Ved loven foretoges en lang række ændringer af lov nr. 100 af 31. marts 1967 om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (KildZeskat). De fleste af ændringerne er dog konsekvensændringer, ændringer af redaktionel art og mindre tekniske ændringer. De væsentligste af ændringerne står i forbindelse med sambeskatningens ophævelse eller drejer sig om selve trækordningen, de standardiserede fradrag, beskatningen af børn og beskatningen af danske i Grønland:

1. Ifølge et af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning stillet ændringsforslag indføjedes i loven en bestemmelse om indsættelse af en ny paragraf, § 37 A, i kildeskatteloven. I denne paragraf tages stilling til forskellige spørgsmål i forbindelse med den ved kildeskattelovens § 4, stk. 2, indførte særskilte beskatning af gifte kvinder.

Den særskilte beskatning vil, når hustrufradraget ikke opretholdes, bevirke, at en del ægtepar med samlet indtægt under proportionalskattegrænsen kommer til at betale højere skat end efter de gældende regler, dersom de hidtil har opnået hustrufradrag. Hvis de har haft ret til det fulde hustrufradrag på 2.000 kr., vil der efter de gældende udskrivningsregler kunne blive tale om en skattestigning på ca. 600-700 kr.

For at undgå dette bestemmes det, at der ved beregningen af skatten af hustruens særskilte indkomst indrømmes et fradrag, der ligesom det nuværende hustrufradrag udgør et beløb svarende til halvdelen af hustruindkomsten, dog højst 2.000 kr. Overgrænsen for fradraget nedsættes med 100 kr. for hver fulde 1.000 kr., hvormed hustruindtægten overstiger 10.000 kr. Fradraget bortfalder således, når hustruindtægten er 30.000 kr. eller mere.

Fradraget indrømmes kun i særskilt indkomst af den art, der efter de gældende regler giver ret til hustrufradrag. Fradrag gives således ikke; hvis hustruens indtægt består af pension. Hustrufradraget indrømmes ligesom efter gældende ret med det fulde beløb, selv om hustruen kun har haft den selvstændige beskæftigelse i en del af indkomståret. I det omfang fradraget under hensyntagen til hustruens personfradrag ikke kan udnyttes, foretages det i mandens skattepligtige indkomst.

Når det i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen oplyses, at den med en mand sambeskattede hustru i det pågældende indkomstår har deltaget i. væsentligt omfang i driften af mandens eller ægteparrets fælles erhvervsvirksomhed, skal mandens indkomstskat beregnes, som om 25 pct. af den skattepligtige indkomst, dog højst 12.000 kr., var indtjent af hustruen som særskilt indkomst. Skatten af denne „hustruindkomst" skal beregnes på sædvanlig måde, altså således at hustruens personfradrag fragår i indkomsten, forinden skatten beregnes. Denne skat sammenlægges med den af mandens indkomst hustruindkomsten beregnede skat, og den samlede skat opkræves hos manden efter sædvanlige regler.

Efter bestemmelsen skal der gives et fast fradrag på 1.200 kr. i den indkomst, der henføres til hustruen. Fradraget nedsættes dog med 100 kr. for hver fulde 1.000 kr., hvormed ægtefællernes samlede indkomst overstiger 30.000 kr. Hvor fradraget ikke kan udnyttes fuldt ud, skal det overskydende beløb fradrages hos manden.

I stk. 3 bestemmes det, at ægtefæller ikke skal beskattes efter reglerne for medhjælpende hustruer, hvis hustruen har særskilt indkomst.

Det er som nævnt en betingelse, at hustruen i „væsentligt" omfang har deltaget i mandens eller den fælles virksomhed. Om dette er tilfældet, må bero på en konkret afgørelse. Der vil herved navnlig kunne henses til, om hustruens deltagelse i virksomheden har strakt sig over hele eller den overvejende del af indkomståret, og om hendes indsats i det hele har haft en fastere karakter og lagt beslag på en betydelig del af hendes arbejdskraft. På den anden side kan det næppe generelt være udelukket at indrømme fradrag i tilfælde, hvor hustruens indsats har været koncentreret over en mindre del af året.

