Ved folketingsbeslutningen meddelte folketinget sit samtykke til, at Danmark ratificerer tre på De Forenede Nationers konference om retsordenen på havet i Geneve den 29. april 1958 undertegnede konventioner, nemlig konvention om det ydre territorialfarvand og den tilstødende zone, konvention om det åbne hav og konvention om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder samt valgfri protokol vedrørende tvungen bilæggelse af tvister.

Udenrigsministeren anførte i sin fremsættelse, at konventionerne sammen med den på den nævnte konference ligeledes undertegnede konvention om den internationale sokkel, som Danmark ratificerede i 1963 (årbog 1962-63, side 447), udgjorde en enhed.

Når der var gået så lang tid, inden der fremsattes forslag om ratifikation, var det bl. a., fordi en stillingtagen til et så omfattende konventionsmateriale forudsatte tidkrævende overvejelser. Den væsentligste grund var det omfattende arbejde med at bringe den interne danske lovgivning i overensstemmelse med konventionerne. I denne forbindelse måtte især fremhæves det arbejde, der var udført med fastlæggelse af det danske søterritorium.

Som det fremgik af forslagets bemærkninger, var konventionerne nu ratificeret af et nogenlunde repræsentativt antal stater, nemlig henholdsvis 33, 40 og 25 stater, medens 34 stater havde tilsluttet sig den valgfri protokol. Blandt de lande, der havde ratificeret alle 3 konventioner, var USA, Storbritannien og Sovjetunionen.

Regeringen kunne have ønsket, at yderligere en række lande, deriblandt ikke mindst Norge og Sverige, havde set sig i stand til at ratificere konventionerne samtidig med Danmark. De to lande havde ment i det hele at mangle det fornødne incitament til at tiltræde konventionerne og havde på grund af deres særegne kystkontur anlagt en fra territorialfarvandskonventionen afvigende vurdering af principperne for dragning af rette basislinjer.

Udenrigsministeren udtalte bl. a.:

„ ... I overensstemmelse med vort tidligere tilkendegivne ønske om at støtte De Forenede Nationers bestræbelser for en kodifikation af gældende folkeret, har regeringen anset det for rigtigt, at vi også i denne sag, hvor det drejer sig om betydningsfulde og for den internationale skibsfart grundlæggende principper, markerer en positiv dansk interesse i, at konventionernes bestemmelser får en så bred anerkendelse og tilslutning som muligt. Det er da også regeringens håb, at vi igennem vor ratifikation kan bidrage til, at yderligere en række lande slutter sig til konventionerne.

På denne baggrund anser regeringen det for ønskeligt, at Danmark nu ratificerer de foreliggende konventioner. ..."

Om baggrunden for konventionerne og om deres indhold anføres følgende:

Konventionen om det ydre territorialfarvand og den tilstødende zone.

Der har hidtil ikke kunnet opnås international enighed om territorialfarvandets bredde. Medens en række lande, herunder Danmark, i overensstemmelse med folkerettens traditionelle regel om søterritoriets bredde har hævdet en 3-milegrænse, har Sverige og Norge fastholdt den gamle nordiske regel om en 4-milegrænse, Middelhavslandene 6 sømil og Sovjetunionen m. fl. 12 sømil. Spørgsmålet blev derfor også under konferencen i Geneve om retsordenen på havet betegnet som det vigtigste problem og blev genstand for indgående forhandlinger. Imidlertid lykkedes det ikke konferencen at forlige de modstående synspunkter, som heller ikke fandt deres løsning under den af FN i 1960 indkaldte nye konference.

Uanset det negative resultat af forhandlingerne om søterritoriets bredde lykkedes det konferencen at nå til enighed om en konvention om de øvrige spørgsmål vedrørende det ydre territorialfarvand og den tilstødende zones afgrænsning og retsstilling.

Konventionen er inddelt i tre hovedafsnit, således at I. del indeholder bestemmelserne om det ydre territorialfarvand, II. del bestemmelserne om den tilstødende zone og III. del de afsluttende artikler.

