenten — tillige med den samme variationsmulighed, som ved afskrivningsloven indrømmedes for de årlige maskin- og til dels også bygningsafskrivninger — udslag af en moderne erhvervsskattepolitik, der åbnede virksomhederne mulighed for inden for visse rammer at kunne udjævne svingende årsindtægter for derved at opnå en mere jævn og stabil skattebetaling.

Disse hensyn bag nedskrivningsreglerne har i dag mindst samme vægt som i 1955. Det danske erhvervsliv er ude i meget usikre forhold, som må befrygtes at ville forværres i den kommende tid til fare for produktionen og beskæftigelsen.

Ud over af fjerne den stødpude mod økonomiske tilbageslag, som er nedskrivningsreglernes primære funktion, vil imidlertid selve afviklingen af lagerreserver og kontraktnedskrivninger i afviklingsårene betyde en alvorlig likviditetsbelastning for erhvervene. Disse nedskrivningsregler har givet erhvervslivet en skattekredit, som kræves indfriet, når afvikling skal ske. Erhvervenes fællesudvalg om skattespørgsmål har i en henvendelse til folketinget af 9. marts d. å. vedrørende lovforslaget om skattemæssig opgørelse af varelagre m. v. anført, at der på basis af statistiske oplysninger kan skønnes at være sket nedskrivninger på varelagre og kontrakter på i alt henved 6 milliarder kr. Efter de i foråret skete beskedne lempelser af finansministerens oprindelige lovforslag om fuldstændig afvikling af lagernedskrivninger kan det skønnes, at ca. 5 milliarder kr. i lager- og kontraktreserver vil blive inddraget til beskatning som en ekstraindkomst ved siden af den løbende erhvervsindkomst."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med de samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om skattefri afskrivninger m. v., forslag til lov om ændring af lov om investeringsfonds, forslag til folketingsbeslutning vedrørende afskrivningsreglerne for bygninger samt det af Niels Westerby m. fl. fremsatte forslag til folketingsbeslutning om forbedring af afskrivningsreglerne.

Ved 1. behandlingen fastholdt finansministeren, at den afvikling over 6 år af nedskrivningerne på varepartier indkøbt på bindende kontrakt, der var vedtaget i forrige samling, måtte gennemføres. Derimod var spørgsmålet om de øvrige varelagernedskrivninger et område, som måske kunne inddrages under de igangværende drøftelser mellem regeringen og repræsentanter for erhvervslivet.

Peter Nielsen (S) kunne tilslutte sig finansministerens synspunkter, og også Ømann (SF) var enig i, at de tidligere vedtagne regler måtte gennemføres.

Derimod fandt Arthur Jacobsen (RV) anledning til at underkaste spørgsmålet en nøjere undersøgelse, idet han erindrede om, at hans parti var gået mod lovændringen af 3. juni 1967.

Lovforslaget henvistes sammen med de øvrige omtalte forslag vedrørende afskrivningsreglerne til et udvalg, som imidlertid ikke afsluttede sit arbejde inden folketingsvalget.