I tilslutning hertil udtales det i folketingsudvalgets betænkning:

„I forbindelse med ændringsforslag nr. 9 har udvalget indgående drøftet de nye regler om beregning af indkomstskat for gifte kvinder, der er særskilt ansat til skat, eller som i væsentligt omfang har deltaget i driften af mandens eller ægtefællernes fælles erhvervsvirksomhed. Udvalget har hos finansministeren indhentet oplysninger til belysning af reglernes indhold og virkning i forhold til de øvrige i kildeskatteloven indeholdte udskrivningsregler, og der er som bilag til betænkningen optrykt et af skattedepartementet udarbejdet notat herom.

Udvalget har bl. a. drøftet, hvilket nærmere omfang den medhjælpende hustrus arbejdsindsats skal have, for at der kan ske beskatning efter reglerne for medhjælpende hustruer. Udvalget ønsker at understrege lovbestemmelsens ord „i væsentligt omfang", og finansministeren har herom henvist til bemærkningerne til ændringsforslaget, hvorefter der normalt skal være tale om medhjælp, der har en fastere karakter og lægger beslag på en betydelig del af hustruens arbejdskraft. Det vil således i almindelighed ikke være tilstrækkeligt, at hustruen har passet mandens forretningstelefon o.lign. Arbejde med regnskabsføring vil dog efter omstændighederne kunne begrunde beskatning som medhjælpende hustru under forudsætning af, at erhvervsvirksomheden har et sådant omfang, at regnskabsføringen i sig selv eller sammen med andre opgaver virkelig stiller betydelige krav til hustruens arbejdsindsats. Sæsonarbejde af kortere varighed vil ikke være tilstrækkeligt.

På denne baggrund har man drøftet det hensigtsmæssige i, at der i selve lovteksten foretages en nærmere afgrænsning af de betingelser, der skal opfyldes, for at der kan ske beskatning efter reglerne for medhjælpende hustruer. Finansministeren har givet tilsagn om, at udkast til vejledende cirkulære på dette område vil blive forelagt medlemmerne af det folketingsudvalg, der til den tid beskæftiger sig med skattespørgsmål, med henblik på overvejelser af at søge lovbestemmelsen udbygget med den nævnte nærmere afgrænsning.

I tilknytning til sin tiltrædelse af ændringsforslaget udtaler udvalget, at der i forbindelse med kildeskattens ikrafttræden som led i skattereformen bør foretages en generel forhøjelse af børnetilskuddene i henhold til kapitel 1 i lov om børnetilskud og andre familieydelser. Denne forhøjelse bør foretages uanset en eventuel samtidig ajourføring af satserne for tilskuddet."

2. Efter kildeskatteloven skal arbejdsgiverne som hovedregel beregne skatten for deres medarbejdere ved hjælp af opkrævningstabeller, som de skal have fra skattemyndighederne.

Fra arbejdsgiverside har man peget på, at en ordning med generelt procenttræk vil egne sig bedre for den moderne EDB-teknik og i øvrigt i andre henseender må foretrækkes fremfor den i loven fastsatte ordning. Det har hele tiden været hensigten at tilrettelægge kildeskatteordningen på en sådan måde, at arbejdsgivernes opgaver lettes mest muligt. Det har også betydning for den kontrol, der må føres med indeholdelserne. Af disse grunde ændres trækordningen, således at beregningen af A-skat altid sker ved anvendelse af en fast procentsats. Inden beregningen skal der foretages fradrag efter skattekortet. Den procentsats, der skal anvendes i de enkelte tilfælde, fastsættes af ligningsmyndighederne. Ved fastsættelsen tages der hensyn til, hvad skatteyderens samlede årsindtægt må forventes af udgøre.

Under forhandlingerne med Dansk Arbejdsgiverforening om kildeskatteordningens praktiske tilrettelæggelse har det vist sig, at beregningen og indeholdelsen af A-skat og udfærdigelsen af redegørelser herom til skattemyndighederne vil blive lettet, hvis arbejdsgiverne ikke som fastsat i lovens § 47 skal bortse fra de dér omhandlede pensionsbidrag m. v., forinden skatten beregnes. Under hensyn hertil ophæves bestemmelsen i § 47.