Artikel 1 og 2 fastslår i al almindelighed statens højhedsret over det ydre territorialfarvand, luftrummet derover samt havbunden og undergrunden under dette farvand.

Artikel 3-13 indeholder nærmere bestemmelser om afgrænsningen af det ydre territorialfarvand. Artikel 3 og 4 bestemmer, at den basislinje, fra hvilken det ydre territorialfarvands bredde måles ud mod det åbne hav, normalt er lavvandslinjen, men at basislinjen på steder, hvor kystlinjen har dybe indskæringer, eller hvor der uden for denne ligger en bræmme af øer, kan drages ved at forbinde passende punkter med rette basislilljer, hvorved farvandene inden for linjen får karakter af indre territorialt farvand. I artikel 4, stk. 2-6, gives der herefter nærmere regler om dragningen af sådanne rette basislinjer.

Et særligt afsnit i konventionen behandler spørgsmålet om retten til uskadelig gennemfart af det ydre territorialfarvand, idet der først i underafsnit A (artikel 14-17) gives bestemmelser herom, som gælder for alle skibe, medens underafsnit B (artikel 18-20) vedrører handelsskibe, underafsnit C (artikel 21 og 22) statsskibe, som ikke er krigsskibe, og underafsnit D (artikel 23) alene krigsskibe.

Konventionens II. del omfatter kun artikel 24 og indeholder bestemmelser om den zone, som støder op til en kyststats ydre territorialfarvand, og som strækker sig indtil 12 sømil fra kysten eller rette basislinjer. I denne zone er kyststaten berettiget til at udøve kontrol med told-, afgifts-, sundheds- og ind- vandringsforskrifters overholdelse og til at straffe overtrædelse heraf. Artiklen spillede en fremtrædende rolle under konferencens forhandlinger om søterritoriets bredde, idet man søgte at udstrække kyststatens beføjelser til også at omfatte fiskerirettigheder, således at kyststaten kunne forbeholde sine egne fiskere eneret i denne zone indtil 12 sømil fra kysten, uanset at det ydre territorialfarvand i øvrigt blev snævrere afgrænset. De herpå sigtende forslag blev imidlertid ikke vedtaget.

Konvention om det åbne hav.

I præamblen fastslår parterne, at konventionens bestemmelser i det væsentlige er udtryk for gældende folkeretlige regler.

Medens artikel 1 definerer udtrykket „det åbne hav", fastslår artikel 2 princippet om det åbne havs frihed og dette princips indhold. De i artiklen opregnede friheder og andre rettigheder, der er anerkendt af folkeretten, skal udøves på de for disse fastsatte betingelser og i øvrigt under rimelig hensyntagen til andre staters interesser. Nogle lande, særlig de østeuropæiske, havde ønsket et forbud mod kernevåbensprængninger på det åbne hav optaget i konventionen. Forslaget sattes imidlertid ikke under afstemning, men blev henskudt til behandling i FNs generalforsamling. (Den senere indgåede begrænsede prøvestopaftale, der trådte i kraft den 10. oktober 1963, forbyder som bekendt alle kernevåbenforsøg i atmosfæren, det ydre rum og under vandet. Aftalen er tiltrådt af 85 stater).

Da det åbne havs frihed gælder for såvel kyststater som indlandsstater, pålægger artikel 3 en stat, der er beliggende mellem havet og en indlandsstat, ved overenskomst at tilstå sidstnævnte fri transit og ligebehandling i dets havne. I fortsættelse heraf fastslår artikel 4 enhver stats ret til at lade skibe sejle under eget flag på det åbne hav.

Artikel 5 omhandler spørgsmålet om skibes nationalitet og bestemmer bl. a., at der skal bestå en ægte forbindelse mellem staten og skibet, som navnlig skal give sig udtryk i flagstatens effektive jurisdiktion og kontrol over skibet. Formålet med denne bestemmelse er i første række at sætte grænse for sejlads under såkaldt bekvemmelighedsflag.

