Ordføreren for forespørgerne, J. O. Krag (S), fandt, at der i det år, der var forløbet, siden den seneste markedsdebat fandt sted i tinget, var sket ting, der bevirkede, at mange markedspolitiske vurderinger måtte ændres. Der var dels indtruffet en stilstand i de europæiske forhandlinger, og dels var der sket et fremstød på det nordiske samarbejdes område. Dette var anledningen til forespørgslen.

Økonomiministeren og ministeren for nordiske anliggender samt europæiske markedsanliggender redegjorde indgående for den udvikling, der havde fundet sted efter Danmarks anmodning om forhandlinger med henblik på optagelse som medlem af EEC. Samtidig med Danmark havde Storbritannien og Irland indgivet fornyet ansøgning; et par måneder efter havde Norge ligeledes indgivet ansøgning, og Sverige havde anmodet om forhandlinger om tilknytning til fællesmarkedet i en form, der var forenelig med svensk neutralitetspolitik. Det måtte efter de forhandlinger, der var foregået inden for EEC, og hvoraf det fremgik, at optagelse af nye medlemmer stødte på stærk fransk modstand, i den foreliggende situation nøgternt erkendes, at der ikke var udsigt til en hurtig realisering af den danske markedspolitiske målsætning. Regeringen ville imidlertid fastholde Danmarks ansøgning om optagelse i fællesmarkedet og ville foreløbig afvente et eventuelt udspil fra de seks.

Det var på denne baggrund naturligt, at regeringen forsøgte at opnå en styrkelse og udbygning af EFTA-samarbejdet, selv om det på forhånd var klart, at mulighederne herfor var relativt begrænsede.

Efter denne vurdering var det naturligt, at regeringen ønskede at søge det nordiske samarbejde udvidet. Det var nærliggende at overveje, om man ikke ved at tage yderligere skridt kunne nærme sig en mere fuldstændig økonomisk integration mellem de nordiske lande. Det blev også i stigende omfang klart, at små lande som de nordiske havde vanskeligt ved at gøre deres synspunkter gældende i det bredere europæiske samarbejde.

Regeringens synspunkter med hensyn til det nordiske samarbejde måtte ses i forlængelse af Danmarks hidtidige markedspolitik. Det nordiske samarbejde måtte ske med hensyntagen til vore forpligtelser i EFTA, og det måtte lette de nordiske landes vej til fællesmarkedet.

Den beslutning, der var truffet på det nyligt afholdte nordiske statsministermøde, kunne blive indledningen til skridt af vidtrækkende betydning for de nordiske lande. Regeringen ville i de kommende måneder på det nordiske plan bidrage til at bringe samarbejdet ind i et nyt og positivt spor, der kunne være til gavn for alle de nordiske lande og samtidig forhåbentlig bringe os nærmere løsningen af de store europæiske problemer.

For socialdemokratiet talte to ordførere, Ivar Nørgaard og J. O. Krag.

Ivar Nørgaard beskæftigede sig med forholdet til de europæiske fællesskaber. Han var enig i, at muligheden for en indledning af forhandlinger om optagelse i fællesmarkedet og for fastlæggelse af en tidstabel for det egentlige medlemskabs begyndelse nu var udskudt på ubestemt tid. Forudsætningerne for vor markedspolitik og dermed også i høj grad for vor hidtidige landbrugspolitik var herved radikalt ændret. Vor landbrugspolitik burde nu tages op til grundig og fornyet overvejelse, og den hidtidige støttepolitik måtte ændres. Samtidig burde man undersøge mulighederne for et udvidet samarbejde mellem landene, der som endemål skulle sikre, at planøkonomien indrettedes til fordel for forbrugerne i stedet for for producenterne.

I spørgsmålet om medlemskab af fællesmarkedet måtte vi fastholde den hidtidige linje og sammen med englænderne stå fast på, at vi ønskede alt eller intet.

J. O. Krag fandt, at ministerens vurderinger gennemgående var sunde og sammenfaldende med socialdemokratiets.

Vi måtte nu — på baggrund af de meget små muligheder for et bredere europæisk samarbejde — give det nordiske samarbejde den størst mulige opmærksomhed. Der burde være større muligheder for et sådant samarbejde i dag, end der tidligere havde været. Vi havde gode og frugtbare EFTA-erfaringer, og der var hos de fire nordiske landes regeringer en stemning for at benytte denne nye nordiske chance.

De nordiske lande måtte tage mod til sig og træffe en bindende beslutning og, først når denne politiske beslutning var truffet, lade rammerne udfylde gennem embedsmænds og ministres forhandlinger og undersøgelser.

Et integreret nordisk samarbejde var en opgave med vidtrækkende perspektiver. Vi kunne ikke på nordisk basis løse de problemer, som hele Europa ikke havde kunnet løse hidtil, men vi ville på næsten ethvert tænkeligt område ved et sådant samarbejde forbedre vor egen position og forbedre vor styrke forhandlingsmæssigt, når de europæiske forhandlinger begyndte igen.

Også Haunstrup Clemmensen (KF) kunne i det store og hele tilslutte sig ministerens redegørelse. Han lagde vægt på, at man ikke i markedsdiskussioner kun interesserede sig for Europa, hvor væsentligt dette end var, men så aktivt som muligt søgte globalt at udvide samhandelen.

Hvad landbrugsproblemerne angik, var disse ikke et særligt dansk fænomen, også EFTA og fællesmarkedet havde landbrugsproblemer og vanskeligheder med at løse dem. Der burde være basis for, at EFTA og fællesmarkedet forhandlede disse problemer i lyset af den nuværende overproduktion i Europa og den nuværende udtalte underproduktion og mangel på landbrugsvarer i udviklingslandene, som man fra alle sider var enig om at have en forpligtelse til at bistå.

Det nordiske samarbejde havde den største sympati i hans parti. Det var dog nødvendigt at være realistisk og ikke skabe for store forventninger. Danske erhvervs internationale konkurrenceevne måtte ikke forringes.

Per Federspiel (V) var ligeledes enig med ministeren i den vurdering, at der ikke for øjeblikket var nogen mulighed for at tage et initiativ til at få genåbnet forhandlingerne om en udvidelse af De europæiske Fællesskaber. Man måtte dog stadig bevare et klart sigte mod det mål, man satte sig for 10 år siden.

Han fandt, at det nordiske initiativ kunne indebære meget frugtbare perspektiver. Væsentligt var det, at det nordiske samarbejde tog et videre sigte.

Også han beskæftigede sig med landbrugsproblemerne og pegede på den naturlige sammenhæng mellem en løsning af de europæiske landbrugsproblemer, både inden for og uden for fællesskaberne, og den europæiske indsats over for u-landene. Han mente i øvrigt, at tiden var inde til at optage spørgsmålet om afholdelse af en egentlig europæisk landbrugskonference.

Svend Haugaard (RV) konkluderede i, at det radikale venstre tilsluttede sig bestræbelserne for det størst mulige europæiske markedsområde, herunder Englands og Nordens indmeldelse i EEC, men fortsat afviste isoleret indmeldelse. En af grundene hertil var frygten for Romunionens lidt snærende bånd og noget afskrækkende politiske konsekvenser. Tiden, hvor vi måtte vente på en større europæisk markedsmulighed, måtte anvendes til energiske bestræbelser for et øget nordisk samarbejde og øget nordisk integration på en række områder og også til videregående EFTA-samarbejde.

Aksel Larsen (SF) fastslog, at medlemskab i Romtraktatens fællesmarked hverken af økonomiske, af politiske eller af nationale grunde kunne være særlig tiltrækkende for Danmark. Det var nu klart, at fællesmarkedet i en overskuelig årrække ikke ville være i stand til at optage nye medlemmer. Danmark måtte på denne baggrund være interesseret i en yderligere styrkelse og udbygning af samarbejdet inden for EFTA og i øvrigt en handels- og toldpolitik, der udnyttede alle muligheder såvel i de industrialiserede lande som i udviklingslandene.

Fremfor alt var det nødvendigt, at der blev truffet politisk beslutning om at udbygge det nordiske samarbejde med handelspolitisk og erhvervspolitisk integration som mål. De vigtigste elementer i et udvidet nordisk samarbejde burde være: en samordnet handelspolitik på basis af toldharmoniseringer med nordisk toldunion som mål, en fælles industripolitik med arbejdsdeling og på basis af et fælles forskningsarbejde og et fælles kapitalmarked, arbejdet henimod en fælles landbrugs- og fiskeripolitik med det mål efterhånden at nå til et frit nordisk marked for landbrugs- og fiskerivarer, en harmoniseret og så vidt muligt fælles skatte- og afgiftspolitik og erhvervslovgivning, fælles løsning af de store trafikpolitiske opgaver og en fastholden af, at de nordiske lande optrådte som en enhed i alle forhandlinger og vedrørende alle initiativer i forbindelse med større markedsdannelser og disses udbygning.

Bundgaard (VS) vendte sig stærkt imod en tilslutning til europæiske markedsdannelser i lighed med fællesmarkedet. Han kunne gå ind for en udbygning af nordisk samarbejde, men ikke hvis dette kun var en bagdør til en sådan tilslutning. Det måtte give muligheder udad mod udviklingslandene.

Hvad landbruget angik, måtte man erkende, at man opretholdt en forældet struktur, som måtte radikalt ændres, hvis landbruget skulle hjælpes. Støtteordningerne burde afløses af hjælp til omskoling af landmænd som følge af den teknologiske udvikling.

Under de fortsatte forhandlinger, hvorunder tillige statsministeren og Sigsgaard (VS) havde ordet, fremsatte Ivar Nørgaard på socialdemokratiets, det konservative folkepartis, venstres, det radikale venstres og socialistisk folkepartis vegne følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget tager økonomi- og markedsministerens redegørelse til efterretning, opfordrer det regeringen til at styrke bestræbelserne for et vidtgående og dynamisk nordisk økonomisk samarbejde, der naturligt tager sit udgangspunkt i en fælles nordisk politisk beslutning om dannelsen af et nordisk økonomisk fællesskab med en bred europæisk løsning som endemål.

Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Hertil stillede Bundgaard på sit partis vegne følgende ændringsforslag:

„Ordene „med en bred europæisk løsning som endemål" udgår og erstattes af følgende: „med udbygning af handelen til alle sider, herunder såvel til nye europæiske markeder som til udviklingslandene, som mål."

Ændringsforslaget forkastedes med 153 stemmer mod 4 (VS); 1 medlem (Bodil Koch (S)) tilkendegav, at hun hverken stemte for eller imod.

Det af Ivar Nørgaard stillede dagsordensforslag vedtoges herefter med 154 stemmer mod 4 (VS).