L 35 Lov om ændring af lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed.

(Almindelig revision).

Af: Arbejdsminister Lauge Dahlgaard ()
Samling: 1967-68 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 246 af 13-06-1968
Ved loven er med ikrafttræden den 1. april 1969 gennemført en række ændringer, som falder i to grupper:

A. Ved den umiddelbart ovenfor omtalte lov er lov om almindelig arbejderbeskyttelse blevet revideret. Da en række regler i arbejderbeskyttelseslovene er sammenfaldende, har man foretaget en række konsekvensændringer, der kort kan karakteriseres således:

1. Reglerne om leverandørers, sælgeres og udstilleres ansvar for maskiners indretning m. v. er ændret for at bringe disse regler i overensstemmelse med ILO-konvention nr. 119 om sikring af maskineri (1963) med en eventuel ratifikation for øje.

2. Reglerne om personlige beskyttelsesmidler er ajourført i overensstemmelse med udviklingen. Dette er dog sket ved, at henvisningen i § 11 til reglerne i lov om almindelig arbejderbeskyttelse har fået et andet indhold som følge af de nævnte reglers revision.

3. Reglerne om hviletid er ændret.

4. Reglerne om helligdagsarbejde er ændret, herunder ved en omlægning af helligdagsdøgnets beliggenhed og ved en udvidelse af adgangen til at udføre arbejde på søn- og helligdage.

5. Der er foretaget en række ændringer af teknisk og administrativ karakter.

B. Der er samtidig foretaget nogle ændringer, som er mere specielle for lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed. Det drejer sig om følgende:

a. Lovens krav om sundheds- og velfærdsforanstaltninger på arbejdspladsen er bragt i anvendelse i en vis udstrækning på virksomheder, der er etableret før lovens ikrafttræden den 1. april 1955, og som derfor hidtil ikke har skullet opfylde disse bestemmelser. Ændringerne tilsigter at bringe arbejderbeskyttelsesloven i overensstemmelse med ILO-konvention nr. 120 om hygiejne i handels- og kontorvirksomhed med henblik på en eventuel ratifikation af konventionen.

b. Der er fastsat hviletidsregler for kontorarbejde i forbindelse med lastning og losning.

c. Arbejdstidsreglerne for personer under 18 år er-ført á jour under hensyntagen til udviklingen.

Med hensyn til lovforslagets fremsættelse og behandling henvises til det herom anførte ved omtalen af lov om ændring af lov om almindelig arbejderbeskyttelse. (Almindelig revision) side 238.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.
Partiernes ordførere
Erling Dinesen (S), Palle Simonsen (KF), Niels Andersen (V), Aage Valbak (RV), Chr. Madsen (SF) og Hanne Reintoft (VS)