Artikel 6 giver regler om skibes status, medens artikel 7 bestemmer, at de foregående artikler ikke skal præjudicere spørgsmålet om skibe, som sejler i en international organisations tjeneste og fører dennes flag.

Artikel 8 fastslår krigsskibes fuldstændige immunitet og definerer udtrykket „krigsskibe".

På samme måde bestemmer artikel 9 andre regeringsskibes immunitet. Sovjetunionen og de østeuropæiske lande har ved deres undertegnelse af konventionen givet udtryk for den opfattelse, at alle statsskibe nyder immunitet på det åbne hav.

Medens artiklerne 10 og 12 pålægger staterne en række forpligtelser med henblik på sikkerheden til søs, pligt til at yde hjælp til nødstedte på det åbne hav samt til at opretholde en effektiv undersøgelses- og redningstjeneste og til, hvor omstændighederne kræver det, at samarbejde med nabostater herom, indeholder artikel 11 regler om den strafferetlige jurisdiktion i tilfælde af kollision.

Artikel 13 handler om foranstaltninger til afværgelse af slavetransport.

Artiklerne 14-21 indeholder bestemmelser om sørøveri, der defineres som omfattende ulovlig tvang udøvet i personligt øjemed af besætning eller passagerer på et privat skib eller et privat luftfartøj mod et andet skib eller luftfartøj eller mod personer og ejendom om bord samt enhver frivillig deltagelse i et sådant fartøjs drift eller forsætlig medvirken til de ulovlige handlinger. I artikel 22 gives nærmere regler for, under hvilke betingelser krigsskibe har ret til at standse og borde fremmede handelsskibe.

Artikel 23 behandler spørgsmålet om forfølgelse in continenti og bestemmer, at en sådan kan iværksættes, når et fremmed skib under ophold i en kyststats indre eller ydre territorialfarvand eller tilstødende zone har overtrådt dennes love og forskrifter.

Artikel 24 og 25 pålægger enhver stat at træffe foranstaltning mod forurening af havet med olie og radioaktivt materiale m. v.

Artikel 26 fastslår alle staters ret til at nedlægge undersøiske kabler og rørledninger under tilbørlig hensyntagen til allerede udlagte kabler og rørledninger og kyststatens adgang til at iværksætte rimelige foranstaltninger til udforskning og udnyttelse af den kontinentale sokkel. I tilslutning hertil fastslår artikel 27 enhver stats pligt til at fastsætte straffebestemmelser for egne skibes beskadigelse af undersøiske kabler og rørledninger.

Artikel 28 pålægger enhver stat at gennemføre regler om erstatningsansvar for den beskadigelse, som påføres andres kabler eller rørledninger ved deres egne statsborgeres udlæggelse eller reparation af kabler eller rørledninger. Endvidere pålægger artikel 29 enhver stat at fastsætte regler om erstatning til skibsredere, hvis skibe har ofret et anker, fiskeredskaber eller lignende for at undgå beskadigelse af kabler eller rørledninger.

Artiklerne 30-37 indeholder de formelle afslutningsbestemmelser om forholdet til andre konventioner, om undertegnelse, ratifikation og ikrafttræden. Konventionen, der trådte i kraft den 30. september 1962, kan ifølge artikel 35 tidligst revideres efter den 30. september 1967.

Konvention om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder.

Baggrunden for ønsket om at søge tilvejebragt nye regler på dette område var, som det også fremgår af konventionens præambel, at de senere års store tekniske fremskridt med hensyn til såvel udforskning som udnyttelse af havets rigdomme har medført, at den bestående retstilstand ikke længere yder en tilstrækkelig beskyttelse af havets fauna mod hel eller delvis udryddelse. Det åbne havs største og vigtigste fiskeforekomster findes således på forholdsvis ringe havdybder og derfor fortrinsvis i de havområder, som støder op til kysten.

Hovedproblemet for konferencen var at søge tilvejebragt enighed om en ordning, som bl. a. gjorde det muligt at sikre bevarelsen af havets levende rigdomskilder under rimelig hensyntagen både til de stater, som i særlig grad ser deres interesse i fiskeriet i det åbne hav omkring deres egne kyster, og til de stater, som fortrinsvis udøver fiskeri på det åbne hav fjernt fra egne kyster.

