Loven har følgende ordlyd:
„§ 1. Virksomheder inden for industri, håndværk og handel, som den 14. februar 1968 for salg her i landet har fastsat eller tilkendegivet vejledende priser eller avancer ved videresalg i efterfølgende omsætningsled, skal senest den 1. marts 1968 til monopoltilsynet foretage anmeldelse heraf.
Stk. 2. Anmeldelse efter stk. 1 er dog ufornøden, såfremt virksomheden inden den 1. marts 1968 ved meddelelse til sine kunder har ophævet de pågældende vejledende priser eller avancer.
Stk. 3. Efter den 14. februar 1968 skal nye videresalgspriser eller -avancer for salg her i landet anmeldes til monopoltilsynet snarest muligt, senest samtidig med at de meddeles de efterfølgende omsætningsled.
§ 2. Videresalgspriser eller -avancer, der er anmeldt efter § 1, kan af monopoltilsynet kræves nedsat, såfremt de findes urimelige.
Stk. 2. Forhøjelse af anmeldte videresalgspriser eller -avancer må ikke finde sted uden monopoltilsynets tilladelse.
Stk. 3. Monopoltilsynet kan undtage fra bestemmelsen i stk. 2, herunder i form af generelle dispensationer.
§ 3. For tjenesteydelser her i landet må der efter den 14. februar 1968 ikke finde forhøjelse sted af priser, takster eller honorarer.
Stk. 2. Monopoltilsynet kan undtage fra bestemmelsen i stk. 1, herunder i form af generelle dispensationer.
Stk. 3. Løn- og arbejdsforhold omfattes ikke af bestemmelsen i stk. 1.
§ 4. Med hensyn til monopoltilsynets beføjelser til at kræve oplysninger m. v. og med hensyn til klage over tilsynets afgørelser finder reglerne i § 15, jfr. § 20, og § 18 i lov om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger tilsvarende anvendelse.
§ 5. Overtrædelse af § 1, stk. 1 og 3, § 2, stk. 2, og § 3, stk. 1, samt tilsidesættelse af påbud efter § 2, stk. 1, straffes med bøde eller hæfte.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der undlader at meddele oplysninger, som afkræves ham i henhold til § 4, jfr. monopollovens § 15.
Stk. 3. Den, som i forhold, der er omfattet af loven, meddeler monopoltilsynet eller det i monopollovens § 18 omhandlede nævn urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier forhold af betydning for den pågældende sags afgørelse, straffes med bøde eller hæfte, medmindre strengere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.
Stk. 4. Er overtrædelse begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges virksomheden som sådan.
Stk. 5. Ved behandlingen af sager i henhold til denne bestemmelse finder de i lov om rettens pleje, kapitel 69, indeholdte regler anvendelse i samme omfang som i sager, der påtales af statsadvokaten.
§ 6. Denne lov, der kan stadfæstes straks, jfr. grundlovens § 42, stk. 7, træder i kraft den 15. februar 1968.
§ 7. Denne lov bortfalder fra det tidspunkt, der fastsættes af handelsministeren, dog senest den 1. november 1968.
§ 8. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland."
Lovforslaget, der fremsattes og behandledes sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om ændring af lov om avancestop, blev af folketinget behandlet meget hurtigt, idet samtlige behandlinger blev gennemført på dagen for som fremsættelsen med dispensation efter tingets forretningsorden.
Lovforslaget var et led i regeringens prisstabiliseringspolitik og skulle i henhold til de ledsagende bemærkninger betragtes som et supplement til det i november 1967 gennemførte midlertidige avancestop, der, jfr. den nedenfor omtalte sag, samtidig foresloges forlænget til I. november 1968.
Med forslaget om at gennemføre anmeldelsespligt for vejledende videresalgspriser og -avancer var der taget hensyn til, at prisstigninger ikke ensidigt fremkommer som følge af øget efterspørgselspres, men at prisdannelsen også kan påvirkes fra udbudssiden.
