L 16 Lov om ændring af lov om investeringsfonds.

Af: Finansminister Poul Møller (KF)
Samling: 1967-68 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 188 af 31-05-1968
Ved loven foretoges som følge af de ved lov nr. 183 af 31. maj 1968 om ændring af lov om skattefri afskrivninger m. v. gennemførte ændringer af afskrivningsloven nogle konsekvensændringer i lov om investeringsfonds, jfr. lovbekendtgørelse nr. 504 af 29. december 1967.

Endvidere indeholder loven en ændring, hvorefter de finansministeren ved investeringsfondslovens § 6, stk. 2, § 9, stk. 2, samt § 10, stk. 3 og 4, tillagte dispensationsbeføjelser efter ministerens bestemmelse skal kunne varetages af en anden myndighed.

Endelig foretoges for at tydeliggøre lovteksten nogle mindre ændringer af rent redaktionel art.

Lovforslaget gav ikke anledning til særlige bemærkninger under behandlingen i folketinget og vedtoges ved 3. behandling uden ændringer enstemmigt med 153 stemmer. 15 medlemmer undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Niels Andersen (V), Jens Peter Jensen (V), Dagmar Andreasen (RV), Arthur Jakobsen (RV), Aksel Larsen (SF), Sigurd Ømann (SF) og Erik Sigsgaard (VS)