Ved loven foretoges en række betydningsfulde ændringer i lov om skattefri afskrivninger m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 267 af 15. juni 1967.

De mest omfattende af ændringerne angår reglerne om afskrivning på bygninger og særlige installationer i bygninger. På grundlag af en flertalsindstilling fra det afskrivningsudvalg, der er nedsat under finansministeriet, er hele lovens afsnit IV ændret.

Ændringerne angår dels området for bygningsafskrivningerne, dels afskrivningsmetoden og endelig reglerne om den skattemæssige behandling af fortjeneste og tab ved afhændelse eller nedrivning af bygninger.

Området for bygningsafskrivningerne er efter de tidligere gældende regler afgrænset på den måde, at der kun kan afskrives på en bygning, når den er udsat for et sådant fysisk slid, at værdien ikke kan opretholdes ved normal vedligeholdelse. De nye regler er udformet ud fra det hovedsynspunkt, at ikke blot erhvervsbygningernes værdiforringelse som følge af fysisk slid, men også deres værdiforringelse som følge af teknisk-økonomisk forældelse skal tages i betragtning. Afskrivningsretten er derfor udvidet, så den foruden de landbrugs-, industri-, håndværks- og lagerbygninger m. v., som i dag er afskrivningsberettigede, kommer til at omfatte yderligere 3 hovedområder.

Det drejer sig for det første om en mindre gruppe industri- og håndværksbygninger, som ikke har været afskrivningsberettigede ud fra kriteriet fysisk forringelse.

For det andet udvides afskrivningsretten til at omfatte alle lagerbygninger. Det betyder, at en del lagerbygninger, hvorpå der hidtil ikke har kunnet afskrives, kommer med.

For det tredje skal der kunne afskrives på butiksbygninger. De har hidtil som altovervejende hovedregel ikke været afskrivningsberettigede.

Derimod er der ikke indført afskrivningsret for beboelsesbygninger og i almindelighed heller ikke for kontorbygninger. Der skal dog kunne afskrives på kontorbygninger og kontorlokaler, der er beliggende sammen med afskrivningsberettigede bygninger og tjener driften af den virksomhed, hvortil disse bygninger anvendes. Under de samme betingelser skal der kunne afskrives på udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn o. lign, der knytter sig til en virksomheds afskrivningsberettigede bygninger. Efter de gældende regler kan der normalt ikke afskrives på den slags anlæg.

Anvendes under 30 pct. af en bygnings etageareal til formål, der berettiger til afskrivning, kan der kun afskrives på bygningen, såfremt dette etageareal udgør mindst 300 kvadratmeter. I det fremsatte lovforslag var procentgrænsen foreslået fastsat til 25.

De nye regler vedrørende afskrivningsmetoden afskaffer den nugældende sondring mellem almindelige afskrivninger og ekstraafskrivninger, men adgangen til at foretage forholdsvis store begyndelsesafskrivninger bevares. Afskrivningerne bliver mere smidige og ubundne end efter de gældende regler, idet de skattepligtige inden for bestemte overgrænser for de enkelte års afskrivning vil kunne sprede eller samle afskrivningerne over en kortere eller længere årrække.

De afskrivningsberettigede bygninger opdeles i 2 hovedgrupper med hver sit sæt afskrivningsprocenter. Også når man anvender kriteriet teknisk-økonomisk forældelse, må der antages at være en væsentlig forskel i „levetiden" for bygningerne.

Den første hovedgruppe omfatter landbrugsbygninger, industribygninger, håndværksbygninger og en række hermed ligestillede bygninger. Endvidere henhører butiksbygninger under denne hovedgruppe i henhold til en ændring af den oprindeligt foreslåede regel, der foretoges under folketingsbehandlingen efter forslag af folketingsudvalgets flertal, der bestod af det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget. På bygninger i denne gruppe kan der afskrives indtil 6 pct. årlig i de første 10 år efter erhvervelsen og derefter indtil 2 pct. årlig. For bygninger i denne gruppe bliver den mindste afskrivningsperiode herefter 30 år.

Den anden hovedgruppe omfatter en række bygninger, der anvendes til lettere erhvervsvirksomhed. Under denne gruppe er i henhold til et af folketingsudvalget i udvalgets betænkning stillet ændringsforslag medtaget alderdoms- eller plejehjem, der omfattes af § 7 i lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister. På bygninger i denne gruppe skal der kunne afskrives indtil 4 pct. årlig i de første 10 år efter erhvervelsen og derefter indtil 1 pct. årlig. Den mindste afskrivningsperiode for bygninger i denne gruppe bliver herefter 70 år.

Efter nærmere regler skal afskrivningsprocenterne kunne forhøjes i særlige tilfælde, men det nuværende system med en række vanskeligt overskuelige afskrivningssatser vil blive væsentligt forenklet.

Loven afskaffer den gældende adgang til at foretage almindelig afskrivning over en særlig kort restlevetid, når en ældre bygning skifter ejer eller forbedres.

Særlige installationer i afskrivningsberettigede bygninger skal som hovedregel afskrives efter samme system som bygninger. Dog skal afskrivningssatsen her være indtil 8 pct. årlig i de første 10 år efter anskaffelsen og derefter indtil 4 pct. årlig.