Baggrunden for lovforslagets bestemmelser om anmeldelsespligt for bruttoprisfastsættelser var bl. a., at håndhævelsen af avancestoplovens bestemmelser på dette område var særdeles vanskelig.
Lovforslaget gennemgik under behandlingen i folketinget visse mindre ændringer, som vil blive omtalt nedenfor.
Umiddelbart inden fremsættelsen af lovforslaget fremsatte statsministeren (Hilmar Baunsgaard) en udtalelse af særlig karakter i henhold til folketingets forretningsorden § 19, stk. 2, angående regeringens påtænkte økonomiske politik. Udtalelsen er gengivet side 62 ff.
Ved 1. behandlingen kunne såvel Per Hækkerup som Ove Hansen på socialdemokratiets vegne erklære sig positivt indstillet over for lovforslaget. Efter at Per Hækkerup var fremkommet med en række bemærkninger til statsministerens udtalelse, udtalte Ove Hansen således, at man måtte medgive regeringen, at hvis der skulle sikres et stabilt prisniveau, ville en lovgivning af denne art formentlig være nødvendig, selv om det var et indgreb af vidtrækkende art.
Også Jørgen Jensen (KF), Henry Christensen (V) og Grethe Philip (RV) kunne give tilslutning til gennemførelsen af lovforslaget, idet der dog foresloges visse mindre ændringer. Efter det forelagte lovforslags § 1 skulle alle, der allerede havde vejledende bruttopriser, anmelde disse til monopoltilsynet. Det burde efter Jørgen Jensens opfattelse overvejes, om denne totale anmeldelsespligt ikke burde ændres således, at virksomheder, der agtede at ophæve deres vejledende priser og gjorde dette inden for en kort tidsfrist, kunne få lov til at undlade anmeldelsen.
Også socialistisk folkeparti havde to ordførere, idet Aksel Larsen først knyttede en række bemærkninger til statsministerens udtalelse, og Ømann derefter beskæftigede sig med det foreliggende lovforslag. Begge kunne imidlertid give tilslutning til lovforslaget.
Endelig udtalte Sigsgaard, at venstresocialisterne havde nogen sympati for forslaget, men derimod ikke større sympati for den helhed, det var en del af, og som man kun kendte konturerne af.
Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til et udvalg, som enstemmigt indstillede det til vedtagelse med nogle af handelsministeren foreslåede ændringer. En af disse ændringer var at lette administrationen af loven ved at undgå anmeldelse af vejledende priser og avancer i henhold til § 1, hvor dette ikke kunne skønnes nødvendigt af hensyn til lovens formål, jfr. § 1, stk. 2.
Endvidere blev § 2, stk. 3, først indsat i loven efter udvalgsbehandlingen, ligesom § 3, stk. 2, først fik sin endelige udformning på dette tidspunkt.
Ved 2. behandlingen stillede et mindretal (venstresocialisterne) ændringsforslag om følgende affattelse af lovforslagets § 7:
„§ 7. Forslag til lov om revision af loven fremsættes for folketinget i folketingsåret 1969-70."
Ændringsforslaget begrundedes med, at da de i lovforslaget omhandlede vejledende priser var af afgørende betydning for prisdannelsen og dermed for hele den økonomiske politik, burde loven ikke kunne ophæves uden folketingets medvirken.
Ved 2. behandlingen meddelte handelsministeren, at regeringen ikke kunne acceptere det af venstresocialisterne fremsatte forslag, som lå uden for de forudsætninger, hvorunder lovforslaget var blevet fremsat.
Efter at de af handelsministeren fremsatte ændringsforslag var blevet vedtaget og det af venstresocialisterne fremsatte ændringsforslag var blevet forkastet, henvistes lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling.
Udvalget fremkom dog ikke med nogen tillægsbetænkning, men afgav i stedet mundtlig indstilling ved 3. behandling.
Lovforslaget vedtoges enstemmigt med 150 stemmer.