Artikel 1 fastslår den alle stater tilkommende ret til at lade deres statsborgere fiske på det åbne hav, dog med forbehold af bestemmelserne i denne konvention eller anden traktatmæssig forpligtelse, men pålægger samtidig enhver stat at medvirke til at „bevare havets levende rigdomskilder". Hvad der forstås herved, bestemmer artikel 2, som endvidere udtaler, at fredningsprogrammer skal udformes således, at man i første række sikrer fødemidler til menneskers forbrug. I overensstemmelse med et ønske fra de danske fiskeriorganisationer, som mener, at denne bestemmelse ville kunne anvendes til at lægge hindringer i vejen for det danske industrifiskeri, vil der ved ratifikationen i henhold til den i artikel 19 hjemlede adgang til at tage forbehold over for konventionens artikler fra dansk side blive givet udtryk for den opfattelse, at det ikke er muligt at tage stilling til, hvorledes havets rigdomme i fremtiden bedst vil kunne udnyttes til menneskets fordel.

Såfremt et lands statsborgere driver fiskeri på et område af det åbne hav, hvor andre ikke driver sådant fiskeri, skal vedkommende stat efter artikel 3 iværksætte eventuelt nødvendige fredningsforanstaltninger i dette område over for sine fiskere.

Såfremt flere landes statsborgere driver samme slags fiskeri i samme område, pålægger artikel 4 de pågældende stater en tilsvarende forpligtelse til at træffe nærmere aftale om eventuelt nødvendige fredningsforanstaltninger.

Artikel 5 pålægger andre stater, hvis statsborgere påbegynder fiskeri i de i artikel 3 og 4 omhandlede områder, efter at de ovenfor nævnte fredningsforanstaltninger er iværksat, at bringe disse i anvendelse over for deres egne statsborgere inden en bestemt frist.

Artikel 6 omhandler ligesom artikel 7 kyststatens rettigheder over de dele af det åbne hav, som støder op til dens ydre territoriale farvand. Kyststaten er herefter berettiget til at deltage på lige fod i enhver undersøgelse og regulering i området og kan forlange forhandlinger om fredningsforanstaltninger med hjemstaten for de fiskere, som fisker i området. Såfremt kyststaten har gennemført bestemte fredningsregler i området, er andre stater ikke berettiget til at håndhæve modstridende regler, men kan eventuelt forhandle med kyststaten om de nødvendige fredningsforanstaltninger.

Artikel 7 giver under visse betingelser kyststaten ret til ensidigt at iværksætte passende fredningsforanstaltninger med virkning også for andre stater i de områder af det åbne hav, som grænser op til dens ydre territorialfarvand.

Har et land en særlig interesse i bevarelsen af dyrelivet i andre områder af det åbne hav, kan det ifølge artikel 8 anmode de lande, som udøver fiskeri dér, om at iværksætte de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger. Anmodningen skal ledsages af en videnskabelig begrundelse.

I naturlig konsekvens af, at de enkelte fredningsartikler 4-8 for hver enkelt gruppe af tilfælde foreskriver, at uoverensstemmelser kan forelægges for et voldgiftsorgan — i nogle tilfælde dog først efter en bestemt frist — indeholder artikel 9 og 10 de nærmere regler om den voldgiftsordning, som i sådanne tilfælde skal bringes i anvendelse.

Medens artikel 9 bl. a. bestemmer den særlige voldgiftskommissions sammensætning, indeholder artikel 10 regler om, efter hvilke kriterier kommissionen skal afgøre de tvister, som forelægges den. Artikel 11 bestemmer, at den særlige kommissions afgørelser er bindende for de pågældende stater. Ved udtrykkeligt at henvise til De Forenede Nationers pagts artikel 94 åbner den mulighed for tvangsfuldbyrdelse igennem sikkerhedsrådet.

