Lovforslaget har samme tekniske opbygning som lov nr. 240 af 8. juni 1966 om indskud på kapitalbindingskonti, der blev ophævet ved vedtagelse i folketinget 2. juni 1967.

En del af lovforslagets paragraffer er identiske med paragraffer i ovennævnte lov. Den væsentligste ændring er en ny udformning af § 1, hvorefter skattelettelsen ved kapitalbinding i fem år gives ved et nedslag i indkomstskatten til staten i stedet for som tidligere ved et fradrag i den skattepligtige indkomst. Dette medfører, at skattefordelen ved opsparing på kapitalbindingskonti bliver ens for alle indtægtsgrupper.

Skattelettelsen foreslås fastsat til 30 pct. af det indskudte beløb, dog højst 750 kr. årligt, og skattelettelsen kan ikke indrømmes på grundlag af et større beløb end forskellen mellem 2.500 kr. og de fradrag, der tilkommer skatteyderen i henhold til § 1, stk. 1 d, i renteforsikringsloven.

Såfremt der i bindingsperioden sker udtræk af beløb, for hvilke der er indrømmet skattelettelse, skal den opnåede skattelettelse tilbagebetales. Sker der i bindingsperioden udtræk af beløb, der er indskudt før 26. maj 1967, for hvilke der følgelig er indrømmet fradrag i den skattepligtige indkomst, skal det udtrukne beløb som hidtil medregnes til kontohaverens skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori udtrækket er sket.

Ved lovforslagets 1. behandling afvistes det af finansministeren. Kapitalbindingsordningen var efter hans mening en dårlig ordning. Man kunne opnå skattemæssige fordele ved ordningen uden at have foretaget nogen opsparing. En væsentlig del af de indskudte beløb var antagelig alene udtryk for en ændret anbringelse af formue, som indskyderen rådede over i forvejen, eller som han alligevel ville have opsparet.

Til disse bemærkninger sluttede Peter Nielsen (S) og Aksel Larsen. (SF) sig. Aksel Larsen mente i øvrigt, at skatteyderne ville være bedre tjent med at placere sparemidlerne i obligationer. Det ville give omtrent samme fordele som kapitalbindingsordningen, uden at skatteyderne behøvede at binde deres midler for fem år.

Lovforslaget anbefaledes af Henry Christensen (V) og Haunstrup Clemmensen (KF), der betragtede kapitalbindingsordningen som en af kapitalmangelen nødvendiggjort stimulans for den private opsparing. Man henviste i forbindelse hermed til, at den tidligere ordning navnlig havde været benyttet af lønmodtagerne.

Hilmar Baunsgaard (RV) gav udtryk for, at han gerne havde undværet ordningen, men man burde i så fald have nedsat skatteprogressionen. I udskrivningslovforslaget var imidlertid foreslået en skærpet progression, og virkningerne heraf kunne blive således, at man måtte finde veje til en begunstigelse af opsparingen.

Niels Westerby (LC) anbefalede lovforslaget, og han bad regeringen overveje, om man af hensyn til obligationsmarkedet i det mindste ikke burde overveje at indføre ordningen, for så vidt angik køb af obligationer.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i udvalget angående forslag til lov om ændring af lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten m. fl. lovforslag. I dette udvalgs betænkning over lovforslaget stilledes af venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget ændringsforslag, der ville åbne mulighed for oprettelse af kapitalbindingskonti i danske investeringsforeninger. Lovforslaget opnåede imidlertid ikke tilslutning fra de andre partier i udvalget, og ved 3. behandling forhastedes lovforslaget med 86 stemmer mod 63, medens 13 medlemmer undlod at stemme.