Loven går ud på at genindføre de regler om nedskrivning på varelagre og varepartier indkøbt på bindende kontrakt, som var gældende indtil varelagerloven, lov nr. 200 af 3. juni 1967 om skattemæssig opgørelse af varelagre m. v.

Efter de regler, der genindføres ved loven, er den højeste lovlige nedskrivningssats 30 pct. på begge disse områder. Efter 1967-loven skulle denne sats for varelagrenes vedkommende nedsættes gradvis til 10 pct. i løbet af en 10 års periode, der begyndte med skatteåret 1968-69. For varepartier indkøbt på bindende kontrakt bestemte 1967-loven, at nedskrivningsadgangen gradvis skulle afskaffes helt i løbet af en 6 års periode, der ligeledes begyndte med skatteåret 1968-69.

Den nye lov finder første gang anvendelse ved skatteligningen for skatteåret 1969-70.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte finansministeren ved lovforslagets fremsættelse bl. a.:

„.... Varelagerlovens indgreb i disse nedskrivningsregler vil efter regeringens opfattelse medføre en alvorlig belastning af erhvervslivets likviditet og dermed på længere sigt af beskæftigelsesmulighederne. Når indgrebene medfører en likviditetsbelastning, skyldes det, at den skattekredit, som erhvervslivet har opnået ved hjælp af nedskrivningerne, skal indfries, efterhånden som varelagerlovens afviklingsregler begynder at virke. Navnlig i den nuværende situation vil en sådan likviditetsbegrænsning kunne få uheldige virkninger for produktion og beskæftigelse, og forslaget om at vende tilbage til de tidligere regler må først og fremmest ses på denne baggrund.

Også på længere sigt er det regeringens opfattelse, at de hensyn, der ligger bag nedskrivningsreglerne, vil have mindst samme vægt som hidtil. For det første anser regeringen det for rimeligt, at erhvervsvirksomhederne ved hjælp af disse regler kan tage risikoen for prisudsving i betragtning ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For det andet bør virksomhederne ligesom tidligere have adgang til inden for nedskrivningsreglernes rammer at udjævne svingende årsindtægter, så de opnår en mere jævn og stabil skattebetaling "

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om skattefri afskrivninger m. v. Ved lovforslagets 1. behandling afvistes det af Grünbaum (S). Hovedsynspunktet for ham var, at man skal fremme den erhvervsmæssige investering, men fjerne de afskrivningsmuligheder, der ikke fremmede produktionen, eller som indebar en skattemæssig forskelsbehandling over for de andre skatteydere. Haunstrup Clemmensen (KF) advarede mod det synspunkt, at lagerbeholdninger ikke var en produktiv investering, og han anbefalede lovforslaget ud fra de synspunkter, som ministeren havde fremhævet ved lovforslagets fremsættelse. Hertil sluttede Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) sig. For Arthur Jacobsen (RV) var varelagernedskrivningerne mere et likviditetsproblem end et spørgsmål om et produktivt nødvendigt investeringsmiddel, og hensynet til den økonomiske situation og til beskæftigelsen talte mod en afkortning af nedskrivningerne. Hverken Krog Hansen (SF) eller Kjær Rasmussen (VS) kunne tiltræde lovforslaget.

Efter udvalgsbehandling stillede et mindretal i udvalget, bestående af socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget, i udvalgets betænkning ændringsforslag, hvorefter der gives finansministeren bemyndigelse til for produktionsvirksomheder, der af teknisk-økonomiske grunde må arbejde med et lager, der er særlig stort i forhold til virksomhedens årlige forædlingsværdi, at fastsætte en nedskrivningsprocent, der er højere, end det er fastsat i lovens § 1, stk. 4. Ændringsforslaget gik i øvrigt ud på, at reglerne i den dagældende lov opretholdtes uændret. Ved 2. behandling forkastedes ændringsforslaget med 77 stemmer mod 62, hvorefter lovforslaget ved 3. behandling vedtoges uændret med 93 stemmer mod 75.