Hvis de faktiske forhold, hvorpå den særlige kommissions afgørelser er truffet, ændres væsentligt, giver artikel 12 mulighed for en genoptagelse af det omstridte spørgsmål.

Artikel 13 regulerer de særlige former for fiskeri, der udøves ved hjælp af redskaber anbragt på havbunden i områder af det åbne hav, som støder op til en stats ydre territorialfarvand.

Artikel 14 bestemmer, at et fiskerfartøjs flag og ikke besætningens nationalitet er afgørende for tilhørsforholdet.

Artikel 15-22 indeholder de formelle afslutningsbestemmelser om undertegnelse, ratifikation og ikrafttræden. Artikel 19 giver hjemmel for en stat til at tage forbehold over for visse af konventionens bestemmelser.

Konventionen, der trådte i kraft den 20. marts 1966, kan ifølge artikel 20 tidligst revideres efter den 20. marts 1971.

Valgfri protokol om tvungen bilæggelse af tvister.

Protokollens artikel I foreskriver, at enhver tvist vedrørende fortolkning eller anvendelse af de omhandlede konventioner skal henhøre under Den mellemfolkelige Domstols kompetence og kan indbringes for domstolen af en af tvistens parter, såfremt denne deltager i protokollen. Inden for visse frister kan parterne dog i henhold til artikel III og IV indbyrdes aftale at forelægge tvisten for en voldgiftsret i stedet for domstolen eller at forelægge den til mæglingsbehandling inden dens eventuelle indbringelse for domstolen.

Artikel II undtager udtrykkeligt spørgsmål i forbindelse med fredning af havets levende rigdomskilder fra domstolens kompetence, idet den særlige voldgiftsordning, der er foreskrevet i konventionen om dette emne, ubetinget skal gælde i forholdet mellem denne konventions parter.

Protokollen trådte i kraft den 30. september 1962.

Som det fremgår af bemærkningerne til forslaget, agter man fra dansk side i forbindelse med ratifikationen at rejse indsigelse over for en række forbehold, som af en del stater er taget i forbindelse med deres undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse af konventionerne.

Forslaget fik en positiv behandling af partiernes ordførere. Poul Dam (SF) var dog bekymret over, at Danmark skulle foretage ratifikation af disse konventioner, som ikke var og formodentlig ikke kunne ventes ratificeret af bl. a. Norge og Sverige.

Forslaget gennemførtes med en kort 1. behandling og uden udvalgsbehandling. Det vedtoges ved 2. (sidste) behandling enstemmigt med 126 stemmer.

3. Folketingsbeslutning i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til statsregnskabet for finansåret 1965-66. [C. 127].

Statsrevisorernes betænkning over statsregnskabet for finansåret 1965-66 anmeldt i folketinget 28/4 1967 (F. 1966-67, sp. 3844). I samlingen 1966-67 henvist til et udvalg på 17 medlemmer, som ikke nåede til ende med sit arbejde inden folketingsårets slutning. I 1. samling 1967-68 på ny henvist til et udvalg på 17 medlemmer, som imidlertid på grund af folketingsvalget heller ikke afsluttede arbejdet. I 2. samling 1967-68 derefter henvist til nyt udvalg på 17 medlemmer (Burgdorf, Gerda Møller, Vestergaard Poulsen, Niels Ravn [formand], P. E. Eriksen, Niels Andersen, Jens Frandsen, Erik Hansen (Ålborg amt), Amtoft, Helge von Rosen, Kampmann [næstformand], Poul Dalsager, Ove Hansen, Egon Jensen, Hans Lund, Th. Mikkelsen og Chr. Madsen), som afgav betænkning (B. sp. 201) 3/4. 1. beh. af'det i betænkningen indeholdte forslag til folketings,beslutning 18/4 (F. sp. 2439). 2. (sidste) beh. 23/4 (F. sp. 2539).

Ved folketingsbeslùtningen godkendtes statsregnskabet for finansåret 1965-66.

