Ved loven er med ikrafttræden fra den 1. juni 1968 gennemført ændringer af anvendelsesområdet for regler vedrørende arbejde, der udsætter de beskæftigede for ioniserende stråling, samt ændring af arbejdstidsreglerne inden for brødfremstilling og transportvæsen. Ændringerne har i et vist omfang karakter af bemyndigelsesbestemmelser for arbejdsministeren, således at han kan fastsætte de nærmere regler.

1. Ved en tilføjelse til § 1 i lov om almindelig arbejderbeskyttelse er dens § 27 A om arbejde, der udsætter de beskæftigede for ioniserende stråling, gjort anvendelig på alt sådant arbejde, uanset af hvem det udføres, hvorimod bestemmelsen tidligere kun har været anvendelig i tilfælde, hvor arbejdere (medhjælpere) anvendtes i en arbejdsgivers tjeneste. § 27 A lyder således:

,,§ 27 A. Ved arbejde, der udsætter de beskæftigede for ioniserende stråling, skal der træffes fornødne foranstaltninger til at sikre de pågældende en effektiv beskyttelse mod ulykkes- og sundhedsfaren.

Stk. 2. Ingen arbejder må i strid med en sagkyndig læges råd beskæftiges eller vedblive at være beskæftiget ved arbejde, der vil kunne udsætte ham for ioniserende stråling.

Stk. 3. Socialministeren kan efter forhandling med direktøren for arbejdstilsynet og arbejdsrådet samt indenrigsministeren fastsætte nærmere regler for arbejde, der udsætter de beskæftigede for ioniserende stråling, herunder fastsætte de højest tilladelige doser af ioniserende stråling, der må forekomme, samt fastsætte regler, der forbyder bestemte kategorier af arbejdere at være beskæftiget ved sådant arbejde."

Ved denne lovændring er lov om almindelig arbejderbeskyttelse på dette punkt bragt i overensstemmelse med den under indenrigsministeriet hørende lovgivning om ioniserende stråling, jfr. lov af 31. marts 1953 om brug m. v. af radioaktive stoffer.

2. Ved tilføjelser til § 31 er der for det første ved tilføjelse af et nyt stykke 4 givet hjemmel for arbejdsministeren til efter forhandling med direktøren for arbejdstilsynet og arbejdsrådet i et regulativ at fastsætte særlige regler om hvileperioden og kørselsperioder m. v. ved transportarbejde under hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for dette arbejde. For det andet er der ved tilføjelse af et nyt stykke 5 givet arbejdsministeren hjemmel til for international vejtransport at fastsætte regler om hvileperioden og om de maksimalt tilladelige kørselsperioder, som her i landet eller i udlandet skal iagttages af førere af køretøjerne, herunder regler, hvorved det pålægges førerne at føre kontrolbøger over arbejdstid, hvileperioder m. v. Disse regler udarbejdes ligeledes efter forhandling med direktøren for arbejdstilsynet samt tillige efter forhandling med justitsministeren. Vedrørende den formelle fremgangsmåde ved reglernes udarbejdelse bemærkes tillige, at de regler, som gives i henhold til stk. 4, skal fastsættes i form af et regulativ, hvilket sikrer, at parterne deltager i udformningen.

Vedrørende bestemmelsen i det nye stk. 4 bemærkes i øvrigt følgende:

Hviletidsbestemmelserne i lovens § 31 er gennemført af hensyn til de beskæftigedes sundhed og velfærd. Dette gælder også for et område som transportarbejde. På dette område og ganske specielt for chaufførers virksomhed har hviletidsbestemmelserne imidlertid også en anden betydning, idet de bidrager til at forebygge, at ikke-udhvilede chauffører forårsager trafikulykker, der rammer andre.

Hensynet til den særlige ulykkesrisiko, som trætte, ikke-udhvilede chauffører frembyder, har ikke givet sig udtryk i forskrifter i færdselsloven om chaufførers arbejdstid, idet det er blevet anset for at være en opgave for en arbejderbeskyttelseslovgivning at fastsætte regler herom.