Efter lovens § 43 skal indeholdelse af skat ved kilden ske i en række andre indtægter end lønindtægt. Det gælder bl. a. bestyrelseshonorarer, pensioner, herunder folke- og invalidepension, arbejdsløshedsunderstøttelse og løbende udbetalinger efter renteforsikringer. Der kan imidlertid vise sig praktisk behov for at holde enkelte af de omhandlede indtægtsarter uden for indeholdelsesordningen i hvert fald i de første år. Finansministeren bemyndiges derfor til at træffe en sådan afgørelse. Ved indførelsen af kildeskat i Norge havde man en tilsvarende ordning.

I tilslutning til denne ændring udtales det i udvalgets betænkning:

„Udvalget har endvidere drøftet den ændrede udformning af kildeskattelovens § 43, hvorefter indeholdelsesordningen til at begynde med begrænses til lønindtægt m. v., idet finansministeren bemyndiges til at bestemme, hvornår de i paragraffen nævnte andre indtægtsarter skal inddrages under indeholdelsesordningen. Finansministeren har givet tilsagn om at bestræbe sig for, at indeholdelsesordningen straks fra kildeskattens ikrafttræden kommer til at omfatte så mange af de nævnte andre indtægtsarter, som der er praktisk mulighed for.

Der er fra forskellig side rejst spørgsmål om, hvilke muligheder der foreligger for at inddrage pengeinstitutterne i arbejdet med opkrævningen af kildeskatten. Finansministeren har oplyst, at det ikke kræver lovændring at etablere en ordning, hvorefter pengeinstitutterne yder arbejdsgivere bistand med afregninger og redegørelser vedrørende kildeskatten. Der har været afholdt forhandling med repræsentanter for pengeinstitutterne herom, og herunder er det aftalt, at den nærmere tilrettelæggelse af eventuelle bistandsaftaler mellem pengeinstitutter og arbejdsgivere kan drøftes med finansministeriet."

Ændringen bevirker, at der vil blive tale om flere arter af B-indtægt. Derved begrænses anvendelsesmulighederne for reglen i § 27 om fritagelse for beskatning af mindre B-indtægter. Ifølge et af finansministeren i udvalgets betænkning stillet

ændringsforslag er det derfor bestemt, at de i § 43, stk. 2, a-f, omhandlede indtægter ikke skal omfattes af reglen i § 27, så længe de ikke er henregnet til A-indkomst. Derved undgås den nævnte afsvækkelse af den praktiske betydning af reglen i § 27.

3. Kildeskatteloven indeholder bestemmelser om to former for standardiseret fradrag. Det drejer sig om det faste lønmodtagerfradrag og standardfradraget. De to faste fradrag gælder ikke for den samme personkreds, og det er forskellige udgiftsarter, der dækkes af fradragene.

Ved ændringsloven ophæves bestemmelserne om standardfradraget.

Finansministeren udtalte om baggrunden herfor ved fremsættelsen af lovforslaget:

„Under behandlingen af kildeskattelovforslaget var der ikke udelt tilfredshed med reglen om standardfradrag. Det blev bl. a. fremhævet, at reglen vil virke for gunstigt for de skatteydere, der har relativt små udgifter af den art, som standardfradraget skal dække. Det drejer sig navnlig om lønmodtagerudgifter ud over det faste lønmodtagerfradrag, udgifter til sygeforsikring, beløb indbetalt på indekskontrakter, præmier til renteforsikringer, der ikke er led i pensionsordninger, præmier til kapitalforsikringer og indskud på børne- og opsparingskonti samt renteudgifter bortset fra prioritetsrenter. Det blev også anført, at standardfradraget ville svække tilskyndelsen til at sikre alderdommen ved forsikringstegning eller indskud på opsparingsbegunstigede konti.