I folketingsudvalgets enstemmige betænkning, der var ledsaget af 6 bilag, udtales:

„Udvalget har i 5 møder fortsat den i 1. samling påbegyndte gennemgang af statsrevisorernes hovedbetænkning og tillægsbetænkning over statsregnskabet for finansåret 1965-66, ligesom udvalget har gennemgået de af statsrevisorerne afgivne beretninger henholdsvis om udviklingen i statens jordlovsudvalgs virksomhed og personale

og om de forvaltningsøkonomiske konsekvenser af de i folketingsåret 1965-66 gennemførte love. Udvalget har endvidere fra forskellige ministerier modtaget besvarelser af en række spørgsmål om punkter, udvalget har ønsket nærmere belyst. En del af besvarelserne er optrykt som bilag til nærværende betænkning.

Udvalget har haft samråd med statsrevisorerne om revisionen af Danmarks radios regnskaber, om udviklingen i statens jordlovs- udvalgs virksomhed og personale, om statens ydelser af honorarer for arkitekt- og ingeniørbistand samt om revisionsspørgsmål i forbindelse med hjemmemarkedsordningerne for landbrugsvarer. Om statens jordlovsudvalg har der tillige i 1. samling været afholdt samråd med den daværende landbrugsminister og med den daværende formand for statens jordlovsudvalg.

Udvalget har drøftet den af statsrevisorerne i tillægsbetænkningen på side 103 fremsatte udtalelse, hvorefter statsrevisorerne må holde for, at statens almindelige revisionssystem også bør omfatte Danmarks radio. Efter den nugældende særlige revisionsordning, der har hjemmel i forretningsordenen for radiorådet og i radiospredningsloven, revideres Danmarks radios regnskab af to af kulturministeren udnævnte revisorer, medens revisionsdepartementet har et vist overtilsyn med denne revision og varetager kritiske opgaver af juridisk og tillige økonomisk karakter.

Det fremgår af tillægsbetænkningen, at revisionsarbejdets deling mellem disse to revisionsorganer må anses for utilfredsstillende og flere gange har givet anledning til forhandlinger mellem revisions- departementet, Danmarks radio og ministeriet for kulturelle anliggender. Herunder er en række mangler blevet afhjulpet, og yderligere skridt i denne retning overvejes.

Over for det i 1. samling nedsatte udvalg har den daværende minister for kulturelle anliggender oplyst, jfr. bilag 1, at statsrevisorernes standpunkt har været forelagt radiorådet. Radiorådet har opretholdt et tidligere udtalt standpunkt, hvorefter den nuværende revisionsform bør opretholdes under hensyn til institutionens særlige karakter. Ministeriet har over for udvalget tilsluttet sig radiorådets udtalelse.

Udvalget er af den opfattelse, at Danmarks radios særlige karakter ikke kan nødvendiggøre en særordning, hvorved bemærkes, at udvalget lægger stor vægt på, at gennemførelsen af statens almindelige revisionssystem sker så undtagelsesfrit som muligt. Udvalget tilslutter sig derfor statsrevisorernes udtalelse.

Ved gennemgangen af statsrevisorernes beretning om udviklingen i statens jordlovsudvalgs virksomhed og personale har udvalget med tilfredshed bemærket, at der er gennemført en betydelig rationalisering, hvorved der er sket en reduktion af det samlede antal af ansatte. Under det indledningsvis nævnte samråd har man drøftet, hvilken betydning de i april 1967 gennemførte ændringer i landbrugs-

lovgivningen har haft og må antages at få fremover for arbejdet i jordlovsudvalget. Drøftelsen har navnlig været ført med henblik på, om udviklingen i tiden efter beretningens afgivelse må medføre en ændret bedømmelse, således at den af statsrevisorerne foreslåede særlige rationaliseringsundersøgelse for tiden må anses for upåkrævet. Som et led i bl. a. disse overvejelser har det i 1. samling nedsatte udvalg stillet en række spørgsmål til den tidligere landbrugsminister, hvis svar fremgår af bilag 2. Det er over for udvalget oplyst, at rationaliseringen inden for jordlovsudvalget fortsættes, men at den i almindelighed heraf følgende frigørelse af arbejdskraft vil blive opvejet som følge af det merarbejde, der er forbundet med bl. a. administrationen af de nye regler om adgang til jordrentens afløsning samt om sammenlægning af landbrugsejendomme. Det er endvidere oplyst, at de rationaliseringsundersøgelser, der finder sted i landbrugsministeriet, også omfatter statens jordlovsudvalg.