De højere begyndelsesafskrivninger på indtil 6 og 4 pct. årlig, for særlige installationer 8 pct. årlig, skal kun gælde anskaffelser efter 15. marts 1968. For bygninger, der er anskaffet før skæringsdagen, giver loven ejeren adgang til at foretage en evt. ikke-udnyttet ekstraafskrivning efter de hidtil gældende regler.

Hvad dernæst angår beskatningsreglerne i den gældende afskrivningslovs § 28 samt § 2, nr. 2, i loven om særlig indkomstskat, sker der den ændring, at disse regler skal anvendes i alle tilfælde, hvor den skattepligtige har foretaget skattemæssige afskrivninger på den afhændede bygning. Efter gældende lov anvendes reglerne kun, når der foruden almindelige afskrivninger har været foretaget ekstraafskrivning, forlods afskrivning eller forskudsafskrivning.

Har den skattepligtige erhvervet bygningen før den 15. marts 1968, og har han hidtil alene foretaget almindelige afskrivninger, men hverken ekstraafskrivning, forlods afskrivning eller forskudsafskrivning, skal han ved opgørelsen af. det skattepligtige beløb kun tage hensyn til de afskrivninger, der er foretaget ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1969-70 og følgende skattéår.

Dok- og beddingsanlæg, der er beregnet til bygning og reparation af skibe, skulle efter de almindelige regler afskrives efter reglerne om afskrivning på bygninger. Handelsministeriets kontaktudvalg vedrørende skibsværftsindustrien har imidlertid i en rapport af 11. september 1967 fremhævet, at der på grund af den tekniske udvikling er sket en forældelse af værfternes faste anlæg, som ikke har været mindre hurtig end udskiftningsbehovet for maskiner m. v. For at imødekomme en henstilling herom fra kontaktudvalget er der derfor efter et af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning stillet ændringsforslag indføjet en ny paragraf, § 29 D, i afskrivningsloven, hvorefter de nævnte dok- og beddingsanlæg samt de til selve dokken eller beddingen hørende bygninger, installationer m. v. skal kunne tillades afskrevet efter reglerne i afskrivningslovens afsnit I om maskiner, inventar o. lign. driftsmidler. Det er derimod ikke tanken, at reglen skal omfatte bygninger osv., der har en mere indirekte betydning for dokken eller beddingen, f. eks. kontor- eller administrationsbygninger. Tilladelsen kan kun gives, når der i et indkomstår anskaffes aktiver af den omhandlede art til en samlet anskaffelsessum af mindst 200.000 kr., og den skal betinges af, at salgsavancer m. v. på de pågældende aktiver også behandles efter reglerne i lovens afsnit 1.

Også uden for bygningsområdet ændredes afskrivningsloven på enkelte punkter.

For det første bestemtes det, at den i 1967 indførte halvering af førsteårsafskrivningen på maskiner, inventar og lignende driftsmidler kun skal gælde for driftsmidler, der er anskaffet i sidste halvår af indkomståret.

Endvidere forhøjedes den i 1957 fastsatte beløbsgrænse 800 kr. for såkaldte „småaktiver", hvis anskaffelsessum kan fradrages på én gang ved indkomstopgørelsen i stedet for at afskrives sammen med de øvrige driftsmidler, til 1.200 kr.

I folketingsudvalgets betænkning udtaltes om denne forhøjelse:

„Udvalget har drøftet forslaget om at forhøje beløbsgrænsen i afskrivningslovens § 3, stk. 1, fra 800 kr. til 1.200 kr. Under drøftelserne er det gjort gældende, at det kan føre til mindre rimelige resultater, når anskaffelsessummen for sådanne aktiver kan fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst for anskaffelsesåret, også når der er tale om, at et betydeligt antal „småaktiver" anskaffes på én gang.

Finansministeren har givet tilsagn om at overveje det rejste spørgsmål, evt. således at ændringsforslag kan stilles til 3. behandling af lovforslaget."

I henhold til dette tilsagn indføjedes der efter et af finansministeren i udvalgets tillægsbetænkning fremsat forslag den begrænsning i reglen, at den i det indkomstår, hvori en virksomhed påbegyndes, og det følgende indkomstår kun kan anvendes på driftsmidler til en samlet anskaffelsessum på indtil 50.000 kr. Begrænsningen skal dog kun finde anvendelse, når virksomheden påbegyndes den 1. januar 1969 eller senere.

Ved loven ændredes desuden overgrænsen for, hvor stor en del af anskaffelsessummen for visse automobiler m. v. der kan gøres til genstand for afskrivning, fra 35.000 kr. til 40.000 kr.

Endelig kan det nævnes, at betegnelsen „skattefri afskrivning", der anvendes i afskrivningslovens titel og talrige steder i lovens tekst, overalt ændredes til det mere neutrale udtryk „skattemæssig afskrivning".

De nye regler skal første gang finde anvendelse ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1969-70, idet der dog i loven var talrige overgangsbestemmelser.