Standardfradraget blev indført med henblik på en forenkling af ligningsarbejdet. Når dette skal opnås, må standardfradraget omfatte en meget stor udgiftskreds, og det må være forholdsvis stort. Hensynet til ligelighed mellem skatteyderne og provenumæssige hensyn taler imidlertid imod at sætte standardfradraget højt. Under arbejdet med tilrettelæggelsen af kildeskattens administration har det vist sig, at de ligningsmæssige fordele ved standardfradraget med dets nuværende størrelse ikke kan opveje de praktiske ulemper, der er forbundet med at arbejde med to standardiserede fradrag......"

Ophævelsen af standardfradraget medfører, at lovens § 81 om anvendelse af en erklæring i stedet for egentlig selvangivelse ikke kan opretholdes i sin hidtidige form. Man må jo nu i alle tilfælde have oplysning fra skatteyderne om, hvilke fradrag de har ud over det faste lønmodtagerfradrag. Erklæringsordningen passer også dårligt til den moderne elektroniske databehandling, hvor man helst skal kunne anvende ensartet materiale. Der kan dog være praktisk behov for i et vist omfang at anvende et mindre omfattende oplysningsmateriele end den fuldstændige selvangivelse, og § 81 er derfor erstattet med en regel, hvorefter finansministeren kan fastsætte nærmere bestemmelse om en sådan ordning.

I forbindelse med ophævelsen af reglen om standardfradrag har man fundet det hensigtsmæssigt at ophæve den særlige bestemmelse om gifte kvinders fradrag. Den går ud på, at en særskilt ansat hustru i visse tilfælde ikke får fradrag for lønmodtagerudgifter ud over det faste lønmodtagerfradrag, idet det overskydende beløb i stedet fradrages hos manden. Ophævelsen af denne regel indebærer en forenkling. Der ligger også en forenkling i, at standardfradragets bortfald har gjort det muligt at ophæve bestemmelsen i § 27, stk. 3, hvorefter der ikke opnås fritagelse for beskatning af mindre B-indtægter, når der kræves fradrag ud over standardfradraget.

4. De hidtidige regler om børns beskatning er overført til kildeskatteloven. Reglerne er temmelig komplicerede. Det beror bl. a. på, at det efter det nuværende system har betydning for retten til børnetilskud, om barnet ansættes selvstændigt til skat eller ikke. Børnetilskudsordningen skal imidlertid samtidig med kildeskattens indførelse løsrives fra den hidtidige sammenhæng med beskatningsreglerne. Herefter er det blevet muligt at gennemføre en væsentlig forenkling af reglerne om børns beskatning. Det er også ønskeligt for at opnå den mest rationelle administration af kildeskatteordningen.

De nye regler går ud på, at børn skal ansættes selvstændigt til skat uanset deres alder, og uanset om de har ophold hos forældrene eller ej. Efter de gældende regler skal et hjemmeværende barn ikke beskattes af indtægtsnydelse eller formue og afkast af denne, når indtægtsnydelsen eller formuen er modtaget som gave fra forældrene. Hjemmeværende børn under 15 år skal heller ikke beskattes af løn for arbejde i forældrenes erhvervsvirksomhed. Beskatningen sker i disse tilfælde hos forældrene. Efter ændringen opretholdes disse regler i en form, der er tilpasset nyordningen. Det bliver uden betydning for beskatningen, om barnet er hjemmeværende eller ikke, og i gavetilfældene skal beskatningen ske hos den af forældrene, der har givet gaven, uanset om forældrene senere ophører med at være sambeskattede. De ændrede regler medfører bl. a., at underholdsbidrag til børn fremtidig altid bliver beskattet hos barnet, hvilket som regel vil være en fordel for de pågældende.

I et stort antal tilfælde vil børnene imidlertid ikke have skattepligtig indkomst eller formue. Af praktiske grunde er det derfor bestemt, at børn under 15 år ikke skal indgive selvangivelse og ikke ansættes til skat, når de ikke har skattepligtig indkomst eller formue for det pågældende indkomstår.

