Ved loven er med virkning fra 1. april 1968 gennemført følgende ændringer i forhold til den hidtil gældende lov af 1964:
Det er pålagt kommunerne at drage omsorg for en egentlig vejledning af pensionisterne med hensyn til deres rettigheder ifølge lovgivningen, ligesom det er pålagt kommunerne at yde hjælp ved indretningen af en pensionists hjem, således at det bliver bedre egnet som bolig for den pågældende. Det er endvidere pålagt kommunen at yde pensionisten hjælp til nødvendige hjælpemidler i det daglige, f. eks. til anskaffelse af telefon, således at de kan klare sig bedre i hjemmet.
Der stilles krav om, at planer for oprettelse af daghjem, d. v. s. institutioner for de alvorligst handicappede hjemmeboende pensionister, skal forelægges socialministeren til godkendelse. Det samme gælder for rekreationshjem og andre særlige hjem for invalide- og folkepensionister. Der er samtidig givet hjemmel for ydelse af refusion til disse institutioner i medfør af § 17. Det er gjort obligatorisk for kommunerne at iværksætte eller yde støtte til omsorgsarbejdet, og der er åbnet adgang for enkepensionister på over 55 år til at nyde godt af det. Endvidere er der givet hjemmel for, at dagcentre og de såkaldte aktiveringskurser skal kunne godkendes med den virkning, at der kan gives særlige bestemmelser om støtte til sådan omsorgsvirksomhed i henhold til §§ 14 og 18.
Reglerne om, hvornår der skal indgås overenskomst mellem kommunen og et privat alderdoms- eller plejehjem, samt reglerne om, hvornår et sådant skal overgå til at være en selvejende institution, er blevet skærpet, således at det førstnævnte krav stilles, når der er indlagt 8 pensionister på hjemmet, medens det sidstnævnte krav stilles, når der er indlagt 10 pensionister på hjemmet. De nævnte krav forudsatte efter loven af 1964, at der på hjemmet var indlagt 12 personer, hvis ophold helt eller delvis betaltes af det offentlige. Det er ved en særlig bestemmelse i loven sikret, at denne skærpelse ikke får tilbagevirkende kraft.
Der er endvidere foretaget visse ændringer i reglerne om de økonomiske forhold i forbindelse med pensionisters ophold på de kommunale alderdoms- eller plejehjem eller på private alderdoms- eller plejehjem, med hvilke der er indgået overenskomst. Bortfald af pensionen sker således først med udgangen af den måned, der følger efter indlæggelsesmåneden, ligesom der af socialministeren fastsættes en øverste grænse for den betaling, der kan kræves af en person for ophold på et hjem. Der åbnes mulighed for ydelse af personlige tillæg til pensionister på alderdoms- og plejehjem, ligesom der gives forhøjede lommepenge til sådanne pensionister, når de er under 60 år.
Der er også givet hjemmel til, at socialministeren kan fastsætte regler for uddannelse af personale til alderdomshjem og plejehjem og personale til omsorgsarbejde. Denne bestemmelse vil dog først blive taget i anvendelse, når man har indhøstet yderligere erfaringer med omsorgsarbejdet. Der er endelig indsat en regel om, at socialministeren kan bestemme, at planlægning af opførelsen af plejehjemspladser og visitering af pensionister skal finde sted inden for et område omfattende et eller flere amter.
Lovforslaget var en genfremsættelse af det i 1. samling fremsatte lovforslag, hvorom der henvises til det på side 455 anførte. Det adskilte sig kun på to punkter væsentligt fra det først fremsatte lovforslag: Der var ingen skærpelse af kravet med hensyn til, hvornår et privat alderdoms- eller plejehjem skal overgå til at være en selvejende institution, hvorimod det i modsætning til det først fremsatte lovforslag indeholdt bestemmelse om, at loven skal revideres i folketingsåret 1971-72.
Lovforslaget fik ved 1. behandling en overvejende velvillig modtagelse.
Albertsen (S) var dog utilfreds med, at man havde udeladt skærpelsen af kravet om, hvornår et privat alderdoms- eller plejehjem skal overgå til at være en selvejende institution. Clara Munck (KF) og P. E. Eriksen (V) omtalte bl. a. refusionsspørgsmål, medens Grethe Philip (RV) understregede betydningen af et effektivt tilsyn. Kurt Brauer (SF) beskæftigede sig navnlig med spørgsmålet om beboernes indflydelse på alderdoms- og plejehjemmene. Hanne Reintoft (VS) havde en række kritiske synspunkter og hæftede sig navnlig ved den store mangel på plejehjemspladser, som foreligger.
I den af udvalget afgivne betænkning stillede socialministeren med tilslutning af udvalget en række ændringsforslag. Det drejede sig bl. a. om de ovenfor mere udførligt omtalte bestemmelser vedrørende obligatorisk omsorgsarbejde, om godkendelse af de såkaldte aktiveringskursus, om skærpede regler med hensyn til krav om status som selvejende institution, om forhøjede lommepenge til yngre pensionister samt om planlægning på grundlag af områder omfattende et eller flere amter.
Udvalgets betænkning indeholdt en almindelig vurdering af plejehjemssituationen. Det hedder herom:
„Udvalget har indgående drøftet den foreliggende situation med hensyn til antallet af eksisterende plejehjemspladser i forhold til det aktuelle og det fremtidige behov, deres standard, tilsynet med dem, personalets uddannelse samt det omfang, hvori reglerne om afslutning af overenskomst er gennemført.
Der foreligger utvivlsomt en meget betydelig mangel på plejehjem, hvortil kommer, at mange plejehjems bygningsmæssige og udstyrsmæssige standard er af en sådan art, at de ikke på længere sigt er anvendelige. Det må påregnes, at der vil gå en årrække, før der kan tilvejebringes plejehjemspladser i tilstrækkeligt antal og af tilfredsstillende standard. Under disse forhold er det af stor betydning, at tilsynet fungerer effektivt. Der er over for udvalget givet udtryk for, at tilsynet fungerer effektivt i almindelighed, men udvalget har dog fundet anledning til at henstille, at man til stadighed har opmærksomheden henledt på, om alle tilsynsorganerne fungerer efter hensigten, ligesom man henstiller, at socialministeren i et cirkulære understreger lovens bestemmelser om, hvem ansvaret for tilsynets udøvelse påhviler."
Det fremgår endvidere af betænkningen, at udvalget har beskæftiget sig med refusionsproblemerne. Det hedder herom:
„Refusions- og takstproblemerne har indtaget en fremskudt plads i udvalgets drøftelser. Efter udvalgets opfattelse er refusionssystemet utilfredsstillende, men udvalget må være enig med socialministeren, der har udtalt, at en omlægning af refusionsreglerne må afvente gennemførelsen af den almindelige ændring af byrdefordelingen mellem staten og kommunerne. Også takstsystemet kan efter udvalgets opfattelse kritiseres, men en almindelig ændring af dette må efter udvalgets opfattelse finde sin løsning i forbindelse med refusionsspørgsmålet. Udvalget har imidlertid med socialministeren drøftet det forhold, at mindre kommuners medvirken til indlæggelse af patienter på hjem, der er beregnet for patienter med særlige handicaps, undertiden kan være vanskelig at opnå på grund af den betydelige økonomiske byrde, der er forbundet hermed. Socialministeren har oplyst, at man overvejer administrativt at yde en højere refusion til sådanne hjem, og udvalget forventer, at problemet herved vil blive løst."
De stillede ændringsforslag blev vedtaget ved 2. behandling, og ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt.