Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på, at folketinget skulle opfordre regeringen til at fremsætte lovforslag med henblik på en nedsættelse af valgretsalderen og myndighedsalderen til 18 år.

I bemærkningerne til forslaget henvises til, at der på Nordisk Råds session i 1964 vedtoges en rekommandation, der opfordrer de nordiske regeringer til at undersøge mulighederne for en nedsættelse af valgretsalderen og i den forbindelse have opmærksomheden henvendt på sammenhængen mellem valgretsalderen og myndighedsalderen. I bemærkningerne anføres endvidere følgende:

„I adskillige lande er valgretsalderen 18 år. I de øvrige nordiske lande vil den i meget nær fremtid være nedsat til 20 år. Det er forslagsstillernes opfattelse, at kravet om 18 års valgret inden for en kort årrække vil presse sig så stærkt på, at det må imødekommes. Da argumenterne for 18 års valgret samtidig er gode, vil en nedsættelse til 20 år — selv om det selvfølgelig vil være et fremskridt — være et unødvendigt mellemtrin.

Samfundet kræver af de unge, at de skal betale skat, og at de for mændenes vedkommende skal aftjene værnepligt. Det er rimeligt, at den pågældende aldersgruppe samtidig har indflydelse på det samfund, der stiller kravene til dem.

De 18-21-årige har i de senere år vist en stærkt stigende politisk interesse og aktivitet, der i hvert fald ikke står tilbage for interessen og aktiviteten i andre aldersgrupper, ligesom de unge bl. a. i kraft af en bedre uddannelse har bedre forudsætninger end tidligere for at deltage i det politiske liv.

Det skal endelig fremføres, at de unge har en alt for ringe politisk indflydelse i forhold til de ældre.

Forslagsstillerne anser det for rimeligt, at valgretsalder og myndighedsalder følges ad, og opfordrer derfor samtidig regeringen til at fremsætte forslag om nedsættelse af myndighedsalderen til 18 år."

Ved 1. behandling kunne indenrigsministeren (Poul Sørensen) oplyse, at spørgsmålet om en nedsættelse af valgretsalderen til 20 år var under overvejelse, men at han af flere grunde — herunder hensynet til opnåelsen af den størst mulige overensstemmelse mellem reglerne i de nordiske lande — ikke fandt det rigtigt på nuværende tidspunkt at nedsætte valgretsalderen til 18 år. På tilsvarende måde oplyste justitsministeren (Thestrup), at myndighedsalderen ville blive søgt nedsat til 20 år, men at han foreløbig ikke kunne gå ind for en nedsættelse til 18 år. Han delte den opfattelse, at valgretsalder og myndighedsalder bør følges ad.

Sigsgaard (VS) uddybede som ordfører for forslagsstillerne de synspunkter, der taler for en nedsættelse af valgretsalderen og myndighedsalderen til 18 år, og som er omtalt i bemærkningerne til forslaget, jfr. foran. Han mente ikke, at der nogen sinde ville komme et folkekrav bag ønsket om sænkning af valgretsalderen, men derfor kunne forslaget godt være rigtigt alligevel.

Tastesen (S) oplyste, at målsætningen for socialdemokratiet er at nå frem til en valgretsalder på 18 år, men at man på nuværende tidspunkt ville følge den nordiske linje og gå ind for 20 år som et første skridt i denne retning. Myndighedsalderen burde formentlig fastsættes til 20 år, men man var parat til i et folketingsudvalg at drøfte de konsekvenser, det måtte få for ungdommen, hvis myndighedsalderen blev sænket yderligere.

Knud Bro (KF) understregede, at der må være et rimeligt forhold mellem ungdommens rettigheder og pligter. Der var efter hans opfattelse en række forhold, der tyder på, at ungdommen i dag er tidligere moden, men det må være af afgørende betydning at vide, om den biologiske modenhed følges af en social modenhed. Han foreslog derfor, at der nedsættes en kommission bestående af sagkyndige, som til brug for regering og folketing kan kulegrave hele dette spørgsmål med henblik på at tilvejebringe oplysninger om, hvorvidt det vil være rimeligt at nedsætte myndighedsalderen og valgretsalderen.

Heller ikke Enggaard kunne på venstres vegne støtte forslaget i den foreliggende skikkelse. Han var enig i, at det nok principielt bør være sådan, at valgretsalder og myndighedsalder falder sammen, men udgangspunktet måtte være at få myndighedsalderen rigtigt fastlagt. For ham at se ville en afgørende sænkning af myndighedsalderen kunne føre til uønskede forhold for en række unge, som i dag er beskyttet af 21 års grænsen.

Samuelsen (RV) mente ikke, at man i første omgang kunne nå frem til en nedsættelse af både valgretsalder og myndighedsalder til 18 år. Han var i og for sig ikke spor betænkelig ved en nedsættelse af valgretsalderen, idet han var af den overbevisning, at ungdommen i de senere år er blevet betydelig mere politisk moden. Det var hans opfattelse, at der var mange skævheder ved den nuværende ordning med to myndighedsaldre på henholdsvis 18 og 21 år, som tiltrængte en sanering. Han anbefalede nedsættelsen af et folketingsudvalg til at undersøge de med forslaget forbundne problemer.

Aksel Larsen (SF) var tilhænger af en valgretsalder på 18 år. Han så gerne, at der var retsenhed mellem de nordiske lande på dette område, men mente, at Danmark måtte kunne tage et initiativ og evt. gennem Nordisk Råd nå frem til en samordnet fælles nedsættelse til 18 år. I modsætning til de øvrige ordførere kunne han ikke se, at der var noget i vejen for, at valgretsalderen var lavere end myndighedsalderen, og han mente, at forslagssstillerne havde gjort sagen og sig selv en dårlig tjeneste ved at kæde de to spørgsmål sammen.

Det udvalg, som sagen henvistes til, afgav ikke betænkning.