5. Reglerne om beskatningen af danske under ophold i Grønland blev ændret for et par år siden. Hidtil var personer, der opgav deres bopæl her i landet under Grønlandsopholdet, altid helt fri for beskatning her i landet. Efter de nye regler skal skattepligten opretholdes, men med den vigtige begrænsning, at den ophører, hvis opholdet i Grønland varer 2 år eller mere. Ophøret har virkning tilbage fra udrejsen. Det drejer sig navnlig om enlige skatteydere. For personer, der bevarer deres bopæl her i landet under opholdet i Grønland, som regel gifte, gælder de hidtidige almindelige regler for beskatningen under ophold i udlandet. Efter disse regler ophører skattepligten her først, når opholdet i Grønland har fået varig karakter, efter praksis efter ca. 3 års forløb. Også i disse tilfælde får skattepligtens ophør virkning fra udrejsens tidspunkt.

Ved kildeskatteloven indføres skærpede regler for skattepligtens ophør ved udrejse af landet. Hvis bopælen her i landet bevares, bortfalder skattepligten ikke, uanset hvor længe skatteyderen opholder sig i udlandet. Selv om bopælen her i landet opgives, skal skattepligten bestå i de første 4 år efter udrejsen, medmindre skatteyderen godtgør, at han bliver indkomstbeskattet i det fremmede land. Da der ikke findes indkomstbeskatning i Grønland, ville disse reglers anvendelse betyde, at danske, der rejser til Grønland, altid ville være skattepligtige til Danmark i de første 4 år efter udrejsen. For skatteydere, der bevarer bopælen her i landet, ville skattepligten endda blive opretholdt uanset varigheden af opholdet i Grønland.

Disse regler er nu ændret, således at danske, der tager ophold i Grønland, kun fastholdes under beskatningen, hvis opholdet bliver af kortere varighed end 2 år, og dette skal også gælde, hvor bopælen her i landet bevares. Ophøret af skattepligten efter de 2 års forløb skal ligesom nu have virkning fra udrejsen.

Samtidig er bestemmelserne om beskatning ved fraflytning til udlandet ændret. Den nævnte regel om, at skattepligt her til landet fastholdes i de første 4 år efter fraflytningen, medmindre skatteyderen bliver indkomstbeskattet i et fremmed land, kan herefter kun anvendes, når den pågældende har haft fast bopæl her i landet i en samlet periode af mindst 4 år.

6. Den foreløbige skat svares som hovedregel på grundlag af de senest foreliggende skatteansættelser. Dette vil i sig selv rumme en fare for uoverensstemmelser mellem foreløbig skat og endelig skat. Der kan være erhvervsområder, hvor man allerede ved forskudsligningen kan se, at forskydninger i indtjeningen må forventes. Det bestemmes derfor, at finansministeren får adgang til for sådanne erhverv at foretage en almindelig procentvis forhøjelse eller nedsættelse af forskudsskattegrundlaget. En sådan bestemmelse skal efter ændringen kunne træffes for en eller flere erhvervsgrupper, herunder også lønmodtagere.

7. Ifølge et af udvalget i betænkningen stillet ændringsforslag er bestemmelsen i lovens § 73, stk. 4, om lønindeholdelse hos den ene ægtefælle for den andens ægtefælles skattetilsvar ophævet. Udvalget henviser i denne forbindelse til den af justitsministeriets ægteskabsudvalg afgivne betænkning IV og oplyser, at finansministeren over for udvalget har givet tilsagn om, at han, når arbejdet med tilrettelæggelsen af kildeskatteordningen tillader det, vil lade en arbejdsgruppe nærmere undersøge, hvilke muligheder der foreligger for at indpasse de øvrige af ægteskabsudvalget stillede forslag i det kildeskattesystem, der er under opbygning. Resultatet af arbejdsgruppens undersøgelse vil, så snart det foreligger, blive forelagt for det folketingsudvalg, der til den tid beskæftiger sig med skattespørgsmål.

