Lovforslaget var i det væsentlige i overensstemmelse med det udkast til forslag til lov om naturfredning, som indgik i naturfredningskommissionens betænkning II (betænkning om naturfredning II nr. 467/1967). Den gældende naturfredningslovs § 22 forbyder opførelse af bygninger, der ikke tjener lokale formål, i områder uden for byplanlagte områder og områder omfattet af byudviklingsplaner uden fredningsnævnets tilladelse. Gives der afslag, er ejeren efter stk. 2 berettiget til erstatning for den ved afslaget forvoldte værdinedgang. Denne bestemmelse skulle være udgået, idet man i overensstemmelse med kommissionens flertal gik ind for, at den almindelige be- byggelseskontrol skulle varetages af de sædvanlige bebyggelsesregulerende myndigheder. I bemærkningerne til lovforslaget siges det, at „man i overensstemmelse med kommissionens enige indstilling vil stræbe efter på rent fredningsmæssigt grundlag varigt at sikre en række større og sammenhængende landskaber, hvor de naturfredningsmæssige værdier eller interesser har en særlig rig koncentration". Endvidere siges det: „Naturparkerne må skabes ved gennemførelse af fredninger mod sædvanlig erstatning til grundejere...... Erstatningens størrelse vil i det omfang, erstatningen omfatter mistet byggechance, være afhængig af, i hvilket omfang man efter den øvrige bebyggelsesregulerende lovgivning udreder erstatninger herfor." Kapitel VIII indeholdt udvidede regler om almenhedens færdsel og ophold i landskabet. Foruden som nu at måtte færdes på alle strandbredder indeholdt forslaget en ret til at opholde sig og bade. Foruden som nu at måtte færdes til fods i alle offentlige skove åbnedes der også adgang til privatejede skove. Endelig gaves der også adgang til visse udyrkede arealer.

Naturfredningskommissionen blev nedsat i efteråret 1961, efter at det under folketingets behandling af ændringsforslagene af 1961 til loven var blevet tilkendegivet, at det var ønskeligt at få en kommissionsbehandling af dette problemkompleks. I januar 1963 fremsatte regeringen forslag til en række love vedrørende fast ejendom, de såkaldte „jordlove", der bl. a. omfattede forslag til lov om ændringer i lov om naturfredning. Efter dette forslag skulle der ikke ydes grundejerne erstatning for nægtelse af udstyknings- eller byggetilladelse efter naturfredningslovens § 22. Denne paragraf var kommet ind i loven i 1961. Regeringsforslaget, der lå til grund for ændringen i 1961, havde været uden nogen erstatningsbestemmelse, men denne var kommet ind i loven under folketingets behandling af forslaget. Regeringsforslaget om ændringer i naturfredningsloven af januar 1963 bortfaldt ved folkeafstemning. Efter folkeafstemningen fortsatte naturfredningskommissionen sit arbejde, der i 1967 resulterede i to betænkninger (betænkning om naturfredning I og II nr. 461 og 467/1967). Den anden betænkning indeholder et udkast til lovforslag, der har været lagt til grund ved udarbejdelsen af nærværende forslag. I sin fremsættelsestale udtalte ministeren for kulturelle anliggender bl. a.:

„Regeringen har ment, at kommissionens forslag udgør et så værdifuldt grundlag for overvejelserne her i det høje ting og ude omkring i befolkningen, at man har fundet det rigtigst nu at fremsætte forslaget til en helt fri debat.

Det vil i denne forbindelse være betydningsfuldt, at problemerne kan drøftes i sammenhæng med de bidrag til en ny jordlovgivning, som påregnes fremsat i det kommende folketingsår, men regeringen lægger vægt på, at diskussion om de særlige naturfredningsproblemer kan påbegyndes allerede i løbet af sommeren."

Forslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse. Bodil Koch (S) udtalte bl. a.: „I det forslag, vi har til debat i dag, er den væsentlige bestemmelse gledet ud, at naturfredningsmyndighederne skal øve en almindelig kontrol med bebyggelsen i det åbne land...... I mit parti har vi jo både i regeringsperioden og senere hen arbejdet intenst med jordlovsproblemerne og er særdeles parat til at tage de nødvendige skridt, hvad enten det nu vil blive påkrævede ændringer i byreguleringsloven eller i landsbyggeloven". H. C. Toft (KF) var ikke uenig i, at § 22 gled ud af lovgivningen og bebyggelsesreguleringen blev overført til anden lovgivning, men fandt det ikke rigtigt at ophæve bestemmelsen, før der var faste lovgivningsregler i anden lovgivning. Han håbede, at man igen kunne nå til bred enighed om en naturfredningslovgivning. Jens Chr. Christensen (V) udtrykte ligeledes håb om „bredest mulig enighed". Han fandt udvidelserne af almenhedens adgang til skove og udyrkede arealer betænkelige og mente, at det burde overvejes, om ikke § 22 burde bevares. Bernhard Baunsgaard (RV) udtrykte ligeledes håb om, „at vi med dette lovforslag kan tage den gode gamle tradition op om, at vi kan vedtage en ny naturfredningslov i enighed." Vivike (SF) fandt ikke, at lovens § 22, stk. 2, havde „været egnet til at værne naturen, men tværtimod til at værne udstykningen, værne spekulanterne." Kjær Rasmussen (VS) fandt, at med den sammensætning, fredningsnævnene havde, var der mulighed for, at det i højere grad blev lokale interesser, der blev tilgodeset, end formålsparagraffen. Ekspropriationsbestemmelsen fandt han ikke meget værd, hvis der ikke eksproprieres til den hidtidige anvendelsespris.

Efter 1. behandling blev forslaget henvist til et udvalg, som afgav en beretning om sit arbejde.