På grundlag af det anførte skønner udvalget, at den foreslåede særlige rationaliseringsundersøgelse ikke er påkrævet på indeværende tidspunkt, og dette synspunkt har statsrevisorerne tilsluttet sig under samrådet. Statsrevisorerne såvel som udvalget vil dog have opmærksomheden særlig henvendt på, hvorledes jordlovsudvalgets organisation vil udvikle sig, når det ovenfor omtalte merarbejde i det væsentlige vil være afviklet inden for få år.

Udvalget henstiller, at de under jordlovsudvalget hørende skovarealer, som efter deres beskaffenhed kan administreres af statsskovvæsenet, snarest muligt overføres til dette.

Udvalget har endvidere beskæftiget sig med revisionen af regnskabet for de statsmidler, der indgår i hjemmemarkedsordningerne for landbrugsvarer. Efter statsrevisorernes opfattelse er statsmidler i denne henseende midler, der er tilvejebragt 'med hjemmel i lov; udvalget kan tilslutte sig denne afgrænsning, hvilket indebærer, at alene midler vedrørende hjemmemarkedsordningen for mejeriprodukter falder udenfor. For så vidt angår statsmidlerne, er det oplyst, at disse i visse tilfælde administreres af statsinstitutioner, hvorfor revisionen vedrørende deres anvendelse varetages direkte af revisions- departementet. I de øvrige tilfælde aflægger de pågældende organisationer over for landbrugsministeriet regnskab for midlernes anvendelse, hvorefter disse regnskaber behandles af revisionsdepartementet.

I tilslutning til det under samrådet med statsrevisorerne oplyste bemærkes, at såvel udvalget som statsrevisorerne med opmærksomhed vil følge, at statsmidlerne bliver anvendt i overensstemmelse med lovgivningen samt de almindeligt gældende principper for administrationen af statsmidler.

I statsrevisorernes tillægsbetænkning er på side 127-128 omtalt problemerne i forbindelse med Limfjordsbroens drift og ejerforhold. Det fremgår heraf bl. a., at der efter revisionsdepartementets opfattelse snarest bør søges tilvejebragt en ordning af broens økonomiske

forhold formentlig derhen, at broen i henhold til § 10 i den oprindelige koncession af 24. marts 1928 overtages af staten, således at broens nettoaktiver indgår i vejfonden, og således at der tilvejebringes lovhjemmel for, at udgifterne ved broens fremtidige vedligeholdelse afholdes af vejfonden. Det fremgår endvidere af tillægsbetænkningen, at revisionsdepartementet til ministeriet for offentlige arbejder har bemærket, at broens midler, der er tilvejebragt gennem benzinafgifter, må betragtes som statsmidler. Anvendelsen af disse midler bør derfor efter departementets opfattelse ske under kontrol af vedkommende statslige myndigheder og efter de samme retningslinjer, som er gældende for statsmidler af den pågældende karakter.

Til det i 1. samling nedsatte udvalg har den daværende minister for offentlige arbejder, jfr. bilag 3, bl. a. udtalt, at broen efter hans opfattelse bør overgå til Ålborg kommune.

Udvalget kan tiltræde denne opfattelse og henstiller til ministeren for offentlige arbejder at fortsætte bestræbelserne herfor. Udvalget henstiller endvidere, at den af revisionsdepartementet foreslåede kontrol med anvendelsen af broens midler gennemføres snarest muligt.

