Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd: „Folketinget opfordrer finansministeren til i folketinget at fremsætte forslag til lov, der sikrer lønmodtagerne skattebegunstigelse i en passende periode, når de lider løntab som følge af uforskyldt arbejdsløshed, sygdom eller ulykkestilfælde."
I bemærkningerne siges det, at den pågældende efter ledighed eller arbejdsudygtighed af en vis varighed — 14 dage — må være berettiget til henstand med betaling af skat, herunder restancer. Hvis ledigheden eller arbejdsudygtigheden bliver af betydelig varighed — 2 måneder eller mere — bør vedkommendes skat nedsættes. Endelig bør henstandsgivelse omfatte en vis periode efter genoptagelsen af arbejdet, ligesom der for afviklingen af restancer bør fastsættes en passende afdragsordning. I tilfælde, hvor den pågældendes ægtefælle har indtægter, som dog ikke er af en sådan størrelse, at de sikrer familien et uændret leveniveau trods løntabet, må der fastsættes ændrede regler for skattens inddrivelse hos ægtefællen, således at familien sikres et passende leveniveau.
I fremsættelsestalen anføres det bl. a.: „Det faktum, at vi tilsyneladende er på vej ind i en periode med tendens til stigende arbejdsløshed, jfr. det økonomiske sekretariats årsoversigt, aktualiserer forslaget. I øjeblikket betales skat af indkomsten i kalenderåret 1966 — altså en periode med temmelig god beskæftigelse. I dag, hvor antallet af arbejdsløse i visse landsdele allerede er meget stort, kan det være overmåde byrdefuldt for disse lønmodtagere at klare den store skat, som er blevet dem pålignet på grundlag af fuld arbejdsindtægt."
Under 1. behandling gennemgik finansministeren de forskellige regler om henstand og nedsættelse. Spørgsmålet om tilbageholdelse i arbejdsløshedsunderstøttelse hørte under indenrigsministeren. Det var kommunalbestyrelsen, der havde afgørelsen. Indenrigsministeren havde i et cirkulære udtalt, at der burde vises tilbageholdenhed med at anvende tilbageholdelse i understøttelsen. Den samme tilbageholdenhed med inddrivelsen blev vist ved henstandsordninger. Dette spørgsmål hørte ligeledes under indenrigsministeren. Spørgsmålet om skattenedsættelse hørte under indenrigsministeriet, for så vidt angik kommuneskatten, og under finansministeriet, for så vidt angik statsskatten. I begge tilfælde var der hjemmel til at lempe i de omhandlede tilfælde. Ministeren fandt det ikke muligt at erstatte de nuværende regler om skønsmæssig nedsættelse med regler, der gav skatteyderne en ret til nedsættelse, når de opfyldte visse fastsatte betingelser. Der var for mange individuelle og forskelligartede hensyn i disse sager.
Peter Nielsen (S) fandt det utilbørligt, at man opkrævede skat på kontrolstedet. Han fandt, at man burde indskærpe oppebørselsmyndighederne, at de måtte fare med lempe.
Asger Jensen (KF) mente, at kommunerne tog de skyldige hensyn. Det ville „spille en fundamental rolle, hvis det blev en almindelig retningslinje, at det, man skylder væk, behøver man ikke at betale."
Jens Frandsen (V) fandt ingen grund til det fremsatte forslag, men var tilfreds med de gældende regler.
Martin Pedersen (RV) fandt, at der var mange mennesker med en mindre arbejdsindtægt, der betalte betydelige beløb i skat, og som med samme ret kunne komme og sige, at de skulle have skattelempelse. Han fandt, at den måde, skattelovgivningen blev administreret på, var rimelig.
Chr. Madsen (SF) mente, at der var meget stor forskel på kommunernes administration med hensyn til tilbageholdelse af arbejdsløshedsunderstøttelse. Han fandt, at lovgivningen gav krav på henstand og nedsættelse i langt videre omfang, end der blev givet, og at det måtte være ulovligt, at reglerne blev praktiseret på den måde, de blev det.
Som afslutning på debatten nævnte finansministeren, at han ville spørge indenrigsministeren, om han mente, at han igennem en ny henstilling fra indenrigsministereriet kunne få kommunerne til at praktisere reglen om tilbageholdelse i understøttelse endnu mere lempeligt.
Forslaget blev derefter henvist til udvalget angående forslag til lov om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (Kildeskat). Dette udvalg afgav en beretning om sit arbejde.