Imidlertid kan hensynet til denne særlige ulykkesrisiko ikke anses for behørigt fyldestgjort ved den gældende bestemmelse om 11 timers samlet døgnhvil, jfr. § 31, stk. 1, idet bestemmelsen ofte i praksis vil være for usmidig. Det må derfor anses for hensigtsmæssigt, at der åbnes mulighed for at etablere en mere smidig hviletidsregel for chaufførers arbejde end den gældende.

Vedrørende bestemmelsen i det nye stykke 5 samt bestemmelsen i en ny § 34 A, som knytter sig dertil, bemærkes følgende:

Bestemmelserne tilsigter at muliggøre Danmarks tiltræden af den europæiske overenskomst af 19. januar 1962 om arbejdsforhold for mandskab i international vejtransport. Medlemslandene er ved en enstemmig resolution, vedtaget i 1966 på Den europæiske Transportministerkonference, opfordret til at ratificere overenskomsten.

Ved tilføjelse til § 1, stk. 2, er det fastsat, at de bestemmelser, som gives i medfør af § 31, stk. 4 og 5, finder anvendelse, uanset af hvem kørslen udføres. Denne vide afgrænsning af personkredsen er i overensstemmelse med indholdet af den europæiske overenskomst. Hensynet til færdselssikkerheden tilsiger, at der også uden for international vejtransport fastsættes visse hviletidsregler for vognmænd og andre selvstændige erhvervsdrivende, der i erhvervsmæssigt øjemed selv fører deres køretøj. Det samme gælder de overordnede funktionærer, der ifølge lovens § 30, stk. 3, ikke er omfattet af lovens hviletidsbestemmelser.

3. Ved en ændret affattelse af § 31 har man lempet den principielle bestemmelse i § 31, stk. 2, hvorefter hvileperioden i virksomheder, der bager til detailsalg, skal omfatte tiden fra kl. 20 til kl. 4. Efter de nye regler gælder denne bestemmelse ikke for perioden fra torsdag kl. 20 til søndag kl. 20. Den gælder endvidere heller ikke for arbejde i virksomheder, som har væsentlig produktion til sommerferieområder, for så vidt direktøren for arbejdstilsynet meddeler dispensation fra hvileperioden. Endelig har man ved indførelse af en almindelig regel om, at der i hviletiden fra kl. 20 til kl. 4 kun må arbejde én person i bageriet, ligestillet virksomhederne. Efter den hidtil gældende lov var der en vis forskel, efter som virksomheden blev drevet i selskabsform eller på anden måde.

Lovforslaget var i sin oprindelige form — bortset fra redaktionelle ændringer — enslydende med det i 1. samling fremsatte lovforslag, hvorom der henvises til det på side 411 anførte. Det blev fremsat og behandlet sammen med de ligeledes genfremsatte lovforslag om ændring i lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed. (Beskyttelse mod ioniserende stråling) og om ændring i lov om arbejderbeskyttelse inden for landbrug, skovbrug og gartneri. (Beskyttelse mod ioniserende stråling).

Ved 1. behandling fik lovforslaget tilslutning fra alle sider. Valbak (RV) anbefalede en mere smidig lovgivningsteknik, således at de mere detaljerede regler fastsattes administrativt, medens Chr. Madsen (SF) pegede på de særlige problemer vedrørende mini-cabs.

I den af udvalget afgivne betænkning stillede arbejdsministeren med tilslutning af udvalget ændringsforslag, hvorved ikrafttrædelsestidspunktet blev det ovenfor angivne, ligesom der blev stillet et ændringsforslag nærmest af lovgivningsteknisk art. Det fremgik af udvalgets betænkning, at der i udvalget var enighed om at opfordre arbejdsministeren til at overveje, hvorvidt der er behov for at fastsætte særlige regler med hensyn til hvileperioder og kørselsperioder for førere af hyrevogne. Sådanne reglers udfærdigelse ville have hjemmel i de i loven indeholdte bestemmelser.

Efter at ændringsforslagene var blevet vedtaget ved 2. behandling, blev lovforslaget enstemmigt vedtaget ved 3. behandling.