Ved fremsættelsen af lovforslaget fremkom finansministeren med nogle bemærkninger om de såkaldte forskudsafskrivninger på planlagte nyanskaffelser af særlig bekostelige maskiner, inventar og lignende driftsmidler samt bygninger. Finansministeren udtalte bl. a.:

„.... De særlige regler herom har i en årrække været givet i bekendtgørelser, som finansministeriet har udstedt med hjemmel i en tekstanmærkning til finansloven; af praktiske grunde vil jeg foreslå, at man her følger den samme fremgangsmåde i hvert fald endnu i år.

Forskudsafskrivning har hidtil kunnet foretages på den del af den samlede planlagte investering i afskrivningsberettigede maskiner og bygninger, som overstiger 1 mill. kr. Ved et ændringsforslag til finanslovforslaget for finansåret 1968-69 vil jeg foreslå, at denne beløbsgrænse ændres til 700.000 kr., så en noget større kreds af virksomheder bliver opmuntret til at udvide eller forny produktionsapparatet til gavn for konkurrenceevnen og beskæftigelsesmulighederne "

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om skattemæssig opgørelse af varelagre m. v. Ved lovforslagets 1. behandling betegnede Grünbaum (S) de nye regler om bygningsafskrivninger som et betydeligt fremskridt, selv om der var enkeltheder, som måtte overvejes nærmere i folketingsudvalget. Han fandt det rimeligt, at der nu skulle kunne afskrives på butiksbygninger, men det var et spørgsmål, hvor meget butiksindehaverne ville få ud af det. Man måtte se på, om det var muligt at sikre, at afskrivningerne kom dem til gode, der drev butikkerne. Med hensyn til forhøjelsen af begrænsningen vedrørende visse automobiler ønskede han dokumentation for, at forslaget var rimeligt. Han var betænkelig ved den foreslåede ændring vedrørende førsteårsafskrivningerne på maskiner m. v. og kunne ikke tiltræde forhøjelsen af beløbsgrænsen for de såkaldte småaktiver. Der fandt mange urimeligheder sted inden for dette område. Haunstrup Clemmensen (KF) anbefalede lovforslaget men ønskede i udvalget at se på, om det var rimeligt, at butikker var henført under gruppen med de laveste afskrivningssatser. Han fremhævede, at han fortsat ville være på vagt over for muligheder for misbrug og medvirke til at modvirke alle tendenser hertil. Også Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) hilste lovforslaget med tilfredshed som led i en erhvervsvenlig politik. Det var af stor psykologisk betydning, at afskrivningsreglerne lå fast for en årrække, så de erhvervsdrivende vidste, hvad de havde at disponere over. Der var en del enkeltheder, som han ønskede nærmere drøftet i udvalget, men den forenkling, der var tale om, påskønnede han i høj grad. Med hensyn til den foreslåede ændring vedrørende førsteårsafskrivning på maskiner m. v. havde han foretrukket, at man var vendt tilbage til den tidligere regel med fuld førsteårsafskrivning. Arthur Jacobsen (RV) fremhævede, at man ved tilrettelæggelsen af afskrivningsreglerne burde afveje hensynet til erhvervslivets behov for indkomst- og skatteudjævning med ønsket om at undgå skatteomgåelse. Han kunne tiltræde lovforslaget. Krog Hansen (SF) fandt det gældende afskrivningssystem forældet, fordi afskrivningerne var ens for eksportvirksomheder og hjemmemarkedsvirksomheder, og uanset om dispositionerne var samfundsmæssigt hensigtsmæssige. Hvorfor skulle arbejdskraft og kapital ikke enes om investeringerne i en virksomhed? Der burde nedsættes brancheudvalg, der bl. a. skulle undersøge, hvilke investeringer der i den enkelte virksomhed var nødvendige af hensyn til en rationalisering. På basis af brancheudvalgenes undersøgelser skulle afskrivningsprocenterne i de enkelte industrier fastsættes. Kjær Rasmussen (VS) mente, at lovforslaget ville medføre skattemæssige fordele først og fremmest for de besiddende. Investeringerne burde afstemmes efter den økonomiske politik. Han kunne ikke tiltræde lovforslaget og efterlyste oplysninger om dets provenumæssige virkninger.

Efter den påfølgende udvalgsbehandling kunne det socialdemokratiske mindretal i udvalget ikke tiltræde forhøjelsen fra 35.000 kr. til 40.000 kr. af beløbsgrænsen for afskrivningerne på visse automobiler. Hertil sluttede Aksel Larsen (SF) sig, idet han dog heller ikke kunne tiltræde ændringen af førsteårsafskrivningen på maskiner, inventar og lignende driftsmidler. De pågældende stillede i udvalgets betænkning ændringsforslag i overensstemmelse hermed.

Ved 2. behandling forkastedes disse ændringsforslag, medens nogle henholdsvis af finansministeren, udvalget og et flertal, bestående af det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget, i betænkningen stillede ændringsforslag, hvoraf de væsentligste er omtalt i det foregående, vedtoges. Med disse ændringer og yderligere nogle af finansministeren til 3. behandling stillede ændringsforslag vedtoges lovforslaget ved den endelige afstemning med 152 stemmer mod 14.