Det fremgår af statsrevisorernes tillægsbetænkning side 137, at en i forbindelse med udvidelse og ombygning af rigshospitalet indgået honoraraftale er ugunstig for staten sammenlignet med andre af staten indgåede honoraraftaler. Byggeudvalget for rigshospitalet har imødegået dette synspunkt, jfr. bilag 4, bl. a. under henvisning til, at opgaven er særdeles krævende. Udvalget kan tiltræde, at der her er tale om en opgave af særlig karakter, hvorfor man ikke finder det med sikkerhed godtgjort, at der er tale om en for staten ugunstig honoraraftale, men udvalget finder det påkrævet, at revisionsdepartementet som anført i betænkningen nøje følger udviklingen omkring honorarerne ved byggeriet. Udvalget lægger imidlertid stor vægt på det synspunkt, at honoraraftalen kan medføre krav om uberettiget høje honorarer ved andre anlægsarbejder, og henstiller derfor til statsrevisorerne meget nøje at følge udviklingen på dette område.

Under omtalen af dansk teknisk oplysningstjenestes administrationsudgifter er det på side 174-176 i tillægsbetænkningen anført, at revisionsdepartementet har bemærket, at der med hensyn til aflønningen af de ved institutionen ansatte civilingeniører og kontorfunktionærer, personalets arbejdstid, afregning af tjenesterejser m. v. er blevet etableret ordninger, der ikke er i overensstemmelse med statens bestemmelser eller praksis, og som har medført merudgifter for institutionen. Det fremgår endvidere, at revisionsdepartementet ved sagens forelæggelse for undervisningsministeriet har udtalt, at de til DTO henlagte opgaver, uanset at disses løsning forudsætter nær kontakt med erhvervslivet, efter departementets opfattelse ikke har været af en så speciel karakter, at der heri har foreligget tilstrækkelig motivering for ved institutionens drift at etablere særordninger

i den udstrækning, det er sket, og at en opretholdelse af særordningerne under alle omstændigheder måtte kræve økonomiministeriets godkendelse. I disse synspunkter har undervisningsministeriet erklæret sig principielt enig.

Udvalget ønsker at udtale sin fulde tilslutning til det anførte standpunkt.

På side 170-171 i tillægsbetænkningen er omtalt tilsynet med modtagelse af private tilskudsmidler ved Danmarks tekniske højskole. Udvalget har gjort sig bekendt med den til undervisningsministeriet og revisionsdepartementet afgivne indberetning om anvendelsen af de i finansåret 1965-66 modtagne, som det anføres, private tilskudsmidler.

Udvalget har konstateret, at indberetningen omhandler tilskud på i alt ca. 4,3 mill. kr., men at ca. 3 mill. kr. heraf er ydet af det offentlige, for størstedelens vedkommende af statens teknisk-videnskabelige fond (STVF). Udvalget ser i dette forhold en yderligere begrundelse for den fastsatte indberetningspligt.

I anledning af det i tillægsbetænkningen på side 173-174 anførte om regnskabsaflæggelsen ved det kgl. teater beklager udvalget, at der er sket fejlposteringer m. v., og vil med opmærksomhed følge den videre udvikling.

I tillægsbetænkningen på side 176-191 er omtalt en af revisions- departementet foretaget undersøgelse over statens udgifter til fredningsformål. I de afsluttende bemærkninger er der udtalt kritik af det gennemgåede regnskabsmateriale, ligesom der peges på nødvendigheden af en fastere og kontrolmæssigt mere betryggende administration inden for fredningsområdet. Over for det i 1. samling nedsatte udvalg har den daværende minister for kulturelle anliggender, jfr. bilag 5, givet en redegørelse for, hvor langt man er kommet i bestræbelserne for at opnå forbedringer på de omhandlede områder.

Udvalget udtrykker sin beklagelse over de mangelfulde forhold og vil.med opmærksomhed følge den videre udvikling.

Endelig ønsker udvalget i tilslutning til sin gennemgang af tillægsbetænkningens side 12 ff. om anvendelse af EDB-teknik i den offentlige forvaltning at udtale sin tilfredshed med den tidligere økonomiministers redegørelse under folketingsdebatten om rationalisering af statsforvaltningen."

Forslaget til folketingsbeslutning vedtoges enstemmigt.