8. Det kan endelig nævnes, at der ved ændringsloven er sket ændring af bestemmelserne i lovens §§ 61 og 62 om rentetillæg til restskat og godtgørelse på 6 pct. af overskydende skat.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ikrafttræden af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (Kildeskat), forslag til lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat og forslag til lov om ikrafttræden af lov om kommunal indkomstskat, jfr. side 186, 295 og 296. Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget med enkelte forbehold af alle ordførerne. Grünbaum (S) kunne dog ikke tiltræde ophævelsen af standardfradraget, som han anså for et vigtigt led i bestræbelserne på at opnå en mere forenklet skatteligning, og han betragtede det som et tilbageskridt, at man genindførte pligt til at afgive selvangivelse. Han forstod ikke, hvorfor finansministeren ikke havde fulgt det af justitsministeriets ægteskabsudvalg fremsatte forslag om ophævelse af lovens § 73, stk. 4, og han efterlyste forslag til, hvorledes særbeskatningen af hustruindkomst skulle gennemføres. Haunstrup Clemmensen (KF) ønskede undersøgt, om det var muligt at sætte særbeskatningen af ægtefæller i kraft allerede fra 1. juni 1969, og han gav samtidig udtryk for, at han fandt de gældende regler specielt urimelige over for de medhjælpende hustruer, hvorfor også dette spørgsmål måtte tages op i forbindelse med særbeskatningen. Hertil sluttede sig Niels Andersen (V), og han gjorde endvidere opmærksom på, at man fra venstres side ville arbejde for, at der ved tilbageholdelse af skatten blev indregnet de forskellige tryghedsbidrag. Niels Helveg Petersen (RV) lagde megen vægt på den betænkning, der var afgivet af justitsministeriets ægteskabsudvalg. Han håbede, at man i folketingsudvalget måtte komme noget videre med realisation af ægteskabsudvalgets forslag, end ministerens pessimistiske bemærkninger i fremsættelsestalen gav udtryk for. Også han lagde vægt på at få forslagene om særbeskatningen frem så hurtigt som muligt, og han så gerne særbeskatningen gennemført før kildeskattens ikrafttræden. Ømann (SF) udtalte sig med hensyn til ophævelsen af standardfradraget og genindførelsen af pligten til at afgive selvangivelse på linje med Grünbaum. Med hensyn til særbeskatningen havde han bange anelser. Særbeskatningen var nøje knyttet til kildeskatten, men dens gennemførelse måtte ikke bevirke en for brat overgang fra den nuværende fordeling mellem de forskellige relevante grupper. Sigsgaard (VS) lagde som flere af de andre ordførere megen vægt på ægteskabsudvalgets betænkning, og han henstillede, at finansministeren lod udarbejde ændringsforslag i overensstemmelse med betænkningen. Også han var betænkelig ved standardfradragets ophævelse, og han udtalte håbet om, at folketingsudvalget ville nå frem til en bedre løsning.

Efter 1. behandling henvistes lovforslagene til behandling i et udvalg. Såvel i udvalgets betænkning som i tillægsbetænkningen stilledes en række ændringsforslag af finansministeren og af udvalget. De væsentligste af ændringsforslagene er omtalt i det foregående. Derudover var der af et mindretal, bestående af socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget, stillet ændringsforslag om opretholdelse af lovens bestemmelser om standardfradrag. Udvalgets tillægsbetænkning indeholdt ud over ændringsforslagene følgende bemærkning om et særligt problem, der havde været drøftet i udvalget:

„Udvalget har drøftet den fremtidige skattemæssige stilling for sådanne enlige, som efter de gældende regler beskattes som familieforsørgere. Det drejer sig navnlig om folkepensionister, invalidepensionister og enkepensionister samt personer, der opfylder aldersbetingelsen for at oppebære folkepension.

Under kildeskatteordningen ophæves forsørgerbegrebet, idet alle vil blive beskattet efter samme enhedsskala. Beskatningens graduering efter familieforholdene vil ske ved anvendelse af personfradrag, og også de nævnte enlige vil herved få ét personfradrag.

Udvalget er opmærksom på de problemer, der opstår herved og ved det påtænkte bortfald af de særlige nedslagsregler, og udvalget opfordrer finansministeren til sammen med socialministeren at tage problemerne op til løsning i forbindelse med kildeskattens ikrafttræden."

Efter at finansministerens og udvalgets ændringsforslag var vedtaget og mindretallets ændringsforslag forkastet, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt med 155 stemmer.